Kunsten, Museum of Moderne Art, Aalborg.

Indtil 15. september.

Det er en tung titel på denne anmeldelse og udstillingen er tung på alle måder, da det handler krig og traumer og om at leve med dem. Men udstillingen er flot formidlet, så man forstår hvilken kontekst værkerne og de tre tyske kunstnere skal læses ind i.

Og derfor kommer håbet og livet også ind over det hele. Midt i krigens traume og tabuer, som vi her genbesøger med værker fra 1960’erne og frem til næsten nutiden.

Selvom disse tre store tyske kunstnere ikke har arbejdet tæt sammen, er deres arbejder en del af den samme kunst i efterkrigstidens Tyskland. De har delt fælles bekymringer omkring Tysklands kulturelle og historiske arv, i skyggen af Anden Verdenskrig og Nazi-Tysklands fald.

Deres værker afspejler ofte en dyb udforskning af Tysklands traumatiske historie og den kulturelle genopbygning i efterkrigstiden. Og det er gennem disse centrale kunstnere, kan vi se og forstå, hvad der er på færde i efterkrigstidens tyske kunst.

Kiefer er især kendt for at beskæftige sig med tysk mytologi og historie, ofte med referencer til Holocaust og Nazismens arv. Baselitz og Polke udforsker også Tysklands fortid, men på forskellige måder. Baselitz har været kendt for sine omvendte billeder og ekspressionistiske stil, mens Polke har brugt humor og ironi til at kommentere samtidige og historiske emner.

Baselitz er ofte forbundet med neo-ekspressionismen, en bevægelse, der opstod som en reaktion mod minimalismen og konceptkunsten i 1970'erne og 1980'erne. Neo-ekspressionismen er kendetegnet ved sin intense og ofte dystre tematikker.

Polke er kendt for sin eksperimenterende tilgang til kunst og har arbejdet med en bred vifte af medier og stilarter. Og ofte ironiserede over forbrugerismen og massekulturen. Kiefers værker er kendt for deres store skalaer og komplekse lag af materialer og symboler, der skaber dybtgående refleksioner over historiske og mytologiske emner.

Foto: Niels Fabæk, Kunsten

Foto: Niels Fabæk, Kunsten

Foto: Niels Fabæk, Kunsten

Fælles arbejdede med det mørke der lå over Øst og Vesttyskland efter krigen, og frem til i dag. De er fælles om at genoplive maleriet, efter det var erklæret for død i kunsthistorien.

Baselitz ved at vende motiverne på hovedet, så man pludselig så mere end form og farver, og som om motiverne, oftest mennesker, blev tydeligere og mere vedkommende.

Baselitz genbesøger også sine egne værker gennemtid og noget sker. Det er flot vist, så man kan se de re-mixede værker sammen og hver for sig. Kiefers store blytunge fly, og slangeskind og med rester fra bombningen af Køln, bærer det mytiske titel, Jason, sætter den oldgræske helt med det gyldne skind ind i en ny helterolle.

Krigens helte og krigens ofre sættes lige. I Et stort værk af Kiefer, Inflammation, er himlen lavaagtig sunket ned på jorden, og den kolde krig og atomfrygten er tydeligt og taler lige ind i vores egen tid. Selvom der er tale om tre verdenskendte og succesfulde kunstnere, og deres værker arbejder med fortiden, så er de stadig i stand til at komme på tværs, ved deres insisterende på at genbesøge alt det vi helst vil vende os væk fra.

Det er er det stærke. Og her udstillingen er et genbesøg derind i og et genbesøg bagud i tiden, så vi får samlet viden med os, fra dengang til nu. For traumerne flytter med, om de tales om eller ej. Og tyskernes traume bliver på en måde et krigstraume ved alle kæmper med, også herhjemme, med de krige vi har været med i og er med i lige nu.

Det handler om at vise mennesket i det umenneskelige og alligevel tro på en fremtid, hvor vi ikke blot genbesøger disse traumer og fortielser, men også bærer dem med os ind i fremtiden, for ellers er vi dømte til at begå og gennemgå de samme umenneskelige tider igen og igen. Her handler det om at få hold på det ødelagte, og få det helet.

Udstillingen er godt fortalt med gode plancher der let læste og oplysende uden at være lukkende om sig selv. Der er god plads omkring de store værker og man kan opleve det hver for sig og i sammenhæng. Udstillingen tager sin tid, men brug den endelig. Et perfekt genbesøg. Både af store kunstneres værker og af de traumer, der hele tiden forfølger os, hvis vi ikke stopper op og ser dem i øjnene, her i stor kunst.