Kunstens nye udstilling om landskab giver stof til eftertanke

Det bliver mere og mere tydeligt, at mennesker ikke blot er tæt forbundne med hinanden, men også med naturen, kloden og klimaet. Jordkloden er trådt ind i en ny geologisk tidsalder, den antropocæne, efter det græske ord for ”menneske”, anthropos. Vi udgør i dag en betydelig geologisk faktor, og dermed kan vores indflydelse på klodens tilstand ikke længere underkendes.

Menneske og landskab går hånd i hånd. Den tid vi lever i betyder meget i forhold til den måde, vi ser det omkringliggende landskab på. Et kunstnerisk udtryk af landskabet er derfor også en skildring af os selv og vores indtryk af et landskab og den kultur, som det er et aftryk af.

Denne udstilling, der har sit omdrejningspunkt om landskabet, søger at stille spørgsmål som: Hvad er et landskab egentlig? Findes det uspolerede landskab? Hvorfra kommer behovet for at skildre landskabet? Og hvilken betydning har landskabet for os mennesker?

Værkerne, der vist i en ophængning, leder beskueren rundt i rummene: Gennem skoven, landsbrugslandet, havet og kyst til det, som det hele står på, jorden, der er skabt fra 1800-tallet til i dag.

For kunstens landskaber er ikke blot en spejling af motivet, men også et resultatet af forskellige fortolknings- og udvælgelsesprocesser. Kunsten har skabt har skabt vores syn på landskabet fra 1800-tallets romantiske idealisering og politiske udsagn om nationalstaten til nutidens meget forskellige udtryk. Det kan gå fra det undersøgende og fortællende til det temperamentsfulde landskab, til det konceptuelle og miljøkritiske eller rent æstetiske landskab.

Der er få værker, og man kunne have ønsket sig flere - og måske en begrænsning af Else Alfeldts abstrakte og fjerlette landskaber, der lidt unødigt får lov til at fylde et helt rum. Værkerne er alle fine nedslag i netop den skildring og naturforståelse, man gerne vil vise os. Vi kommer gennem skoven via Brendekildes skønne forårsidyl, og loakle Mogens Otto Nielsens poetiske leg med sneen, og videre ud til havet med Søndergaards voldsomme vesterhavsbilleder, hvor man fornemmer, stormens storhed og respekten for naturens store mørke kræfter, der samtidig også er livgivende. John Cages lydkunst, hvor musikkens rytme og klange er nedfældet og skaber en horisont med de brudte linjer. Nylig afdøde Christos land art bryder en bjergkæde med et orange tæppe, så de nu fremstår som en teaterkulisse.

Vi kommer gennem skoven via Brendekildes skønne forårsidyl, og lokale Mogens Otto Nielsens poetiske leg med sneen, og ud til havet med Søndergaards voldsomme vesterhavsbilleder, hvor man fornemmer stormens storhed og respekten for naturens store mørke kræfter, der samtidig også er livgivende.

Finske Kaikkonens bjergtagende store landskabsværk med kysten, havet og himmelen er lavet af genbrugstøj, men virker stadig betagende smuk og alligevel ildevarslende om, at menneskets aftryk i naturen kan blive dets egen undergang. Et stort værk af Roman Ondak, som vi så en hel udstilling med på Kunsten for tre år siden, er det nyerhvervede værk til stedet, ”Event Horizon” (2016).

Et stort værk af Roman Ondak, er det nyerhvervede værk til stedet, "Event Horizon" (2016). Et stort fortællende værk, der sætter naturen, tiden og menneskets historie ind i en større sammenhæng ved hjælp at et hundrede år gammelt egetræ, som er opskåret i hundrede stykker og dækker på den måde et helt århundrede.

Et stort fortællende værk, der sætter naturen, tiden og menneskets historie ind i en større sammenhæng ved hjælp at et hundrede år gammelt egetræ, som er opskåret i hundrede stykker og dækker på den måde et helt århundrede. Hvert stykke repræsenterer et år og en historisk begivenhed fra det pågældende år og samtidig træets egen vækst i årringene. Og det gør det personlige universelt. Der bliver en sammenhæng mellem menneskehedens udvikling og de historiske begivenheder, som vi alle genkender - enten via vore egne liv eller historielæsning. Et sanseligt værk, der hele tiden forandrer sig, idet der hver dag, der går af udstillingsperioden, hænges en ny skive på væggen. Og når der er gået hundrede dage, startes processen forfra. Jordens geologiske årringe ses i et typisk Per Kirkeby værk, som hænger i al sin storhed på en brun væg, der får farverne til at gløde og glæde.

Jordens geologiske årringe ses i et typisk Per Kirkeby værk, som hænger i al sin storhed på en brun væg, der får farverne til at gløde og glæde.

Der er tale om en udstilling der giver masser af oplevelser og stof til eftertanke, når vi efter en tur ned i kælderen med de mange udtryk, indtryk, går ud i den natur, vi priser så højt og sætter sit aftryk, ved den måde vi ser på det landskab, der er uden for og omkring os alle vegne.