Kultur

Det sidste eventyr i Amerika: De døde er i live

Hvad er en Deadhead? Tag med Nordjyskes Carsten Tolbøll til USA og oplev et musikalsk fænomen, som samler titusinder, men nærmest er ukendt i Danmark

Sarah Elaz og Lonny Geller uden for Citi Field er parate til en ny åbenbaring med Dead & Company. 
Sarah Elaz og Lonny Geller uden for Citi Field er parate til en ny åbenbaring med Dead & Company.  Foto: Mogens Gregers Husted Madsen

USA: - Kendrick Lamar og al den nye rap- og popmusik er package-produkter beregnet for masserne. De fortæller dig, hvad du skal tænke og tro, og du skal ikke stille spørgsmål ved noget. The Deads musik derimod opfordrer dig til at tænke selv, spørge og tvivle, ja tænke ud af boksen. Alle, der kommer her i dag, er folk, der ikke vil abonnere på det ordinære og bare være et får i flokken. Vi vil have mere ud af livet.

31-årige Sarah Elaz smiler inde bag solbrillerne. Vi møder hende og kæresten Lonny Geller på 28 uden for Citi Field stadion i New York-bydelen Queens. Til daglig hjemmebane for baseballholdet The Mets, men i aften og i morgen rammen om to tre-fire timers koncerter med bandet Dead & Company. Som navnet antyder sammensat af resterne af 1960'er bandet Grateful Dead suppleret med lidt yngre musikere, hvoraf den mest kendte - og yngste - er guitaristen og sangeren John Mayer.

Et imponerende visuel indpakning  ledsager koncerterne som en opdateret version af 1960'ernes psykedeliske visioner. Foto: Mogens Gregers Husted Madsen

Det nærliggende spørgsmål er, hvorfor Sarah og Lonny føler sig tiltrukket af en flok bedagede musikere, der stiller op med et repertoire af sange, skrevet før de selv blev født. New York-parret er langt fra de eneste unge blandt de 60.000, hvoraf et stigende antal myldrer rastløst rundt mellem boder med mad og merchandise, kaldet Shakedown Street efter en Dead-sang. Snart vil de indtage banen og tribunerne på det stadion, der for 15 år siden afløste Shea Stadium, hvor The Beatles midt i 1960'erne optrådte for gruppens største publikum nogensinde.

- Det er befriende at få lov til som tilhører at fortolke denne musik på den måde, vi vil. Det er bandets intention og sådan tror jeg, Jerry ville have ønsket det. Mine forældre havde albummet "American Beauty", og jeg lærte sangene at kende, men det var især gennem min fætter, at jeg kom til at holde af Grateful Dead. Både Sarah og jeg blev siden fans af bandet Phish, som vi dyrker sideløbende med Dead & Company, siger Lonny Geller, der til daglig ernærer sig ved at tage ud som pizzakok til selskaber i private hjem. Sarah Elaz er musikpromotor og lever af at arrangere klubkoncerter i USA og Europa. 

Bob Weir står bag markante Dead-sange som "Sugar Magnolia", og nu synger han også sin afdøde makker Jerry Garcias kompositioner, hvis ikke John Mayer (tv) tager sig af dem. Foto: Mogens Gregers Husted Madsen

Tiden efter Jerry Garcia

Og Jerry er Jerry Garcia, Grateful Deads uofficielle leder, som døde i 1995. Det fik bandet til stoppe, men længe varede det ikke, før de tilbageværende musikere spillede videre i nye konstellationer. Efter 50 års jubilæet i 2015 slog sanger og guitarist Bob Weir og trommeslagerne Micky Hart og Bill Kreutzmann sig mere permanent sammen med John Mayer, bassisten Oteil Burbridge og keyboardspilleren Jeff Chimenti. Da de i vinter meldte ud, at nu ville Dead & Company tage på afskedsturné, indså undertegnede og et par gamle venner, at det var nu eller aldrig, hvis vi som fans ville (gen)opleve fænomenet i selskab med de ihærdige Deadheads, som gruppens trofaste tilhængere kaldes.

Citi Field er på plads til Dead & Co. For europæiske koncertrotter er det bemærkelsesværdigt, hvor fredeligt og hensynsfuldt alt går for sig. En flig af flower power anno 2023? Foto: Mogens Gregers Husted Madsen
Derfor er en Dead-koncert helt speciel

Grateful Dead's udgangspunkt på sentressernes San Francisco-scene var blues og syrerock. Senere inkorporerede gruppen akustisk folkemusik, og repertoiret udviklede sig til et miks af egne kompositioner spædet op med traditionelle sange og enkelte numre lånt fra andre.

