Klar med debutalbum: Elba fra Thy skriver sange om de svære følelser

Debutalbummet "Teardrops & Blind Spots" indeholder sange, der blandt andet handler om den misundelse, man kan føle, når man ser andres perfekte liv på sociale medier

Elba gæstede også de danske festivaler og var på plakaten til Thy Rock i 2022. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Elba gæstede også de danske festivaler og var på plakaten til Thy Rock i 2022. Foto: Bo Lehm

THY:Elba, der lyder det borgerlige navn Ellen Bathum, udgiver sit debutalbum "Teardrops & Blind Spots" 27. januar.

Det oplyser thyboens pladeselskab i en pressemeddelelse.

Med optrædener på Roskilde Festival og Spot Festival havde Elba god medvind i begyndelsen af 2020, men kun få dage før udgivelsen af sangerens første EP ’Remember Me’ og tre uger før hendes første DK turné, lukkede corona landet ned for livemusikken og sociale aktiviteter.

Elba knoklede videre og spillede alle de jobs, hun kunne, men skæbnen ville, at præcist samme mønster gentog sig i marts 2021, hvor EP’en ’Speak’ udkom.

Aflysningen af endnu en tour og den generelle usikkerhed om den karriere, hun var i gang med at forme, tyngede Elba med bekymringer. Læg dertil, at hun på de sociale medier stadig kunne følge med i, hvordan andre tilsyneladende formåede at holde gang i karrieren på trods af pandemien, hvilket gav Elba en underlig følelse af misundelse indeni.

Alt dette tilsammen slog hende ud, og hun blev ramt af stress, hvilket resulterede i endnu en aflysning af den erstatningstour, der ellers var arrangeret i efteråret 2021.

- Undervejs i album-skrivningsprocessen begyndte jeg at opleve symptomer på udbrændthed. Udbrændtheden skyldtes blandt andet, at jeg sammenlignede mig enormt meget med andre på sociale medier, men primært en ubalance i arbejdsliv versus afslapning, siger hun og fortsætter:

- I efteråret 2021 ramte jeg muren og gik ned med stress. Jeg måtte holde en pause fra både musikkonservatoriet og mit musikalske virke, samt tage en masse ting i mit liv op til overvejelse. Det var ikke en nem beslutning at aflyse 14 koncerter og sætte min kandidatuddannelse på pause. Men det var nødvendigt for mit velbefindende, og jeg kunne ikke gøre andet.

Den positive side af nedturen blev, at Elba fik stof til et helt album med stærke og personlige sange. Teksterne behandler blandt andet de følelser, Elba oplevede at have i perioden - herunder FOMO (Fear Of Missing Out), sociale mediers betydning og indfydelse på vores samvær, samt ikke mindst stress.

Albummets sange er skrevet og komponeret af Ellen Bathum i samarbejde med Søren Buhl Lassen fra bandet Blaue Bluhme, samt Asger Nordtorp Pedersen fra Guldimund, ligesom Astrid Cordes har bidraget til to af sangene.

"Teardrops & Blind Spots" er et yderst personligt album, hvor singlerne "Meryl Streep" og "Fading In And Out" handler om den følelse af misundelse og mindreværd, der kan vokse ud af at overvære alle de andres succesrige liv på sociale medier.

Balladen "The Weight" handler om at gå ned med stress, mens sangen "New Beginnings" handler om at trække sig væk fra det, der skader én, og starte på en frisk.

Undervejs i sangskrivningsprocessen besluttede Ellen Bathum sig for at flytte hjem til Thy, hvor hun har bosat sig med sin kæreste.

Til marts tager Elba på turne og spiller ni koncerter rundt omkring i hele landet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.