Teateranmeldelse

Danmarkspremiere på Sæbyscenen: Usynlighedsteater blev med ét bevægende synligt

Torsdag var der danmarkspremiere på Mette Rønnes meget indtagende forestilling "Homage" på Sæbyscenen

”Homage” betyder hyldest, og Mette Rønne ser selv sin forestilling som en poetisk kærlighedsgerning over for den personlige fortids teater- og filmminder. Foto: Lars Christian Dittmer

”Homage” betyder hyldest, og Mette Rønne ser selv sin forestilling som en poetisk kærlighedsgerning over for den personlige fortids teater- og filmminder. Foto: Lars Christian Dittmer

Mette Rønne: ”Homage”.

Sæbyscenen kunne torsdag præsentere danmarkspremieren på Mette Rønnes meget indtagende forestilling ”Homage”. Hun er alene på scenen, i virkeligheden i et tomt rum, hvor hendes virtouse skuespiller-teknik fremdigter rekvisitter, scenografi og hvad der ellers plejer at fylde op på en scene, så at sige ud af den blå luft. Alene ved hjælp af sin krop og dens rigdom af mimisk udtryksfuldhed. Mime er der dog ikke tale om, men bemestringen af det usynlige har hun tillært sig på en russisk teaterskole, der rækker ud efter drømme og fantasi og blander hverdag og poesi i en forunderlig både stringent og sommerfugleflagrende stil.

Det er ikke en stor fortælling, Mette Rønne byder på, men en række fængslende udpluk af et kvindeliv gennem flere aldre. En drømmende vandring ned ad memory lane fornemmer vi, da fortællingen folder sig ud på et dametoilet, som hun opsøger på et restaurantbesøg for at rense sine tænder med en tandstikker. Handlingen er så eftertrykkelig og energisk, at den kræver enrum, selv om vi som publikum fryder os over at få lov til at kigge med. Det var morsomt!

Det er ikke en stor fortælling, Mette Rønne byder på, men en række fængslende udpluk af et kvindeliv gennem flere aldre.   Foto: Lars Christian Dittmer

Det er ikke en stor fortælling, Mette Rønne byder på, men en række fængslende udpluk af et kvindeliv gennem flere aldre. Foto: Lars Christian Dittmer

Vi følger med på turen gennem kvindelivet lige fra børnefødsler – godt hjulpet på vej af en imødekommende publikummer – til rollator og runkne gummer (måske slog tandrensningen ikke til i længden?). Men undervejs oplever vi romantiske scener på dansegulvet, inspireret af filmhistoriske perler lige fra Chaplin til franske klassikere, og vi snydes heller ikke for James Bond og Titanic. Eller er jeg på vildveje? Mette Rønne berører fjerlet tilskuernes egne medbragte drømmeverdener. Ind i mellem opstod en stemning som i den vidunderlige ”Pigen med paraplyerne”, men paraplyer var der nu ingen af i forestillingen, og det regnede i øvrigt heller ikke.

”Homage” betyder hyldest, og Mette Rønne ser selv sin forestilling som en poetisk kærlighedsgerning over for den personlige fortids teater- og filmminder.

Foto: Lars Christian Dittmer

Foto: Lars Christian Dittmer

Også en slagkraftig side af kvindeidentiteten udvikler sig, godt hjulpet på vej af den maskulinitet, vi oplever i de klassiske spaghettiwesterns. Her får tandstikkeren en ny funktion som macho-rekvisit (tænk på Charles Bronson!). Tidligere så vi den spinkle kvinde levere den mest elegant højhalsede håndtering af et sugerør, jeg mindes at have set, men nu viste hun sig fuldbefaren i nævekamp og spark i skridtet, som sendte slynglerne på hovedet ud af saloondøren. Herefter kunne hun vende tilbage til sin stol i restauranten og omsider få gjort op med den intimiderende gæst, der forestillingen igennem puffer hende i ryggen. Denne lille detalje var frydefuld teaterkunst.

Og samtidig kulminationen på et kvindelivs rejse mod sig selv og sin myndige overtagelse af sit liv hinsides drømmenes blændværk. Var der en svigefuld elsker indblandet? Et smertefuldt kærlighedstab? Mette Rønnes usynlighedsteater blev med ét bevægende synligt.

Mette Rønne: ”Homage”.

Medvirkende: Mette Rønne.

Kunstnerisk konsulent: Hans Rønne.

Udviklet i samarbejde med Carsten Eskelund og Daniel Lill.

Produceret af Kulturmarktdk, VENUE