Teateranmeldelse

Fine og morsomme øjeblikke: Tre stjerner til Kiksekartellet

Mange enkeltheder og detaljer lyser således op i forestillingen, men de har svært ved at finde sammen i alt for vidtløftige handlingstråde, lyder det fra NORDJYSKEs anmelder

Særligt fremhæves må imidlertid Søren Hauch Fausbøl i flere roller, ikke mindst som præst. Foto: Bente Poder

Særligt fremhæves må imidlertid Søren Hauch Fausbøl i flere roller, ikke mindst som præst. Foto: Bente Poder

Pernille Sørensen: ”Kiksekartellet”. Krimikomedie.

”Det blæser op!”

Søren Hauch Fausbøls åbningsreplik, når han i rollen som teatrets spøgelse af en pedel kommer trækkende med sin store støvsuger i Vendsyssel Teaters sæsonåbningsforestilling ”Kiksekartellet”, signalerer straks, at forandringer er på vej i Hjørring, hvor handlingen udspiller sig. Han ledsages af sin hund, et væmmeligt bæst, som han færdes med i kældre og lyssky passager, og som man kun møder i form af lydeffekter med en uhyggefremkaldende og skummelt poetisk virkning. Pedel og hund dukker op flere gange undervejs i forestillingen, og er et af dens mest vellykkede teatralske virkemidler. Pernille Sørensen når også med pedellens replikker ind i en dragende mystik og betydningsfylde, som balancerer hårfint mellem dybde og parodi.

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

På Vendsyssel Teater banker et stort hjerte for teaterkunsten, og ikke mindst efter coronaudfordringerne kunne man godt have undt teatret en sæsonåbning, der virkelig løftede taget. Men ”Kiksekartellet” er ikke rigtig vellykket, hverken som krimi eller komedie eller farce. Heller ikke som lokalhistorisk fortælling med debatskabende afsløringer om rævekager – eller kiksekager – fra Hjørrings fortid. Den vil næppe give anledning til røde ører.

Det skal straks siges, at der er meget at glæde sig over i forestillingen, som også underholder solidt. Scenografien cirkulerer flot og for det meste ubesværet mellem forskellige scenarier, som forbinder fortid og nutid.

Rammen om handlingen er en debataften om flytning af Hjørrings tyrebrønd. Handlingstrådene knytter sig til byens kiksefabrik, åbnet i fyrrerne, og dens produktion af kiks, men det er ikke et socialhistorisk drama, vi bliver vidne til. Den bedste kiks kan som afrodisiakum mere end sit fadervor. Det skaber postyr og komik i borgerskabets gemakker, især da rottegift kommer med i opskrifterne og folk begynder at dø som fluer. Men de enkelte scener mangler ro til at folde sig ud. Et par møder i ”snapselogen” rummer ansatser til en helt Gustav Wiedsk atmosfære. Kunne man have dvælet lidt mere ved disse ansatser? En fin lille hjerteskærende romance opstår i periferien og bliver knust af kynisme, men er snart ude af billedet.

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

Skuespillet skaber mange fine og morsomme øjeblikke, og de fem aktører udfylder flere roller af begge køn. Robin Haslund Buch er morsom som amtmandsfrue, og hans spektakulære dødsscene er grand guignol i fornemste stil. Hanne Laursen er også i topform. Deadpan med lynhurtige gearskift.

Særligt fremhæves må imidlertid Søren Hauch Fausbøl i flere roller, ikke mindst som præst. Hans udstråling er formidabel og foruroligende. Med sin helvedeshund færdes han i de lag af fortællingen, som muligvis har kaldt på Pernille Sørensens oprindelige inspiration. Måske bruger han hundekiks som nadverbrød?

Mange enkeltheder og detaljer lyser således op i forestillingen, men de har svært ved at finde sammen i alt for vidtløftige handlingstråde. Hvad hjælper det med mystik og gåder, hvis ikke vi som publikum engageres i deres løsning?

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

Pernille Sørensen: ”Kiksekartellet”.

Instruktion: Joy-Maria Frederiksen.

Scenografi: Camilla Bjørnvad.

Lysdesign: Anders Budolf Andersen.

Lyddesign: Janus Jensen.

Premiere 17. september, Vendsyssel Teater.

Spiller frem til 16. oktober.