Improvisation er et nøgleord, og gruppens måde at spille på er formmæssigt blevet sammenlignet med dixielandjazz, hvor et soloinstrument suppleres og bakkes op af de øvrige musikere. Musikernes virtuositet kombineres med en højt udviklet lydhørhed og intuition, der tillader dem at sammensætte lange forløb, uden at alt tilsyneladende er aftalt på forhånd. 

Det nytter ikke at råbe ønsker om yndlingsnumre op til bandet, for Dead tager aldrig mod opfordringer. Sætlisten er hemmelig op til hver koncert og drøftes både før og efter ihærdigt blandt Deadheads. Musikerne siger heller aldrig noget mellem numrene bortset fra at annoncere pausen midtvejs.

Som hovedregel består første sæt af kortere numre. Efter pausen slippes tøjlerne fri i længere forløb. Et fast indslag i anden akt er numrene "Drums" og "Space". Her tager trommerne over, anført af Mickey Hart (79 år), der foruden at betjene slagtøj har programmeret og kreeret diverse digitale instrumenter.

De tilbageværende medlemmer af Grateful Dead er Bob Weir, Mickey Hart, Bill Kreutzmann og Phil Lesh. Sidstnævnte bassist (83 år) valgte i 2015 at forlade de andre og fortsætte med sit eget band, der også spiller gruppens sange. I Dead & Company erstattes Kreutzmann på farewell-turen af trommeslageren Jay Lane, som også er fra San Francisco.

Kendte Dead-sange er "Friend Of The Devil", "Trucking", "Uncle John's Band, "Dark Star", "Sugar Magnolia", "Playing In The Band", "Estimated Prophet", "Althea" og "Black Muddy River".

Tre dage før Citi Field-koncerten overværede vi et utroligt veloplagt Dead & Company i lidt mere intime omgivelser blandt 25.000 mennesker på en amfiscene i et skovområde uden for byen Saratoga Springs i den nordlige del af staten New York. I køen på vej ind faldt vi i snak med to par i halvtredserne, der havde taget turen østpå fra Oswego ved Ontario søen.

- Jeg så Grateful Dead 175 gange fra og med 1984, og indtil i dag har vi set Dead & Company 19 gange. Det fascinerende er en kombination af musikken og det sociale, der udspiller sig blandt publikum. Vi har allerede mødt 15-20 mennesker her i dag, som vi kender, og vi er gennem årene blevet venner med mange, som vi har mødt til koncerterne, siger Kevin Reitz, der har et ledende job i industrien.

- En væsentlig grund til at købe billet til flere koncerter på samme turné er, at musikken aldrig er ens, fordi gruppen improviserer så meget, og fordi sætlisterne varierer fra gang til gang. Vi var til seks Dead & Company-koncerter, hvor vi bagefter talte op, at blandt de over 100 numre, vi havde hørt, var der kun fire gengangere, siger hans kone, Tammy Reitz, der er ansat i New Yorks statsadministration. 

To veninder fra Oswego på vej til sammen med deres mænd at opleve Dead & Company i Saratoga Performing Arts Center. Til venstre Tammy Reitz, til højre Maria Johnson.   Foto: Mogens Gregers Husted Madsen

Vennerne Maria og Dave Johnson, som sammen driver fødevareforretningen C's Farm Market and Beverage Center i Oswego, beretter om en fælles luksustur tilbage i januar, hvor Dead & Company igennem flere år har spillet koncerterne Playing In The Sand på en strand på spidsen af Yucatan-halvøen i det sydlige Mexico.

- Det er dyrt, men det er pengene værd. Du får hotel, al mad og drikke og adgang til koncerterne for billetten. Der kommer tjenere rundt med drinks, mens musikken spiller, siger Maria Johnson.

Dead & Company runder Farewell Tour af med tre koncerter 14.-16. juli i San Francisco, hvor det hele startede. Er det så dermed definitivt slut? Nej, lyder det med overbevisning fra de to ægtepar ved Saratoga-showet.

- Nogle af kernemedlemmerne vil danne et nyt band. Andre vil takke af, men Bob Weir (75 år, red.) har sagt, at han fortsætter med at spille musik. Og det tror vi på, siger Maria Johnson.

En Bob Weir-klon i godt og yngre Deadhead-selskab.  Foto: Carsten Tolbøll

Som Jerry Garcia udtrykte det i 1991:

- Der er ikke længere så mange godstog, du kan hoppe på og køre fra by til by, men du kan stadig følge The Dead på koncertturné. Måske er vi det sidste eventyr i Amerika.  

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden