DR-dokumentar om et ekstremt miljø ødelægges af politisk korrekthed

Lyden og deres udtryk var ondt og voldsomt, og selvom jeg ikke forstod meget, var jeg ved at gå i gulvet af skam, da min mor begyndte at grine.

For jeg forstod, at noget var på færde - her og andre steder i Europa. Det samme, der var på færde, da den lokale avis skrev om væltede gravsten på kirkegården, og min veninde fortalte om fester i det fri, hvor black metal fyrene bankede hinanden, blandede blod og diskuterede liv og død.

Producenterne bag DRs nye dokumentar 'Satans Sorte Vinyler' forstår også, at noget er på færde, men længere end det, når vi desværre ikke. For ligesom min mor, kan de ikke lade være med at grine.

Når man laver en dokumentar om en musikgenre og et miljø, skulle man tro, at man kom med til koncert eller hørte en masse musik, men det gør vi ikke, udover fem sekunder lange sekvenser. Til gengæld får vi rigtig meget af værten, Jonas Visti kendt som radiovært på P8 Jazz, som vi møder i en boligmagasin-værdig lejlighed i København, og som præsenteres som vores naive vært, der hele tiden går ind i 'sit livs værste mareridt', hvorefter spændingen brat afmonteres, lige så snart han mødes med kilderne.

Der er skruet godt op for dramaet i storytellingen - desværre forløses det ikke. I forgrunden vært Anders Visti. DR

Undervejs kommer vi forbi kirkeafbrændinger i Norge, black musikeres flirten med nynazisme og depressivt black metal, hvor smerten vendes indad. 

Under sidstnævnte vinkel forsøger fx musikeren Saxtorph, der har været / er selvmordstruet og i dag laver musik, der storroses af en anmelder i selvsamme dokumentar for sin høje produktionskvalitet, at komme til orde. Han udtrykker sig nuanceret, men interviewet med ham bliver akavet at se på, fordi en frejdig og politisk korrekt Visti forsøger at koge alt ned til spørgsmålet om, hvorvidt Saxtorph frygter, at teenagere kan blive ledt til selvmord af at lytte til hans tekster. Måske med Goethes mesterværk 'Den unge Werthers lidelser' i baghovedet, der i slutningen af 1700-tallet skabte en selvmordsbølge i Europa, hvor over 2000 unge skød sig selv.

Men er det det, man leder efter som ung, mon så ikke det er nemmere i dag at finde den slags selvmords-fællesskaber på tiktok og Instagram, end i en obskur musikalsk subgenre? 

Musikeren Gaahl fra det norske Gorgoroth, der er homoseksuel i et miljø, hvor homoseksuelle bliver nedgjort, er i sig selv selv et portræt værd. DR

I tilbageblikkene, der er ufarlige, fordi de ikke peger frem, og irrelevante, fordi de ikke giver os ny læring, er der masser af interessante mennesker, men de er ude lige så hurtigt, som de bliver introduceret. Som musikeren Gaahl fra det norske Gorgoroth, der blev kendt for (måske) at holde en mand fanget og tappe blod fra ham. I dag er han kunstmaler og vinproducent - og homoseksuel. En åbning for en interessant diskussion om de indbyggede modsætninger i black metal miljøet, men desværre bruges alle medvirkende blot som statister.

I dokumentarens nutidsspor mangler vi, at de aktuelle musikere får lov til at have noget på hjerte, men intervieweren får ikke meget ud af interviewene med dem.

Dokumentaren farer kort fortalt vild i sig selv - på et tidspunkt forsøger den at være Operation X med Jonas Visti i rollen som Morten Spiegelhauer, der skal afsløre spredning af nynazistisk propaganda i Tyskland. 

Det er ikke mærkeligt, at 7 ud af 19 af de danske medvirkende efterfølgende har kritiseret serien offentligt - flere fortryder at have medvirket og føler, at redaktionen bag programmet åbenlyst har brudt aftaler med dem og ført dem bag lyset.

Hvor blev nysgerrigheden af? Den der i 'Kandis for Livet' løftede portrættet af fansene til et lille stykke kunst, fordi man gik til kilderne med respekt og gav dem tid .

Netop fordi værten og produktionen i 'Satans Sorte Vinyler' hele tiden opretholder en distance, er de nødt til at fægte efter en vinkel på serien, og de kommer aldrig i mål.

Det er desuden ærgerligt, når aftalen med kilderne ikke er på plads, og de pludselig kan se sig i lige præcis det underholdningsprogram, de frygtede at medvirke i. Det gør det ikke nemmere at få submiljøer til at lukke os alle indenfor.