Nibe Festival

Guldimund: Fra det sublime til det alt for højstemte

Når Guldimund for alvor har fundet sig til rette uden for menigheden, så sker der store ting.

Guldimund gav torsdag koncert på Blå Scene på Nibe Festival.
Guldimund gav torsdag koncert på Blå Scene på Nibe Festival. Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 19:51

KONCERT - NIBE FESTIVAL

Guldimund


Midt i ”Hvor Ser Gud Ud?” bliver man foranlediget til at tro, at man er i selskab med selve vor Herre, for vi er helt deroppe hvor englene synger. Og synge som en engel kan Asger Nordtorp Pedersen alias Guldimund.

Vi får en time i et alternativt univers, der har fundet et stort publikum i landets fire største byer. Mest blandt folk der holder Politiken og kan analysere digte.

Så det var selvsagt spændende om Guldimund og det ni (!) personers store band kunne indfange det nordjyske festivalpublikum.

Guldimund gav torsdag koncert på Blå Scene på Nibe Festival. Foto: Martin Damgård

Det kunne de af og til, hvor vi var helt oppe og ramme det sublime. ”Dem, Vi Plejede At Være” fik teenagepigerne på Blå Scene til at opføre små mimespil. The Kids Are – i den grad - Allright.

Guldimunds knækprosa og skæve sangstrukturer kræver noget af sine tilhørere. Og til tider gik der lidt for meget heldagsøver på musikkonservatoriet i den. Næsten alle bandmedlemmer skulle have deres minutter i spotlightet. Fandens dygtige er de, men det tog noget af pulsen fra selve koncerten.

Det er åbenlyst at Nordtorp Pedersen ikke lefler for nogen, og det blev til lidt for megen højstemt messen, der igen gik ud over energien i teltet og snakken begyndte at tage over.

”Halskæde” fik fællessangen frem på pladsen, til Nordtorp Pedersens store overraskede smil, sommerens bedste popsang (der byder på et iørefaldende hook, en ligefrem melodi og et sangbart omkvæd), ”Storebæltsbroen” fik både dans og jubel med på vejen og ”Det´ kun vigtigt Hvad Er” fik løftet det hele til nye åndelige højder.

Guldimund gav torsdag koncert på Blå Scene på Nibe Festival. Foto: Martin Damgård

Der skal tages nogle livtag med sætlister, forskes lidt i koncerters opbygning og balancen skal findes mellem at være kunstnerisk troværdig og finde sig helt til rette, uden for menigheden, på festivalpladsen.

Når han har gjort det, er Asger Nordtoft Pedersen og co. klar til næste skridt på den opadgående karrierevej, og det bliver hverken første eller sidste gang, han gæster Nibe Festival.

Guldimund gav torsdag koncert på Blå Scene på Nibe Festival. Foto: Martin Damgård

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden