Teater

Det bliver en ren julegyser, når Ester og Victor forvilder sig ind på havenissefabrikken

Der er masser af sort sne i Limfjordsteatrets juleshow

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Limfjordsteatrets juleforestilling hedder ”Jul i den gamle havenissefabrik” og laves i samarbejde med eleverne fra TeaterTalent Mors. Foto: Lars Horn / Baghuset. Lars Horn

TEATER: Lasse Popp: ”Jul i den gamle havenissefabrik - en ægte julegyser”

Nykøbing er i en rivende udvikling som et centrum for scenekunst i Nordjylland. Der er jo andre centre. For et par år siden åbnede Vendsyssel Teater i nye bygninger i Hjørring. Og fra Aalborg meldes om seriøse planer for et nyt teaterhus til Aalborg Teater i Spritten, måske allerede om fem år.

I forvejen har vi i Nykøbing det sprællevende Morsø Teater, som præsenterer det ene fremragende gæstespil efter det andet. I en nyopført og på alle måder dragende 52-kantet teaterbygning åbner Limfjordsteatret nu med egenproduktionen ”Jul i den gamle havenissefabrik”, en kunstnerisk sejr lige til tiden. Premieren var torsdag 28. november. Vi anmelder på de følgende linjer forestillingen dagen efter.

”En julegyser” kalder man forestillingen, og i forlængelse af debatten om julemedisteren skulle man måske have benævnt forestillingen ”en vintergyser”, nok så politisk korrekt - en utraditionel juleforestilling er det i hvert fald blevet til. Igennem hele første akt (der piner tempoet en smule) tænker man ind i mellem: Hvor ska’ vi hen do? Men det får vi i andenakten et mangfoldigt og dybt tilfredsstillende, vildt gakket svar på.

Ester og Victor på vej til havenissefabrikken

Ester og Victor er to indtagende unge, som bevæger sig ind i en nedlagt havenissefabrik langt ude i skoven. Klaverer og fløjter vælter ud af væggene i den fantasibefordrende og meget veludnyttede scenografi, der med stemningsfuld lyssætning skaber både falsk hygge og aldeles ægte uhygge. Et spøgelsesagtigt ægtepar hjemsøger stedet om natten og skændes om køkkenvask og skraldespand. Det hele er ærlig talt lige mærkeligt nok.

De unge skuespillere Louise Fihl Andersen og Lucas Leonardo Amore fra Limfjordsteatrets Talentuddannelse (der fremadrettet skifter navn til ”Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunst”) gør det begge glimrende, og førstnævnte spænder i sit udtryk lige fra henrivende uskyld til lettere bedærvet gyser-udstråling a la Jennifer Jason Leigh i spillefilmen ”Enlig pige søger”, hvis nogen ellers husker dén. Den var fan’me uhyggelig du!

Overrumplende andenakt

I andenakten folder forestillingen sig overrumplende ud, og historien om det foruroligende ægtepar udvikler sig gennem replikker udformet med ægte surrealistisk sprogfornemmelse til en både latter- og gruopvækkende fortælling om hustrudrab. Den surrealistiske verbalakrobatik vækker mindelser om Storm P og Jens August Schade, eller om Ionescos nonsenspoesi.

Det var nærmest ustyrligt og i al sin syrethed desværre umuligt at referere. ”Nu skal jeg hjem og sidde på min fede kone”, lyder en replik. ”Nej, rolig, det er bare løgn, vi er slet ikke gift!”

Lysende klare ensemblescener

Uran-kernen i dette kraftværk af absurd, men samtidig også elskelig komik, er Lasse Popp, som ikke kun har skrevet det forunderlige manuskript, men også spiller en række uforglemmelige roller. Af format og udtryk er han i klasse med Dario Fo. I rollen som julefar suppleres han med bedårende, fletningsbærende julemor-komik af Sune C. Abel, der i øvrigt også optræder skræmmende troværdigt i andre optrin som hustrumorder.

Forestillingen rummer mængder af sort sne. Alligevel bliver det jul til sidst. Men hvid er den ikke! Gitta Malling har iscenesat med imponerende rytmesans og indlevelse i den enkelte skuespillers udtryksregister. Alle ensemblescener står lysende klart.

”Jul i den gamle havenissefabrik” er uden sammenligning den mærkværdigste og mest bemærkelsesværdige nissejuleforestilling, jeg har set i mit liv. En kunstnerisk sejr, der giver vældig appetit på at følge Limfjordsteatret ind i fremtiden.

Lasse Popp: ”Jul i den gamle havenissefabrik”

Musik: Kim Fast Jensen og Bastian Popp.

Instruktør: Gitta Malling.

Scenografi: Kim Fast Jensen.

Kostumer: Lene Bek Nielsen.

Forestilling spiller på Limfjordsteatret, Nykøbing frem til 7. december.