Solar System - Esben Weile Kjær på Kunsten i Aalborg

Pressefotos fra udstillingen havde gjort, at jeg forventede nogle mere giftiggule scenarier end dem, der var,  den dag jeg kigge indenfor. 

Den giftige gule farve var mat og den hilsen til J.F. Willumsen, som jeg have set i pressebillederne, forsvandt. 

Om det skyldes vejret udenfor eller andet, ved jeg ikke. Men det mystiske og futuristiske forsvandt som rim på græsset. Noget magisk var væk.

Man mødes af en tiltet grå bunker, som vi kender dem, fra Vestkysten, og man mærker undergangen i, at havet har magten og langsomt og sikkert underminerer det bastante og urokkelige. 

Det er rester, der står tilbage. Levn, som var man i et forsvundet Atlantis.

Udstillingens første bunker rummer et serigrafi af Andy Warhol, Shadows (1979). 

Her eksperimenterede popartkunstneren, som Weile Kjær også er inspireret af, med både abstraktion og diamantstøv, som i virkeligheden blot er knust glas. Det kunne ligne noget fra et diskotek efter solopgang.

Budskabet er dystopisk og hårdt, afgrunden for undergangen er lige om hjørnet, om ikke allerede. De, der overlever, er de, der kender Afviklingschefen Musk, og sammen med ham, når den sidste raket herfra.

De ulækre rotter er guldbelagte med rhinsten, og dermed er det værdiløse pludselig værdifuldt. 

Og sådan drejes og vendes tingene i Weile Kjærs univers. Og da de rotter jo i virkeligheden slet ikke er beklædt med ægte guld og diamanter, men blot er simili, så dirrer det endnu engang. 

Det er det gode i udstillingen, den tvister sig og dermed også beskuerens indsigter.

Store arcylstøbte diamanter fyldt med noget, der ligner overskuddet for en julekalender fra Temu, står rundt på gulvet og minder om falskhed og overflod uden mening og retning. 

Ressourcespild og klimauvenligt. 

De er glatte, og trods deres gennemsigtighed ligger de tungt, som et vidnesbyrd om spildte håb om de imploderede stjerner, de skal vise og ligne.

En tegnefilmsagtig neon-sol ”SUN”, a la den vi kender fra børne-tv ”Teletubbies”, griner et tvetydigt grin ovenover os, som den fylder det meste af, mens den spreder et koldt neongult lys lige over publikums hoveder, der skaber denne scenografiske fornemmelse, som om udstillingen er en teaterforestilling. Et skue-spil.

Der er kun et menneske i udstillingen - udover publikum er der kun dette svævende, unge, nøgne sølvmenneske, der surfer ind over det hele.

 Eller væk fra det hele. 

Man kan se ham som en hilsen til Elmgreen/Dragsets unge havmand i Helsingør Havn, der også sidder som et sølvmenneske, der venter på, at havet stiger, mens den unge silversurfer, der kunne ligne kunstneren selv, der forsøger at holde kursen og balancen, mens han tager afsted eller overvinder det hele - man ved det ikke rigtigt. Det dirrer mellem håb og håbløshed, det en interessant skælven og dirren. 

Den forsølvede surfer er ved at tippe ned, og man kan tænke, om han bliver på surfboardet, eller han ryger i det hav, der sluger det hele, og også han skal blive en dirrende rest af noget, der var engang. 

Og den skælven er god.

Udstilling

• Esben Weile Kjær (f. 1992) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2022. Allerede tidligt i sin karriere har han cementeret sig som et navn på den danske kunstscene og en gryende international karriere.
• Han har allerede opført sine performances på anerkendte kulturinstitutioner som Centre Pompidou i Paris, Mumok i Wien og Museum Tinguely i Basel samt på en lang række danske institutioner.
• Udstillingen "Et dirrende kollaps" kan ses på Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg indtil 16. marts 2025.

Noget af det, der virkelig fungerer, og måske fordi Weile Kjær selv er dj, er lydsporet, der indhyller rummet, er skabt af musikeren Moritz Haas. 

Det svinger mellem både smuk musik og muzak, der ind imellem afbrydes af nogen, der måske er til en fest. Og som ikke har fattet, at festen er feset ud, og vi står overfor dette store kollaps af alt det, vi kender. 

Det er jo et sympatisk budskab i al sin nutidige korrekthed, men også en smule hul, da der er et eller andet, der gør, at man ikke helt bliver ramt af udstillingen. 

Måske er det det gule lys eller al glatheden. 

Selv de kulisseagtige bunkers er ikke hårdtslående nok. 

Og jo, der er en dyster stemning, og alligevel er det hele meget æstetisk og kommer ikke rigtig ud over scenekanten. 

Men, jeg kommer nok igen for lige at tjekke om det gule lys en dag er mere giftigt, sådan som pressefotos og kataloget til udstillingen fremstiller det, for jeg tror faktisk, at det så ville være en noget bedre udstilling, hvor scenen ville dirre endnu mere.