Thomas Helmig

- Nu kunne jeg godt tænke mig at holde noget fest. Jeg ved ikke med jer...?!

Efter at have sunget og ikke mindst danset i næsten halvanden time er Thomas Helmig i dén grad klar til endnu mere, meget, meget tydeligt båret frem af ægte, dyb taknemmelighed over, hvor nærmest overstrømmende - og overvældende - så godt som alt fra ham og hans orkester bliver modtaget af 5000 tilskuere i Skovdalen i Aalborg.

"Noget fest" - eller rettere: endnu mere fest - viser sig at dække over nok et stykke heftigt bankende dansefunk, en virkelig tændt fortolkning af "1999", det vel nok største hit af og med Prince.

Frem til det øjeblik har Helmig og hans helt forrygende band virkelig fyret op under tilskuerne. Med et show, der nærmest lægger ud i femte gear - for derefter at holde sig deroppe langt det meste af tiden.

Sjældent har man følt sig forkælet - for Helmig & Co. har tydeligvis gjort sig den ulejlighed at sende bemærkelsesværdigt mange af de kendte numre på værksted for lige skrue dem ekstra op i festhumør.

Ikke uden grund tager det det meste af et kvarter bare at komme igennem de første to numre. Først en sejtrækker fra Gasolin´s repertoire, "Sirenesangen", forvandlet til skiftevis hektisk hamrende disco og særdeles indtagende funk - og så en mindst lige så lang og lækker udlægning af "Dagen efter dagen derpå", hvor der virkelig bliver hældt på af detaljer, soloer og andre svinkeærinder.

Og pludselig får vi så - lidt overrumplende - "Wild" fra den afdøde søns repertoire - præsenteret ganske kort med ordene "Her er en for Hugo". 

Men nu er vi strengt taget også blevet lovet, at det vil blive en aften, der vil forme sig som hyldest til livet. Både det, der er - og det, der har været.

Resten af aftenen - efter dette meget rørende indslag - bliver nærmest én lang dansefest tværs igennem en næsten ødsel opvisning af Helmigs allerstørste hit.

For nej, der bliver ikke taget chancer eller præsenteret noget som helst nyt eller i det hele taget på nogen måde trådt ved siden af eller malet uden for stregerne. Bortset fra, at Helmig og bandet - og tilskuerne - som sjældent før har en fest med at endevende de til tider overordentligt kendte ord og toner i numre, der her og der for alvor har fået et par ordentligt drag over nakken.

Indbegrebet af en Helmig-klassiker, "Det er mig, der står herude og banker på", kan næsten ikke fremstå mere enkel og effektiv, og der bliver som aldrig før hældt på af solide soloer og flotte kor i en fuldtræffer som "Jeg tager imod", og man kunne godt have ønsket, at den smukke, fejende flotte soul-godbid "Den røde kjole" var trukket endnu skarpere op og have fået samme forkælede behandling som mange af de andre.

En aften med Thomas Helmig og hans mere end velsmurte orkester anno 2023 - med guitaristen Emil Falk og den ældste legekammerat, trommeslageren Claes Antonson blandt de mest markante - lyder som opskriften på fest. Masser af genkendelighed - og masser af plads til særdeles højlydt fællesang - serveret med højt humør og i øvrigt med et ret betagende video- og grafikshow på bagvæggen.

Thomas Helmig med band til Skovrock i Skovdalen i Aalborg fredag aften.

DEM SPILLLEDE DE

Sirenesangen.

Dagen efter dagen derpå.

Wild.

Dybt ind i mit hjerte.

Treat My Right.

Op og ned.

Den røde kjole.

Det er mig, der står herude og banker på.

Jeg tager imod.

Midnat i Europa.

Malaga.

Stupid Man.

Nu hvor du har brændt mig af.

Ekstra: 

1999.