Teatergruppen i landsbyen er startet af en lokal folkeskolelærer og bliver fristedet, hvor han oplever anerkendelse, og hans evner indenfor teater bliver hans adgang til det franske uddannelsessystem.

Her går han i gang med en systematisk forvandlingsproces, hvor han ændrer sig fra arbejderdrengen Eddie til den unge intellektuelle Édouard, hvis speciale det er konstant at genopfinde sig selv - gennem nye vaner, flid og et nyt tandsæt.

Ikke mange børn og unge laver en lige så drastisk rejse, men mange af dem, der løfter sig socialt og uddannelsesmæssigt, nævner lige som ham kultur som en faktor. 

De henviser til sportsklubben, musik- eller kulturskolen og biblioteket som steder, der udvidede deres horisont og åbnede verden lidt mere op.

Og nu understreger en ny kulturpolitisk redegørelse fra Kulturministeriet - den første i 25 år - vigtigheden af netop dette - at folk på tværs af alder, postnummer, geografi og uddannelse dyrker kulturlivet.

Redegørelsen viser, at danskernes kulturforbrug generelt er højt.

Men den viser også, at en tredjedel af danskerne slet ikke benytter sig af kulturtilbud.

Det gælder særligt danskere af anden etnisk herkomst og danskere med en kort uddannelse - de finder i langt mindre grad frem til biblioteker, højskoler, museer, koncerter eller scenekunst.

Et problem ifølge rapporten og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der understreger kultur som vigtig i forhold til at fastholde og opbygge en fælles dansk identitet og sammenhængskraft i befolkningen også om 30 år.

Et af regeringens redskaber i kampen bliver et kulturpas til de 45.000 unge, der hverken er i uddannelse eller job - noget der tydeligt viser opfattelsen af kulturens potentiale.

Et andet indsatsområde er i højere grad at få spredt kulturen ud i hele landet med særligt fokus på børn og unge, og så skal der dæmmes op for de store geografiske forskelle i fordelingen af statslige kulturkroner og placering af kulturinstitutioner.

Men skal det overordnede projekt lykkes, skal også landets kommuner og regioner trække i arbejdstøjet!

Der er i dag store forskelle på, i hvilken grad kommuner prioriterer kulturområdet - i nogle kommuner overlader man stort set det hele til frivillige kræfter.

Lige præcis dét behøver ikke være en dårlig ting.

For det er helt almindelige borgere, der gennem tiden har taget initiativer til meget af det, der i dag er etablerede kulturinstitutioner og lokale fyrtårne.

Se bare på Alive Festival i Thy, der hver sommer trækker lokale, turister og alle byens fraflyttede unge tilbage til Thisted. 

Eller tag Aalborg Karneval startet af to lærere, en musiker og en pædagog i 1983. I dag er den en af Nordeuropas største.

Og sådan kan du gennemgå teatre, idrætsforeninger mv. - det starter med mennesker.

Faktisk er det foreningslivet, der arrangerer en tredjedel af alle kulturaktiviteter, viser en rapport om kulturforbrug og kulturaktiviteter i de forskellige regioner fra Syddansk Universitet fra 2021.

Samme rapport viser, at kulturtilbuddene langt fra klumper sig sammen om de større byer. Kigger man på Nordjylland, er det faktisk i de mest tyndtbefolkede områder, at mængden af kulturtilbud per 1000 indbyggere er størst.

Vidste du for eksempel, at den største andel af gastronomiarrangementer per 1000 indbyggere findes i Brønderslev, imens Jammerbugt fører inden for kor, gospel og fællessang og Hjørring inden for scenekunst?

Der, hvor det bliver problematisk at overlade kulturlivet til frivillige, er, når kommunerne ikke bakker op om dem, der løfter. Og det er der desværre mange eksempler på. 

Det ser man, når en kommune forsøger at lukke for betjeningen på det lokale bibliotek samtidig med, at lokale starter en litteraturfestival op.

Eller når kommuner fjerner tilskud til foreninger, der er identitetsskabende for byer og samler hundreder eller tusinder af mennesker til events.

Mange arrangører har svært ved at finde bygninger at etablere sig i. De bruger alle deres kræfter på at søge penge gennem komplicerede og tidskrævende ansøgningsrunder i stedet for at udvikle på selve eventen og står med tiden af på de komplicerede processer, påpeger Center for Landdistriksforskning i en rapport om kulturlivets betydning i landdistrikter fra 2023.

Udfordringer der kommer oveni det besværlige arbejde med bankbureaukrati, kommunale tilskudsregler og GDPR-regler, som endnu en undersøgelse angiver som årsagen til, at mange frivillige for tiden stopper eller overvejer at stoppe.

Édouard Louis' teatergruppe blev startet af en lokal - tænk hvis han ikke havde haft muligheden.

Og tænk hvis ikke alle de danske børn og unge hver dag får den der, hvor de vokser op!

Guiden til dig, der har indflydelse: Sådan hjælper du de frivillige arrangører

• Uafhængighed er vigtigt for lokale kulturaktører, så respekter det og hjælp i stedet med at facilitere.
• Lokale bygninger er væsentlige for at skabe mødesteder, fællesskab og indkomstmuligheder. Hjælp ved at sikre adgang til faciliteter, enten gennem lån, billig leje eller facilitering af køb.
• Lokale arrangører er dybt afhængige af at skaffe projektmidler, hvilket både kræver kræfter, er usikkert og skaber ulige relationer mellem kulturaktører. Der bør udvikles modeller, der gør adgangen til økonomiske ressourcer lettere at søge og få og med kortere varsel. 
• Frivillighed er en væsentlig grund til, at aktiviteterne overhovedet kan finde sted, og det gør det svært at sikre stabilitet. Hjælp ved at muliggøre ansættelser og skab anerkendende og kontinuerlige samarbejder.
• Skab eller giv adgang til fælles online platforme, hvor aktørerne kan skabe fællesskaber, annoncere for aktiviteter og events og give adgang til billetsalg - også gerne på tværs af kommunegrænser.
• Gør det nemt at komme i kontakt med beslutningstagere ved kommunen.
• Der er stor variation i, hvilke former for kulturudbud de enkelte kommuner rummer. Muliggør derfor samarbejder på tværs af kommunale og regionale grænser, for eksempel omkring institutioner eller landsbyklynger.

"Kulturliv i Landdistrikter", Center for Landdistriktforskning (SDU)