En lille og kendt historie - men så smuk og forførende

Langsomt og nænsomt bliver man taget ved hånden og ført gennem det ydre livs forfald, fattigdom og fravær af skønhed. Gennem ubekvemt grimme bydele, bygninger, boliger. Forbi distraherende mange mennesker der er blevet grimme af at være ligeglade og hverken håbe eller drømme - som har taget farve efter deres omgivelser og er blevet trøstesløse individer, der kun har få simple formål i livet - at have tag over hovedet, mad på bordet og strøm i hjemmet - og måske nogle engelske smuglercigaretter en gang imellem.

Sådan er der i et hjørne af Tblisi i Georgien, der fortsat bærer en tung arv efter en gang at have været en del af Sovjetunionen.

Det er i den slagskygge ”I morgen danser vi” udspiller sig.

Der bor Merab, der i første omgang ser ud til kun at skille sig ud ved et anderledes udseende med grågrønne øjne, fregnet hud og hår med farve som brændte mandler. Han bor sammen med sin mor, sin mormor og sin ældre bror, der ligesom Merab er danser i det lokale dansekompagni. Der danses georgisk dans, der for danseinstruktøren og mange af de ældre i Georgien gøres til symbolet på deres nationale folkesjæl, deres folks stolthed, og noget der absolut ikke må gå tabt i kølvandet af de unges længsel mod den vestlige verden med de mange muligheder og frihedsgrader.

”I morgen danser vi” er en film om stilstand og vejen væk fra den. Og den georgiske dans bliver symbolet på stilstanden, mens Merab kæmper og kæmper med dansen uden nogensinde rigtigt helt at få fat i den, selv om han er dygtig. For han danser passioneret og med lidenskab, mens instruktøren vil have ekspressiv maskulin dans, der handler om renhed og styrke og slet ikke om lidenskab og længsler. Den geogiske dans, der trænes, er kantede, ugraciøse bevægelser med hårde fødder til staccato rytmer fra primitive trommer. I det lokale dansekompagni får man en lille løn for at være med, men mest værdifuldt muligheden for måske at blive opdaget af folk fra det nationale kompagni i Tblisi eller i hvert fald måske blive udtaget til audition.

”I morgen danser vi” skildrer den traditionelle georgiske dans i et traditionelt georgisk samfund som en parallel til fodbolden i Sydamerika - en mulig vej væk fra alt det, man sandsynligvis ikke kan undslippe på anden vis end ved at være den ener, der har det helt særlige talent, verden venter på at se udfoldet.

Sådan drømmer også Merab, mens hans venner hænger ud og taler om piger og sex, og drikker sig fra sans og samling. Hans bror er en småkriminel, der smides ud af dansetruppen, fordi han har for travlt med alt muligt andet. Merab er anderledes men ikke alene, for han holder sine drømme for sig selv.

En dag kommer der en ny danser på holdet - Irakli, der først ligner en trussel for Merab, fordi han er en bedre, stærkere og mere traditionel danser, men som kort efter vækker nogle lyster og længsler i Merab, han ikke kendte til, og som Georgien ikke er klar til at rumme som en måde at leve på - kærlighed mellem mænd.

Men Merab er lykkelig og via den seksualitet og lidenskab, han hverken forsøger at skjule eller fornægte, men hengiver sig til med en ømhed, begejstring og kærlighed, der er betagende skildret, finder han det mod, der skal til for at give fanden i den diktatoriske danseinstruktør og bruge en audition på at danse noget helt andet end traditionel georgisk dans.

Da al den ydre grimhed således er passeret, er der kun Merab og skønheden i ham og hans dans tilbage i filmen. Han bærer den film. Han ER den film. Alle andre figurer i filmen og skuespillere er statister uden meget betydning. Det er danseren Levan Gelbakhiani, der er Merab, med en sådan intensitet, passion og kærlighed, at man kun ser skønheden, da han får øje på den som kærlighed til en anden mand.

Derfra må man forelske sig i ham og hans figur og håbe, at han hurtigst muligt vil få andre store, intelligente film, der er fantastisk flot filmet og skaber ham en ramme, han fylder ud helt til kanten med sit mageløse talent.

”I morgen danser vi” er en lille og ofte filmisk fortalt historie om store tabuiserede og forbudte følelser hos mennesker, der kæmper for at finde plads til værdigheden i et forarmet miljø uden mange muligheder. Men den er her fortalt så forførende og indsmigrende i sit meget langsomme tempo med plads til og fokus på forandringen og udviklingen i Merab, da han finder modet sammen med kærligheden, at man må overgive sig. Modigt, målrettet og kompetent gjort af manuskriptforfatter og instruktør Levan Akin, der er svensk men med georgiske rødder og virkeligt godt hjulpet på vej af den svenske fotograf, Lisabi Fridell.

Men Levan Gelbakhiani ejer filmen, og han bør kun være et telefonopkald væk fra de største og mest ambitiøse filmskabere.

Sverige har netop meldt ud, at filmen er deres kandidat til en Oscar.

”I morgen danser vi”

Georgisk, svensk, fransk 2019

Manuskript og instruktion Levan Akin

En time og 53 minutter

Alderskrav 11 år

Premiere 21. november.