Digte i dagligstuen: Få din yndlingsforfatter helt tæt på
Man får langt hurtigere bygget en intim stemning op med sit publikum, når man mødes i en dagligstue, end når man mødes i en stor sal, mener Pia Tafdrup, første digter i et nyt nordjysk litteraturformat. Tag med til oplæsning i en lejlighed i Aalborg

Det nye litteraturformat - Digte i Dagligstuen - inviterede søndag til deres første arrangement med Pia Tafdrup som første digter. De næste bliver Asger Schnack og Mette Moestrup. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen
Da Pia Tafdrup var meget lille og boede på landet, hentede hendes mormor hende med jævne mellemrum og tog hende med ind til storbyen, så hun også stiftede bekendtskab med byens puls - det skulle til, mente hun. Her legede de en leg. Hver gang de forlod målet for dagens besøg, skulle Pia Tafdrup lukke øjnene og genfortælle, hvad der var i gaden eller rummene. Ikke blot af genstande, men sanseindtryk.
- Det lærte mig at blive nærværende – at være åben for verden, fortæller Pia Tafdrup, der har taget plads foran en stor slukket tv-skærm i en dagligstue i en Aalborg-lejlighed nær fjorden.
Vi er 20 mennesker til stede denne søndag hos Jørgen Pyndt og Anne-Marie Bach, der lægger stue til førsteudgaven af Digte i Dagligstuen - et nyt litteraturformat i Nordjylland.
Til at åbne arrangementsrækken er ingen ringere end dansk poesis grand old woman, Pia Tafdrup, modtager af Nordisk Råds Litteraturpris og et forbillede for mange digtere med sin tætvævede poesi og undersøgelse af vores forbundethed med verden og andre mennesker.
Forud for hendes besøg er de lokale antikvariater blevet støvsuget for hendes digtsamlinger, mange har valgt at forberede sig. Denne eftermiddag læser hun op fra sin sanseserie, der består af fem værker bygget op over de fem sanser.
Hun har fået læsebriller, betror hun os og tipper et par sorte og røde læsebriller på plads på næsen.
- Jeg fik også for nyligt tjekket hørelsen. Den var fin, men vores sanser svækkes med alderen, konstaterer hun og betragter bag brillerne dagens publikum, hvoraf flere nikker genkendende.

Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Foto:Henrik Simonsen
- Jeg oplever ofte verden som ganske fragmenteret. Når man oplever verden sådan, er det ofte interessant at se på, hvad der binder os sammen, og det er vores sanser – vores fælles erfaringer. Empatien bliver større, når vi lukker op for egne sanser og prøver at forstå hinanden, siger hun og fremhæver derved båndet mellem os og hende – og mellem os og digtenes erfaringer.
- Vores sanser er vores åbninger til verden. Måske er kunsten det også, konstaterer hun, før hun vender blikket imod de digte, hun har udvalgt til eftermiddagen. Så lyder hendes karakteristiske messende diktion.
”Havet vender sig tungt i søvne,
da du træder ud
fra badet, elskede.
Når du som lyset vælger
den korteste afstand hen imod mig,
kommer duften før dig […]”.
Hun læner sig let bagover, da hun reciterer det erotiske digt, der flyder imellem os på stolene.
I hver vores krop og liv har vi haft lignende sanseerfaringer, og det er erindringen om dem, hun vækker nu, med beskrivelserne af kroppens reaktion på en duft, der trænger igennem både tid og fornuft. Hun tager kroppens hukommelse alvorligt, og på stolene tættest ved vinduet strækker en kvinde sin hånd bagud og fanger sin kærestes.
Artiklen fortsætter efter billederne

Foto:Henrik Simonsen

Foto:Henrik Simonsen

- Jeg har altid været interesseret i at rykke litteratur ud af sine vante rammer, og jeg synes, at det giver noget særligt at sidde her i dag – i en dagligstue, fortæller Lene Høg. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen
Det fungerer med intime rum
Arrangøren bag Digte i Dagligstuen er Lene Høg. Hun mødte for første gang Pia Tafdrup på et tog hjem fra Berlin, da Lene Høg endnu var litteraturstuderende og var ved at falde bagover over sit eget held, da kvinden, hun faldt i snak med, sagde sit navn. Hun har siden fulgt Pia Tafdrups forfatterskab tæt, og da hun skulle udvikle litteraturkonceptet, var hun ikke i tvivl om, at hun ville invitere digtere.
- Jeg har personligt lyst til at rokke ved idéen om, at digte er noget svært tilgængeligt. Mange har måske oplevelser fra skoletiden, hvor digte skulle gennemanalyseres, og man skulle komme med et facit på digtet. Det er ikke det, vi vil her, vi vil skabe en ramme, hvor man kan opleve digtene ved at høre dem – læst op af forfatterne selv, det giver noget særligt. Og så er der jo mulighed for, at man efterfølgende kan spørge ind til forfatternes tanker bag digtene og de tematikker, hun tager op, fortæller Lene Høg.
Også for Pia Tafdrup er dagligstuen som ramme appellerende.
- Det giver en hel anden stemning at læse op i rammer som disse. Det er enormt skønt at dumpe ned et sted, hvor folk griner, når de kommer ind af døren, og er klar til at lytte. Normalt tager det lang tid at bygge sådan en stemning op, men det fungerer fra første øjeblik, vi samles, og det synes jeg er ganske imponerende. Jeg håber, at folk har masser af spørgsmål efter oplæsningen, og at vi kan få en lidt anden samtale, end når jeg sidder på en stor scene i en stor sal. Det er den slags arrangementer, der er flest af.
Tag med til Digte i Dagligstuen
De næste arrangementer er:
12. september kl. 14: Asger Schnack i Skørping hos Susanne Sangill & Nick Pedersen.
22. september kl. 19: Mette Moestrup i Hjørring hos Leif og Christine Lund Jakobsen.
Læs mere om arrangementerne på Facebook: Digte i Dagligstuen. Billetpris: 100 kr. inkl. et glas vin. Der er kun få billetter til hver oplæsning.
Arrangementerne er støttet af Statens Kunstfond.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.