Teateranmeldelse

En stjerne: Nedsmeltet og forulykket opsætning af Ibsens klassiker på Aalborg Teater

Aalborg Teater havde lørdag premiere på Henrik Ibsens store klassiske drama "Hedda Gabler"

Selvfølgelig skal man ind og se "Hedda Gabler" på Aalborg Teater.

Selvfølgelig skal man ind og se "Hedda Gabler" på Aalborg Teater.

Henrik Ibsen: ”Hedda Gabler”.

I anden akt af Aalborg Teaters opsætning af Henrik Ibsens ”Hedda Gabler”, er der en scene, hvor Hedda betror sin ægtefælle Tesman, at hun er gravid. Den var betagende realiseret. Endelig kom man i et magisk øjeblik tæt på de to personer og fik kontakt til dilemmaerne i deres smertefyldte liv. Derfor får forestillingen sin ene stjerne. Omkring dette øjeblik ligger en nedsmeltet og forulykket opsætning af Ibsens klassiker.

”Ibsens klassiker” skriver jeg. Kan det egentlig ikke være ligemeget med ”Ibsen” og ”klassiker”? Ganske vist markedsfører man forestillingen som en opsætning af dette klassiske værk. Men hvis det nu er fedt, dét man har fundet på, er der så ikke frit slag?

For min skyld ingen alarm. Man kan baske til klassikerne lige så lystigt man vil, hvis man får levende teater ud af det. Klassikerne skal nok holde til det. Teaterkunst er ikke en museal virksomhed.

Teaterchefen og instruktøren Hans Henriksen har en forkærlighed for skydevåben. I sin modernisering af Romeo og Julie for tre år siden gik der totalt og meningsløst plif-plaf i Shakespeares romantiske tragedie. Nu har Hans Henriksen så – efter mange store og sekstjernede bedrifter – sat fingrene i et stykke, hvor der rent faktisk forefindes pistoler. Men hvad vil han med dem?

Georg Brandes mente ikke, at generaler i Norge i 1800tallet havde pistoler, som det var værd at tale om. I hvert fald havde de aldrig været affyret i åben kamp. De pistoler, som generalsdatteren Hedda Gabler råder over som arv efter sin far, ligner næppe noget som general Custer har affyret i den amerikanske borgerkrig. Hvorfor ligner Heddas pistoler i Aalborg-opsætningen så noget fra amerikanske gangsterfilm? Hos Ibsen er pistolerne jo manende og sakrosankte genstande, som knyttes til et fortvivlet og forvildet sind i dyb krise.

Nå, fortællingen er moderniseret? Hvorfor er den så det? Jo, for ellers kan vi senmoderne båtnakker jo ikke forstå, hvorfor vi skal lytte til denne gamle historie, som en oldnordisk forfatter har fundet på. Der er skåret hårdt og ubetænksomt i manuskriptet. Jeg kan godt forstå, at Hans Henriksen har villet manøvrere uden om de hjemmehæklede tøfler i førsteakten, men hvad med hele den vidunderlige og knivskarpe komik i netop denne akt? Det eneste, der bliver tilbage er Heddas replik til Tesman: ”Jamen jeg hører jo!” Det var vist eneste gang publikum højlydt morede sig. Tak til Henrik Ibsen! Ellers ud med tanterne! Ud med den livsalige underholdning. Ind med Ikeasofaen. Dog er scenografien fint og stemningsfuldt meddigtende i bagprojektionen.

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

Ved vi nu hvem generalsdatteren er? Ved vi hvem hendes beundrede ven Løvborg er? Ved vi hvem ægtefællen Tesman er, udover en tøffelhelt? Ved vi hvem Assessor Brack er?

