Ikonisk sankthans med tusindvis af deltagere mister sit tilskud - men et bibliotek overlever
Sparekniven rammer bredt, men kun en ting mister helt sit kommunale tilskud. Til gengæld er der også plads til nye tiltag
Opdateret 19. august 2023 kl. 17:51
Det tegner nu til, at det er endegyldigt slut med kommunalt tilskud til den ikoniske sankthansfest på Skagen Sønderstrand. Til gengæld bliver biblioteket i Aalbæk ikke lukket, og der bliver ikke skåret i den bemandede åbningstid.
Det er i hvert fald det, som politikerne i kultur- og fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune er blevet enige om.
Et samlet udvalg er blevet enige om budgetforslaget for 2024, hvor der skulle findes besparelser på 1,9 mio. kr. ud af udvalgets samlede budget på ca. 240 mio. kr.
I forhold til de spareforslag, som kommunens administration oprindeligt kom med, er der ændret en del.
- Vi fandt at foreningslivet blev ramt for hårdt, så vi har prøvet at finde noget andet. For hvis man tager noget ud, så skal der jo findes noget andet, siger udvalgsformand Peter Laigaard (K).
Gammel tradition
- Vi har mange lovbestemte poster, så den største del af budgettet kan vi ikke spare på, forklarer Peter Laigaard.
Sankthansbålet på Skagen Sønderstrand er det eneste af slagsen, som kommunen har ydet tilskud til. Det skyldes, ifølge Peter Laigaard, forskellige traditioner i de gamle kommuner.
- Sankthansbålet i Skagen ryger nu, det er vi nødt til, siger Peter Laigaard.
Besparelsen er på godt 20.000 kr.
Rammer administration
I det oprindelige sparekatalog, som administrationen i kommunen havde udarbejdet som et arbejdsredskab for politikerne, var Ålbæk Bibliotek og Borgerservice lukningstruet samtidig med at åbningstiden på Østervrå Bibliotek og Borgerservice skulle have nedsat sin bemandede åbningstid.
Der skal dog stadig spares på området, nemlig 600.000 kr. i 2024.
- Vi har præciseret, at besparelsen skal være på administrationen på biblioteksområdet og ikke i den bemandede åbningstid, forklarer Peter Laigaard, der uddyber, at bibliotekerne i kommunen også kan besøges med et sygesikringskort i de fleste af døgnets timer.
I Frederikshavn Kommune er der fem biblioteker: Frederikshavn, Sæby, Skagen, Østervrå og Ålbæk.
Fortsat støtte til stævner
Sparekniven rammer ellers bredt indenfor udvalgets områder. Men det er ikke alle dem, der var udpeget i det oprindelige sparekatalog, der mister noget.
Bl.a. var det nævnt som en mulighed, at foreningerne selv skulle til at betale for at leje bl.a. skoler til de store stævner, som de står bag - bl.a. Cup No. 1 og Rødspætte Cup. Herved skulle kommunen kunne spare 800.000 kr. i kommunale tilskud.
- Hævelsen af prisen for at bruge Iscenter Nord 25.000 kr.
- Besparelse på årsværk til nye foreninger 50.000 kr.
- Besparelse på tilskudsrammen 700.000 kr.
- Besparelse på kulturinstitutioner og kulturtilbud 300.000 kr.
- Budgetreduktion Nordjyllands Kystmuseum 100.000 kr.
- Budgettilpasning Aalbæk Kulturhus 15.000 kr.
- Optimering af arbejdsgange, Stadsarkiv 50.000 kr.
- Kultur og Borgerservice 600.000 kr.
- Aftenskoler, svømning, musik 200.000 kr.
- Gebyrsatser hæves 100.000 kr.
- Filmmaskinen 100.000 kr.
- Jeg er meget tilfreds med, at den blev fjernet. Det er jo ikke sikkert, at de mange frivillige vil bruge f.eks. påsken til Rødspætte Cup, hvis ikke der er penge i det for foreningerne, siger Peter Laigaard.
Plads til nye fællesskaber
Udvalgsformanden glæder sig også over, at det er lykkedes at finde noget råderum i budgettet, som kan give plads til en nyskabelse:
- Vi kalder det "nye partnerskaber", en slags fællesskaber til alle de foreningsløse borgere - f.eks. teenagere, der ikke er medlem af nogen af sportsklubberne. Vi har ikke sat kriterierne op endnu, men det er tanken, at det måske ikke skal foregå i foreningsregi, men måske omkring institutionerne. Det glæder jeg mig til, fortæller Peter Laigaard.
På budgettet for 2024 er der sat små 180.000 kr. af til det formål.
I budgetlægningen er der også lavet planer for de følgende år frem til og med 2027. Hvor der i alt skal spares godt syv mio. kr.
- Vi har lagt en plan fire år frem, men det kan jo være, at det bliver ændret næste år, siger Peter Laigaard.
Budgettet for næste år skal endeligt vedtages af byrådet i løbet af de næste måneder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.