Halløj til julefrokosten - sjove spiseforstyrrelser
SHOW
Faulty Towers - the Dining Experience
Ideen er lige så enkel, som den nærmer sig det geniale:
Man tager en af verdens mest populære og uopslidelige tv-serier - på bare 12 afsnit fra 1975 og 1979 - og forvandler den til en blanding af stand-up, slapstick og spontan situationskomik, ofte bygget hen over en eller flere handlingsforløb - alt sammen for at få det til at ligne endnu en dag på det kære, gamle, anløbne hotel.
Hotelværten selv, Basil Fawlty, sørger for at få anbragt hver enkelt gæst i festlokalet, og nærmest kronisk irritabel og fornærmet, som figuren er, kan han slet ikke lade være med at lade en lind strøm af giftige bemærkninger glide af på nogle af gæsterne. Som til en af mændene klædt i meget dagligdags tøj: - Sig mig engang, er De vant til at gå på restaurant?
Noget nær hvert et sekund under samtlige tre måltider sørger de tre i showet for at "hygge" om gæsterne.
Basil gør det ved først og fremmest af være fornærmet og give indtryk af at være under massivt pres. Og have meget vredladne bevægelser og i det hele taget en vredladen fremtoning.
Hustruen Sybil gør det ved at gå rundt og småsludre på en sødladen og i virkeligheden meget lidt beroligende måde: "Maden har været en tur igennem mikrobølgeovnen, men derfor er det alligevel meget vigtigt, at De lige sørger for at prikke til den, for den kan godt stadig være dybfrossen indeni. Og hvis den ikke er helt frisk, kommer den helt sikkert til syne igen om et par timer"...
Og den gennemført håbløse tjener Manuel gør det ved at flagre rundt og spørge og svare uden at fatte den helt store sammenhæng,
I det hele taget er Manuel i et vist forløb af "The Dining Experience" næsten ved at være hovedpersonen.
Dels er han i sig selv en både hjælpeløs og elskelig figur. Dels bliver han spillet meget naturtro - selv når han træder op på bordet for at kaste sig ud i en rask gang tyrefægtning med en af gæsterne.
Og i øvrigt gør Manuel bare, hvad Basil har givet ham besked på: "He asked me to wait on the table".
En stor del af showet kører på Basils og Manuels helt særlige evne til at tale forbi hinanden, og alle tre træder aldeles fremragende ind i deres roller - Basil-figuren er også god til de berømte, ustyrlige hysterianfald, og i forhold til tv-serien gengiver Sybil-figuren næsten i forholdet en til en ikke bare hendes affekterede (og kronisk bebrejdende) tone og stil, men også hendes dybt mærkværdige latter, der ikke uden grund er blevet sammenlignet med lyden af en sæl, der bliver plaffet ned med et maskingevær.
Undervejs veksler de tre mellem spontant opstået situationskomik og stand-up - med en yderst skarp evne til at fange og svare igen på gæsternes kommentar - og en vis form for sammenhængende handling, der for alvor giver mening dér, hvor holdet får optrin fra to vidt forskellige episoder til pludselig at passe sammen, nemlig dels den, hvor Basil spiller på heste bag Sybils ryg (med Manuel som velvillig, men yderst håbløs mellemmand), dels den, hvor Basil og Manuel jagter Manuels hamster, der jo i virkeligheden er en rotte.
At have kendskab til "Halløj på badehotellet" er ikke nogen forudsætning for at få glæde af (og mange hjertelige latteranfald over) denne live-spiseudgave, men det hjælper på det. Og som en af gæsterne begejstret bemærkede bagefter: - Jeg skal hjem og se serien igen. Jeg skal virkelig hjem og se den!
Maden er aldeles fremragende (jordskokkesuppe, kyllingebryst og chokolade-panna cotta), men i perioder er man nærmest nødt til at kaste den indenbords for at kunne følge med i de hele to en halv timer lange løjer.
Alt i alt bestemt ikke det værste bud på alternativ julefrokost-hygge i den noget mere tændte ende af underholdningsskalaen. Pludselig giver det ellers yderst triste begreb spiseforstyrrelser særdeles god mening.
P.S.: Showet "Faulty Towers" hedder sådan (med u i stedet for w), fordi det er en uautoriseret fortolkning af tv-serien "Fawlty Towers". Uautoriseret, men ikke uspændende. Og i hvert fald ikke umorsom!
Faulty Towers - the Dining Experience i AKKC, Aalborg Kongres og Kultur Center, fredag aften. Vises også samme sted lørdag 25. november, søndag 26. november, fredag 1. december og lørdag 2. december.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.