Kultur

I Hongkong rev de hans skulptur ned: Nu kommer en af verdens mest omtalte kunstnere til Thy

Udstilling med skulpturer af Jens Galschiøt på fire forskellige lokaliteter i Thy

Det nederste af Skammens søjle.
Det nederste af Skammens søjle. Pr-foto

THY: Som få andre kunstnere formår han at trække overskrifter i medier rundt om i hele verden. Det var ikke mindst tilfældet, da myndighederne i Hongkong for et par år siden fjernede en af hans skulpturer fra det universitet, hvor den havde stået i næsten 25 år.

Kunstneren hedder Jens Galschiøt, og skulpturen, "Skammens søjle", var skabt som et monument over det ukendte antal mennesker, som i 1989 blev ofre for massakren på Den Himmelske Freds Plads i den kinesiske hovedstad Beijing.

Læs mere under billedet.

"Skammens søjle" - mens den orangemalede bronzefigur stadig stod ved universitetet i Hongkong. Nu kommer skulpturen til Thisted. xxx

Fra 30. juni vil skulpturen med snesevis af forvredne menneskekroppe kunne ses i området omkring biblioteket og musikskolen i Thisted. "Skammens søjle" er et af elementerne i en stor udstilling med værker af Jens Galschiøt fire forskellige steder i Thisted og Hanstholm.  

Jens Galschiøt med nogle af sine skulpturer, fotograferet på Højbro i Nykøbing i forbindelse med en udstilling.  Arkivfoto: Peter Mørk

Det bliver dog ikke præcis skulpturen fra Hongkong, som kommer til Thy. Den blev i 2021 beslaglagt af politiet i Hongkong, i hvis varetægt den formentlig stadig befinder sig.

- Men det er en af vistnok otte nøjagtige kopier, som findes af skulpturen, fortæller Peder Hanghøj, næstformand i kunstforeningen Det Ny Kastet, der har arrangeret udstillingsbegivenheden med Jens Galschiøt-værker sammen med tre andre aktører: Alive Festival, Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm og Thisted Kommunes Kulturrummet.

Sidstnævnte bliver vært for "Skammens søjle" og en række såkaldte "skriftsøjler", der udstilles inde på musikskolen.

På den anden side af parken Christiansgave vil en anden markant skulptur af Galschiøt komme op at stå - eller rettere hænge: Nemlig den ophængte isbjørn, som mange nordvestjyder vil kunne huske fra Nykøbing, hvor den blev vist for nogle år siden i forbindelse med Kulturmødet Mors.

Galschiøts isbjørneskulptur "Unbearable" - her fotograferet i forbindelse med en tidligere udstilling i Hornum.  Arkivfoto: Kim Dahl Hansen"

I denne omgang placeres isbjørne-skulpturen - der har titlen "Unbearable" - i, eller tæt på, det område, hvor Alive Festival finder sted sidst juli. Og både denne skulptur og resten af Galschiøt-udstillingen bliver dermed et af de billedkunsttilbud, som indgår i festivalen ved siden af det musikalske program.

I Thisted bliver der desuden masser af skulpturer af Galschiøt-skulpturer både på Store Torv og indenfor i Det Gamle Rådhus. På torvet blandt andet "Den indre svinehund" og en serie skulpturer, der refererer til hjemløshed. Inde i rådhuset, der er Det Ny Kastets faste udstillingssted, vil man bl. a. kunne se værket ved navn "550 + 1", som skildrer er nigeriansk prostitueret og hendes mange kunder.

Galschiøts "Flygtningeskib" har tidligere anløbet Thisted. Nu kommer det til Hanstholm - denne gang optræder flygtningefigurerne dog på et skib, der ligger på land. Arkivfoto: Peter Mørk

Endelig kan man i Hanstholm opleve "Flygtningeskibet" - Jens Galschiøts værk med skulpturer om bord på et skib, som for år tilbage sejlede rundt til en række havne, herunder Thisted. Denne gang bliver flygtningeskulpturerne dog udstillet på et skib, som opstilles på land - nærmere bestemt på en grund tæt på Pynten i Hanstholm.

Udstillingen på Det Gamle Rådhus bliver Det Ny Kastets del af udstillingen, fortæller formanden for Det Ny Kastet, Ingrid Drengsgaard.

Galschiøts-projektet har været lang tid undervejs, og allerede for et par år siden fik kunstforeningen lovning på et tilskud fra Thisted Kommune til en større udstilling med den kontroversielle kunstner. Men af forskellige årsager blev det ikke til noget dengang.

Nu realiseres den store udstilling i samarbejde med de tre andre aktører, og med støtte fra både kommunen Region Nordjylland og Grethe og Jørgen P. Bornerups Fond.

Jens Galschiøt

Jens Galschiøt er født i 1954 i Frederikssund.

Han er udlært plade- og konstruktionssmed på Odense Staalskibsværft i 1973, men selvlært som kunstner. 

Han forholder sig til verdens uretfærdigheder med sine skulpturer, de fleste i bronze, som han - ofte for egne midler - har sat op i mange byer rundt omkring på kloden.

Jens Galschiøt bor og arbejder i Odense, hvor hans store værksted er åbent for besøgende.

- Galschiøt er jo en kunstner, der sætter spørgsmål ved nogle af de store spørgsmål vi har i verden - miljø, undertrykkelse og frihed. Det er rigtigt, at han er politisk, men ikke partipolitisk. Og han har et budskab, der appellerer direkte til folk, siger Peder Hanghøj.

- Og han har formået at udbrede sin kunst til hele verden, tilføjer Ingrid Drengsgaard.

Jens Galschiøt deltager selv i ferniseringen 30. juni, der vil forme sig som en vandring med start ved  musikskolen, via Alive-festpladsen til Store Torv og Det Gamle Rådhus. Flygtningeskibet i Hanstholm åbner en af de følgende dage. Den præcise dato er dog endnu ikke fastlagt, men Ingrid Drengsgaard og Peder Hanghøj håber, at kunstneren også vil kunne være til stede ved denne begivenhed.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden