Jim Lyngvild på Voergaard Slot: Nerven når aldrig helt ud til beskueren

Udstilling: Solo

I Ridehallen på Voergaard Slot udfolder Jim Lyngvild sprudlende og iderigt sin udstilling Solo. Den mand er sensitiv og næsten en seismograf for, hvad der sker omkring om ham, og han suger vist alt til sig, og han kan virkelig noget med det dramatiske og fortællingerne.

Men det kniber med at få alle fortællingerne og sansningerne ud til beskueren. Det er, som om den perfekthed og den fine finish, der er i hans værker, bremser for kontakten mellem værkerne og beskueren – i hvert fald denne beskuer. Man forbliver blot passive iagttagere af alle fabuleringerne. Det er ærgerligt, for man fornemmer en kunstnerisk sjæl med noget på hjertet. En slags nerveforbindelse mangler. Og der ellers nok at se på. 

Også belysningen, sparsom som den er, giver en teaterkulisse dramatik. Her Lyngvilds mange kjoler, der også er som skabt til teatret. Foto: Voergaard Slot

Udstillingen rummer en række unikke og personlige designs af Jim Lyngvild. Man kan se, hvorledes Lyngvilds kreativitet og overdådige skabertrang kommer alle steder fra og er på vej i alle retninger. Han designer drikkeglas, der til forveksling ligner dem man kan købe i en historisk museumsshop som kopier af vikingeglas. Og der er overdådige kjoler, der er som skabt til historiske flm, om end de næppe er historisk korrekte, men dramatiske og man kommer til at tænke på Thit Jensens romaner, der heller ikke altid holdt sig til historiens fakta, men det virker. Og en række kæmpe fotostater viser en serie af de store fortællinger i Danmarks historien og Bibelhistorien. De store fotos minder om anskuelsestavlerne i den gamle skoleundervisning. De ligger ikke rigtig noget til de kendte fortællinger. Måske nostalgi? Man, ser blot på fine beskæringer af billederne, leg med forgrund og diffuse områder og deres detaljerigdom, som ofte forundrer, for hvad laver de lige i den sammenhæng? Svaret blæser lidt under ridehallens høje loft.

En tre meter høj hvid buste af Dronning Margrethe skal vise den idealiserede dronning, som symbol og ikke som menneske. Foto: Voergaard Slot

En tre meter høj hvid buste af Dronning Margrethe skal vise den idealiserede dronning, som symbol og ikke som menneske. Det kommer mere frem i nogle mindre, især et af noget, der ligner porcelæn (men man rører jo ikke), hvor rurer sidder fast på den ene side af majestætens ansigt. Det giver et spændende liv i portrættet. Og der er flere af disse mindre og hvide figurer, der leger med drengelegetøj som action man eller Ironman, men ofte er hovedet skiftet ud med både Obama og Hitler og ikke mindst Putins. Dagsaktuelle bemærkninger, som ikke rigtig mærkes. Mens Barbies Kens hoved sidder på et fint lille krucifiks.

Og der er flere af disse mindre og hvide figurer, der leger med drengelegetøj som action man eller Ironman, men ofte er hovedet skiftet ud med både Obama og Hitler og ikke mindst Putins. Dagsaktuelle bemærkninger, som ikke rigtig mærkes. Foto: Voergaard Slot

I Halmladen kan man se de store bibelske motiver har tidligere været udstillet i bl.a. Faaborg Kirke, og som skabte et røre i andedammen.

Her er de sat ovenpå bigballer, så Jesu føderum spiller med om end på en ganske flad måde - ligesom den munkekorsang, der spilles i den beskedne halmlade. Lyngvild holder sig frit til teksterne og får ikke rigtig tilføjet noget nyt trods en mobiltelefon og det farlige og spændende kommer ikke rigtig ud af de spinkle guldrammer. Et kæmpe værk med den korsfæstede frelser, hvis klæder bladrer i vinden nede ved fjorden (som man så kan undre sig over er baggrund, måske fordi Gud skabte alt ud af urhavet?). Og så tæt på Hjallerup, husker man pludselig den gale præst Anton Laiers korsfæstelse i beton, hvor det er den lidende Kristus med bokserens blodige tud, der er i centrum, mens det hos Lyngvild er den hvide Kristus fra Vikingetiden, der besejrer alt.

Detalje fra stor fotostat: "Pilatus piner Jesus". 

Endevæggen i ridehallen viser to store montre med unikasmykker. De er voldsomme og ej blot til pynt. Det er power på dem og de er kæmpestore og sikkert hel uhåndterbare, men de er fortællende og skønne i al deres for-meget-hed. Og lige netop smykkerne har mindre støbefejl og andre små skævheder, der gør dem interessante. For når kunstneren mister den fulde kontrol, sker der noget, i hvert fald mere end når han holder kontrollen stramt og fast. For trods Lyngvilds vildskab, så er den på en sart måde afrettet og sat pænt i guldramme, som ikke helt rammer os. Der sidder en nerve i klemme, der aldrig helt når ud til beskueren. Og man kunne egentlig godt tænke sig, at Lyngvild fik lov til at slå sig løs inde på slottet. Hans fortællende og nostalgiske univers ville sikkert passe perfekt ind i slottets historie og renæssancestil. Men denne soloudstilling bliver blot et soloridt af en mand, man fornemmer, har meget mere på hjertet.

• Solo: Jim Lyngvild
• Voergaard Slot, Dronninglund
• Indtil 23. oktober