Nibe Festival

Forhåbentlig tager Jacob Dinesen sig godt betalt

Man kan ikke beskylde Jacob Dinesen for at være arbejdssky, men der var for få mennesker ved den Store Scene til, at det blev til en arbejdssejr.

Jacob Dinesen gav koncert på Store Scene, på Nibe Festival, torsdag eftermiddag. 
Jacob Dinesen gav koncert på Store Scene, på Nibe Festival, torsdag eftermiddag.  Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 19:55

KONCERT - NIBE FESTIVAL

Jacob Dinesen


At åbne den store, regnvåde scene kl. 13.30, 13 timer efter The Chainsmokers lukkede selvsamme i røg og damp for Nibe og med laser beams fra en anden verden, må føles lidt som at være spindoktor for Joe Biden eller pressechef i Nordic Waste.

En uoverstigelig, ret utaknemmelig opgave, som man forhåbentlig tager sig virkelig godt betalt for.

Nibe Festival gav torsdag den tunge depeche til Jacob Dinesens ukomplicerede hovedvejsrock. Og er der én, der trods sin unge alder har erfaring med at arbejde sig ud af selv de på forhånd tungeste ting, er det den sympatiske sønderjyde.

Han er beskeden af fysisk statur, men hans musik har muskler nok til at (an)tænde de amerikanske dieselmotorer, hans musik er inspireret af. I ved, åbne vidder, en fyldt tank, frihed og lidt kærlighed.

Men som Prefab Spout synger, så er der ting i livet der gør mere ondt end biler og piger. Og den nød har Dinsen ikke helt knækket endnu.

Nok fordi hans tekster foregår på engelsk. En lørdag aften i en udsolgt arena er der fadøl nok i hanerne til at struberne er fyldte, men en råkold torsdag sommereftermiddag, har bailey'en  i kaffen endnu ikke gjort sin virkning, og derfor bliver det hele lidt fladt og distanceret, fordi der ikke er noget videre følelsesmæssigt at give sig hen til.

Det hjalp afgjort heller ikke, at lyden var mudret og stortrommen overdøvede de nuancer, der givetvis var.

Og når publikum bogstaveligt og åndeligt ikke er der, selvom Dinesen prøvede ethvert trick i bogen, blandt andet at gå op i Loungen for at få fadøl deroppe, forsøge fællesklap og -sang, og ellers bare at være i et ukueligt godt humør, så var det for de mest ihærdige og stålfaste, at det gav mening.

Og der var desværre for få af dem på den store plads, til det hele ikke virkede som skønne, spildte kræfter. Som titlen på den Suspekt-sang, hvor der er noget slapt, der trænger til at blive pustet op.

Men rejsningen udeblev, for regnen kom og gik med jævne mellemrum. Det fik de folk, der trods alt var kommet, til at søge i ly. Og så blev det virkelig festivalens uriaspost Jacob Dinesen bestred.

Lad os håbe, han tog sig godt betalt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden