Der må pilles

Flot sanselig udstilling på Skovgaard Museum, hvor både ord og værker må berøres, så det bevæger

Duftene fra værkerne i rummene i det gamle rådhus er forførende, tjære og brændt træ kildrer næseborene. Det er saligt. <i>Foto: Skovgaard Museet</i>

Duftene fra værkerne i rummene i det gamle rådhus er forførende, tjære og brændt træ kildrer næseborene. Det er saligt. Foto: Skovgaard Museet

UDSTILLING
Må gerne berøres

Hvor tit har man ikke haft lyst til at lade hånden glide hen over et stykke marmor eller træ på en udstilling, men det er jo selvsagt forbudt. Sikke en herlig fornemmelse, at man så her på Skovgaard Museet lige over for Domkirken i Viborg må røre, føle og mærke. Og bare duftene i rummene i det gamle rådhus er forførende, tjære og brændt træ kildrer næseborene. Det er saligt.

Alene titlen får det til at boble i en: ”Må gerne berøres”. Billedhuggeren Lars Abrahamsen og digteren Eske K. Mathiesens samværk er et sanseligt potpourri af form, materialitet og ord, der forholder sig til naturen, mennesket, kunsten og poesien. Nogle af Abrahamsens værker kan i øvrigt lige nu ses i og omkring Dronninglund Kunstcenter i Dansk Billedhuggerforbunds store sommerudstilling. 

Samspillet mellem ord og skulptur er forrygende. De kommenterer hinanden og er alligevel selvstændige udsagn. De spiller mod og med hinanden, og ikke sjældent bliver smilerynkerne også berørt, som når Mathiesen skriver: "Digte er skulpturer, der er tromlet fuldstændig flade".

Skulpturerne er alt andet end flade. De er rummelige, de kan gås omkring, de kan befamles, åbnes og kigges ind i. De er abstrakte i skønne former, og de er genkendelige og hjemlige. Overfladerne har mærker og ridser, som var det linjer og rynker i ansigtet på et menneske, der har levet. Der er tale om patina og spor af liv.

Skovgaard Museum

4
Skovgaard Museum Skovgaard Museum Skovgaard Museum Skovgaard Museum

Mathiesens ord er både ord om og til skulpturerne og skaber nye rum og gør skulpturerne sanselige for hjernen. Den fornyligt afdøde digter har i sine digte, næsten som haikudigte, et overraskende synspunkt og nye vinkler, der vrider skæve og mærkværdige sider ud af den genkendelige virkelighed. Og han har ofte en sympati for naturens oversete væsner: fra regnorme til lærken, som tilnærmes med stor følsomhed og respekt. 

Ordene tilfører skulpturerne, trods digtenes fladhed, dybde og klangbund. Og flere af de store værker har netop lyde, når man banker på dem. Dybe toner, der sætter fantasien i gang, om hvilket dyr der mon er forpuppet inden i dem. Eller man løfter en tung håndtagslignende dims, og en duft af anis strømmer lige ind i næsen. 

Flere af værkerne kredser om fugle. Ikke naturalistisk, men figurmæssigt er det ofte fugleagtige væsner. Det er værker med krop. Et sort værk, der minder om en hjelm eller en torso har en blodrød sprække i sig og minder om både vagina og fødselskanal, en reference til Courbets verdensberømte ”Verdens Begyndelse” fra 1866, hvor også kvindens skød helliges som altings ophav. Det er både råt og poetisk på en gang. 

Og sådan er udstillingen hele vejen igen. Til udstillingen følger en rigt illustreret publikation, så man kan få både skulpturerne og digtene med sig hjem, om end i en flad udgave.

Det er så herligt at måtte røre, så man selv bliver berørt og dermed også bevæget. Og det er lige præcis det, kunst handler om. Eller som der står med ord af Mathiesen: ”På museer og den slags må man aldrig røre ved skulpturerne: Må ikke berøres! Står der. Og udenfor må græsset ikke betrædes. Men Lars Abrahamsens skulpturer må man godt røre ved. Som man kærtegner sin elskede. Et skibsdæk. En kage. En vild gås. Eller en okapi. Prøv!” og vi gentager: der må pilles!

Lars Abrahamsen og Eske K. Mathiesen

  • Skovgaard Museet, Viborg
  • Indtil d. 7. august

Udstillerne

  • Lars Abrahamsen (født 1953) 
  • uddannet fotograf ved fotograf Poul Pedersen samt billedkunstner fra Århus Kunstakademi. 
  • Han laver særligt skulpturer i træ, sten og bronze og har bl.a. udstillet på Sophienholm, Silkeborg Bad og Johannes Larsen Museet. Dertil er han en del af kunstergruppen Den Fynske Forårsudstilling. 
  • Abrahamsen arbejdede tæt sammen med den store naturfortolker John Olsen (1938-2019) og deltog sammen med Olsen som repræsentant for Danmark på Venedig Biennalen i 1995.
  • Eske Kaufmann Mathiesen (1944 - 2021) 
  • uddannet folkemindeforsker. 
  • Har udsendt 60 bøger med digte og små historier for voksne og 17 bøger for børn, der ofte har det til fælles, at de omhandler dyr, som han syntes på mange måder afspejlede mennesket.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.