En musical-oplevelse udover det sædvanlige: Tårnhøjt musikalt niveau

Historien om popstjernen Rachel Marron og hendes bodyguard Frank Farmer, der tager en kugle for hende i opgøret med en stalker, blev udødeliggjort i en middelmådig spillefilm med Whitney Houston og Kevin Costner. En bragende kassesucces, men ikke desto mindre middelmådig. Whitney Houstons overjordiske sopran tog dog alle stikkene hjem.

Udfordringen ved at overføre denne historie til scenen består således grundlæggende i at finde en sangstjerne til at udfylde det krævende parti som Whitney Houston, og her rammer den danske produktion plet med Andrea Lykke Oehlenschläger, hvis svimlende sopran fylder rummet ud og på bæredygtige vinger svinger os helt til tops i den tindrende smerte: ”I will always love you”.

At træerne ikke vokser ind i himlen, skyldes at sangstjernens sceneudstråling ikke rækker til en overbevisende skuespillerpræstation, og det gælder i øvrigt flere i ensemblet, at skuespillet jævnt hen er underfrankeret. David Owe har dog et ildevarslende mørke at byde ind med i rollen som Stalkeren, og Johannes Lassen er troværdig som Rachels – for ikke at sige Whitneys – skytsengel, om end der ikke er alverdens substans i hans rolle. Lea Thiim Harder har betydelig charme og gennemslagskraft i rollen som søsteren Nicki.

Andrea Oehlenschlæger. Pr-foto: Miklos Szabo

Når forestillingen alligevel – og i dén grad – er en aften værd i Aalborghallen skyldes det dens aldeles overvældende ”production value”. Scenografi og videodesign er i særklasse, og i forening med det tårnhøje musikalske niveau lader man sig villigt forføre til en musicaloplevelse ud over det sædvanlige. Verdensklasse! Alle de iøre- og iøjnefaldende hits går rent hjem. Hvad skal fremhæves? Jo, ”I’m every woman” bliver et helt forrygende funky motown showstopper-nummer, og koreografien er blændende godt gennemført. Her er som også i forestillingen i øvrigt six-pacs, gode ben og biceps for alle pengene.

Trods handlingens noget skitseagtige præg lykkes det i afgørende scener at tilføje den filmiske suspence, som man savnede i spillefilmsudgaven, og det er jo faktisk godt gået. Forestillingen underholder glimrende. Og den er et veritabelt lyspunkt i coronamørket, som omgiver os. Men altså ikke opsluger os! Måske er der en skytsengel på spil, som er villig til at tage en kugle for os.