Dansk operette er en guldgrube af store hits

Ved en koncert i Hjørring kunne man opleve noget af det allerbedste

Thomas Peter Koppel sprang til som vikar på grund af sygdom i ensemblet. Det var en svær opgave

Thomas Peter Koppel sprang til som vikar på grund af sygdom i ensemblet. Det var en svær opgave

OPERETTE: Operette Kompagniet: ”Det’ lunt i nat”

Her efter nytår står menuen vel egentlig på sild og kartofler og anden husmandskost. Kan maven overhovedet holde til en overdådig anretning som Operette Kompagniets stjerneparade af danske operettehits fra en hundrede år lang tradition? Jo, det gik faktisk ganske hjertevarmende og minderigt lige i øret og hjertet under kompagniets gæstespil på Hjørring Teater, Vendelbohus.

Det var ikke scenografiens fortjeneste. To buketduske, tre stuepalmer og en chaiselong foran et rædselsvækkende bagtæppe af lavadelig herkomst. Fint dog, at orkestret under Carol Conrads feststemte piano og dirigentstok var anbragt midt på scenen. Alle fire musikere gjorde det upåklageligt, og især celloen lagde en helt særlig klangbund under forestillingen. Ganske overraskende i forspillet til ”Man kan vel ikke gøre for, at man har charme” og ganske gribende i akkompagnementet til ”Pige træd varsomt”, hvor også Signe Asmussen og Elsebeth Dreissig udvirkede et lille mirakel.

Dansk operettehistorie er en guldgrube

Forestillingen dokumenterede til overflod, at dansk operettehistorie er en guldgrube af musikalsk opfindsomhed med lige dele virtuositet og dybde. De medvirkende formidlede undervejs elegant og medrivende genrens udvikling og dens bærende kunstneres biografier. Oplysning uden didaktisk stivhed. Vi kom godt og grundigt omkring ”Farinelli”, ”Sommer i Tyrol”, ”Mød mig på Cassiopeia” og en fyldig hyldest til Danmarks Irving Berlin, Kai Normann Andersen. Alle disse melodier: ”Gå med i lunden”, ”Glemmer du”, ”Alle går rundt og forelsker sig”. Hele salen nynnede med i udvalgte øjeblikke, stimuleret af de medvirkendes publikumsfortrolighed.

Tenoren Bo Kristian Jensen var beklageligvis sygemeldt denne aften, så hans kollega Thomas Peter Koppel var i ilden fra start til slut. Han sloges bravt og forsynede ”Bordets glæder” med en påståelig rytme, som ikke gavnede denne klassiker. Især i første del af forestillingen løb han ind i intonationsproblemer, som minder om, at operettegenren nok går for at høre til i den lette ende, men i virkeligheden stiller nådesløse krav til professionalisme og præcision, hvis letheden skal forløses, så den perler. Tenoren vandt dog i stigende grad terræn, og charmen var helt umiskendelig. Pigerne var i rigtig godt selskab.

Og hvilke piger!

Elsebeth Dreisig: Forestillingens stjerne

Denise Wencke Gjernøe gav foruroligende undertone til ”La Garconne”, et nummer man vist sjældent hører, ufortjent. Hun kunne tvære sin sminke ud, så det gibbede ved publikumsbordene. Samtidig leverede hun med prægtig energi i et tyrolernummer to ildrøde erigerede fletninger, som ville vække stormende begejstring ved oktoberfesten i München.

Signe Asmussen har en imponerende robust operastemme med manifest vibrato og var udstyret med en blondineparyk, som sagde spar-to og med en vis distraktion – Gud forbyde det! – påkaldte forbigående mindelser om George Washington. Så smuk hun ellers var.

Elsebeth Dreisig. Foto: Mikael Melbye

Elsebeth Dreisig. Foto: Mikael Melbye

Aftenens stjerne var dog ubetinget Elsebeth Dreisig, og hvordan skal man dog beskrive virkningen af hendes stemme? Jeg tyr til Karen Blixens uforglemmelige skildring af sin sorte kok Kamante, der formåede at piske æggehvider med en kniv, så ”hviderne taarnede sig op under den som sommerskyer”. Der er en englesart uudtømmelig opdrift i sopranens stemme, som hvilede den på et leje af – ja, sommerskyer.

I en alt for sjældent hørt vuggevise fra Emil Reesens operette ”Gadeprinsessen” hørte vi strofen: ”De glæder som er værd, er alle lige her”. Senere hørte vi ”Er du dus med himlens fugle” om dét der er ”allermest værd”. Ensemblet overbeviste os med deres hengivenhed fra scenen om, at de aldrig havde følt ”himlen så nær” som nu, hvor de gav os ”Den allersidste dans”.

Man måtte tro dem på ordet.

OperetteKompagniet: ”Det’ lunt i nat”. Danske operetteperler

Musikalske arrangementer: Carol Conrad.

Instruktion & dialogtekst: Thomas Peter Koppel.

Koreografi: Henriette Brøndsholm.

Gæstespil på Hjørring Teater, Vendelbohus, lørdag.