Nej, det ved vi ikke, og det forfærdelige er, at vi er revnende ligeglade. Fordi forestillingen er ligeglad. Og ligegyldig. Den har åbenbart ikke interesse for grundlæggende temaer og konflikter i Henrik Ibsens værk. Mellem frugtbarhed og sterilitet. Mellem kunst og virkelighed. Skyd nu Hedda! Det gør hun et par gange, men først i slutningens afgørende øjeblik bliver det til mere end vildskud.

Det er hårde ord i september, og ”Hedda Gabler” er Aalborg Teaters heftigt imødesete sæsonåbning.

icon

Hvad skal vi stille op med Hedda? Fra Ibsens side minder hun om en femme fatale fra de sort-hvide film-noir værker fra slutningen af fyrrerne. Bolette skitserer en kvindetype, som vi aldrig rigtig kommer i kontakt med.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor det er gået så galt trods alle beundringsværdigt gode kræfter. Og lad mig straks nævne Bolette Nørregaard Bang i titelrollen, hvis vidunderlige talent er misinstrueret ind i en mærkeligt forsagt kvindeskikkelse, der slet ikke kan illudere at være ophav til de ulykker, hun forårsager. Ibsen skrev sit stykke efter den langt blidere historie om Ellida Wangel i ”Fruen fra Havet”, også på sin måde en barsk historie, men realiseret helt vidunderligt for nogle år siden i Oslo af Peter Langdal i en Skagens-belyst udgave, eller snarere Sæby-belyst, for det var her han arbejdede med stykket. ”Hedda Gabler” er mørk og dyster i sammenligning. Men begge stykker vidner om, at Ibsen var samtidens David Lynch. I ”Fruen fra Havet”, trænger Bob the Demon ind mellem lagnerne hos ægteparret Wangel med havgusen. Uha! Lad os gerne snart se det i Aalborg.

Men hvad skal vi stille op med Hedda? Fra Ibsens side minder hun om en femme fatale fra de sort-hvide film-noir værker fra slutningen af fyrrerne. Måske ikke ligefrem den aldrende Gloria Swanson fra Sunset Boulevard, men noget i den stil. Bolette skitserer en kvindetype, som vi aldrig rigtig kommer i kontakt med. Hun misunder sin veninde hårpragten, men iscenesættelsen udstyrer både Hedda og Thea med langt nedhængende hår. Sådan beskrev Ibsen det ikke, selv om han var meget optaget af de to kvinders kontrasterende hår. Måske skal vi være taknemmelige for, at opsætningen ikke har udstyret Thea med en alarmerende opsat blondeparyk, for så havde vi nok troet, at hun var George Washington.

Den uforlignelige Martin Ringsmose som assessor Brack spiller kedsommeligt nedtonet i første-akten, men har et par eruptioner i andenakten, som i den grad afslører dæmonien. Doktor Rank fra ”Et Dukkehjem” kan godt gå hjem og putte sig. Det er dog ikke nok til at gøre ”Hedda Gabler” til et vedkommende bekendtskab.

Henrik Ibsen skabte uforglemmelige kvindeskikkelser. Han var også optaget af kvinders rettigheder. I en tale til kvinderettighedsbevægelsen i Norge, udtalte han, at det er kvinder, der skal løse sociale problemer. ”Som mødre må de nødvendigvis udrette det. Og netop i denne egenskab, altså som mødre, er de i stand til det. Heri ligger der en stor udfordring for mødre”.

Måske lyder disse ord antikverede. Men det er værd at erindre sig dem, når man møder ”Hedda Gabler”, som fornægter moderskab og brænder børn. Alle disse nå ja netop ”brændende” spørgsmål stilles ikke i Aalborg Teaters opsætning af ”Hedda Gabler”.

Henrik Ibsen: ”Hedda Gabler”.

Instruktion: Hans Henriksen.

Scenografi: Nicolaj Spangaa.

Lysdesign: Kasper Daugberg.

Lyddesign: Aske Bergenhammer Hoeg.

Premiere Aalborg Teater 26. september.

Spiller frem til 24. oktober.