Koncert

Drew Sycamore kan næsten kun blive endnu større

Sangeren med de nordjyske rødder står skarpest, når hun lader sin udtryksfulde stemme træde frem.

Der er ingen huller i Drew Sycamores repertoire, mener Nordjyskes anmelder Ove Nørhave. Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Ove Nørhave

Journalist

01. oktober 2021 kl. 08:16
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:08

Henimod slutningen kaster Drew Sycamore fra Hvilsom ved Hobro sig pludselig ud i et lille, kækt rollespil med publikum:

- Så sagde vi, at jeg lige havde spillet "45 Fahrenheit Girl", og I havde sunget med. Så sagde jeg "tak for i aften" og bakkede ud fra scenen. Og så råbte I: "ek-stra-num-mer, ek-stra num-mer", så løb jeg tilbage på scenen og råbte: "Tak skal I have! Er I klar til at danse?!".

Alt sammen for at kunne komme i gang med sidste nummer, "I Wanna Be Dancing".

Ellers var det ærligt talt småt med de helt store overraskelser ved Sycamores første koncert på nordjysk hjemmebane efter særdeles stor succes med udgivelsen "Sycamore" i foråret.

Jo, lidt hårdere guitar og lidt mere fremtrædende synth-lyd i de sidste numre, hvor det også klædte Sycamore og det velspillende band at slappe mere af og give numrene mere luft og friløb.

Ellers var langt de fleste sange stort set som på cd/streaming - og hvis man efterhånden kan samtlige 10 sange fra "Sycamore" (og stadig mere af de ni på forrige udspil, "Brutal", fra 2019) udenad, var der langt mellem overraskelserne. Bortset fra at der blev dvælet en anelse mere ved meget af det, som publikum kan synge eller klappe med på.

Live står det klart, at der er så godt som nul huller i Sycamores repertoire - umiddelbart er det i hvert fald svært at få øre på ét eneste nummer, der for alvor falder igennem, men også at hun står skarpest, når hun træder mest enkelt og skrabet frem. Stærkest i det smukke solonummer "Crying Wolf" helt alene, bare med flot stemme og fermt guitarspil.

Her bliver det for alvor tydeligt, hvor udtryksfuld en stemme hun egentlig har - hvor meget hun kan nå rundt, og hvor højt hun kan nå op.

Andre steder kan hun godt gå og gemme på noget af alt det, hun kan, i det ene stramme, hårdtpumpede disco/funknummer efter det andet, holdt i tidens lyd lidt i retning af den 80'er-popstil, som eksempelvis Dua Lipa og Ava Max har fundet ind på (og som Kylie Minogue har fundet tilbage til).

I flere af sine sange bygger hun fint (omend ikke alle steder lige overraskende) videre på nogle af de popeffekter, som man kender fra et væld af andre navne.

Hele vejen igennem holder hun en meget personlig stil - med en vis lyst til at fortælle små historier for et ikke altid lige aktivt lyttende publikum (som hun flere gange måtte tysse på - og ligefrem spørge: "Hvad snakker I egentlig om?").

Med sin meget levende og personlige tilgang til en tjep og som oftest stærkt iørespringende (og dansevenlig) pop/disco/funkstil er det svært at forestille sig, at det ikke kun kan blive endnu større og mere interessant herfra, efterhånden som Drew Sycamore får finslebet sin stil og sine virkemidler.

P.S. Selv om Sycamore tydeligvis har "Bodytalk" som sin personlige favorit, skal hun vist tage sig sammen - og skabe noget endnu større - hvis ikke den knivskarpe stortræffer "45 Fahrenheit Girl", der også fungerer aldeles fortræffeligt live, skal blive hendes helt store kendingsmelodi i resten af karrieren.

Drew Sycamore spillede i Studenterhuset i Aalborg torsdag aften