Måske den bedste restaurantoplevelse i Aalborg i 12 år

- Det er vist den bedste restaurantoplevelse, jeg har haft i Aalborg.

Øjeblikket kan løbe af sted med enhver, men det er 12 års erfaring som madanmeldelsesmedspiser, der taler.  Her er noget særligt i gang. Vi er i restaurant Alimentum, den livsdygtige gourmetrestaurant i undseelige Løkkegade på kanten af Aalborgs centrum. Vi har, som nævnt, fået de første retter. Det var fire snacks, der blev serveret hver for sig; en skive agurk, en lille majskolbe, lidt creme med jomfruhummer og en ganske lille rulle af skinke omkring gule ærter. 

Det smager af mere, end det umiddelbart lyder. Meget mere. Hver lille bid er serveret med tydelig stolthed af skiftende sortklædte kokke, der forklarer, hvad der er på den lille runde egetallerken, der er gennemgående - blot nævnt for at understrege, at maden har hovedrollen.  Der bliver gennem aftenen brugt en del ord på at fortælle, hvor de enkelte råvarer kommer fra. De er fortrinsvis lokale, mange "oppe fra gården", som henviser til den økologiske gård, Alimentum har ved Brønderslev, men ellers taler retterne for sig selv. Det er, som om Alimentum bevidst ikke går efter at imponere, men efter at åbne gæstens sanser for, hvordan mad kan være, hvis man har sikret sig adgang til gode råvarer og ved, hvordan man får det bedste ud af dem. Her er håndværk og kreativitet for alle pengene.

Omtalte agurkeskive er nok en æstetisk perle, der kunne udstilles alene af den grund, pyntet med et par blomsterblade, lidt urter og en skinnende gel, men det vil være synd, for nok er den smuk, men den smager endnu bedre. Agurken, som en anerkendt radiosundhedsplejerske engang sagde, bare er en avanceret måde at indtage vand på. Her har den fasthed og smag, som suppleres af pikant bitterhed fra urterne og et strejf af gin. Vi er videre med en grillet babymajskolbe garneret med kantarelcreme og revet ost, serveret i egne blade. Min kolbe er ikke helt skåret fri, så det er den ægte indpakning. Tredje bid understreger det uhøjtidelige overskud; skaldyrscremen er igen blomsterpyntet, men det ser man først når - og hvis - man vender den lille gule glasklare kurv lavet på bede. Det er da kækt.

Det kan man også sagtens sige om det lille grønne blad, der umiskendeligt smager af østers, og som ligger ovenpå den klassiske sammensætning, der har brødfødt landarbejdere verden over: gris og ærter. Her er grisen en raffineret bid skinke og ærtemosen mest en antydning, og den grundgode smagssammensætning bliver piftet af sted af det lille blad. Velgennemtænkt og modigt.

Vinen dertil et glas fransk let boblende naturvin. 2020 la Roue qui Tourne, som det vil føre for vidt at beskrive, fordi den er så anderledes, men smag den, hvis du kommer i nærheden af den. Vinen er indeholdt i den "moderne vinmenu", som jeg vælger til vores primus-menu, og som frit kan kombineres med saftmenuen. Det gør medspiseren og lægger ud med en (næsten) alkoholfri gin kombineret med mousserende the, og er imponeret.

Det er hun generelt over aftenens safte, som er et helt andet sted, end da fremsynede restauranter begyndte at servere en saftmenu, som ofte var domineret af søde safte. Her spiller saftene både sammen med den serverede vin både i udtryk og smagsnoter - med en enkel undtagelse, men den var med rabarber og så kan man bære over med meget.

- En oplevelse i sig selv, og de er dygtige til at vælge safte, der understøtter i stedet for at dominere, lyder vurderingen.

Den er vi egentlig ikke kommet til endnu, selv om spændingen nok er taget ud af historien, som fortsætter med en brødservering; det skønneste sprøde, lune brød med luftigt rørt smør og kryddersalt. En servering, som generøst gentages, selv om man jo godt ved, at man ikke skal spise sig mæt i brød.

Der er mere mad, der skal spises. Heldigvis for det, for de følgende retter er hver især et skarpt billede af de ord, vi allerede har sat på Alimentum. Min personlige favorit er "Markerne på Lille Østergaard", som synes at være alt frisk og godt fra årstiden samlet i en let suppe. Medspiseren svømmede hen over de meget møre blæsprutteskiver med en fin røgsmag. Man skal være stålfast kødentusiast for ikke også at lade sig begejstre at tomatserveringen, muslingeretten og den perfekt tilberedte havtaskehale, der så let bliver sej og gummiagtig.

Som med de fire snacks serveres retterne af dem, der har lavet maden, og det giver en særlig autenticitet i forhold til, at en tjener fortæller om, hvad køkkenet har lavet. Det er jo ikke til at vide, om det er sådan, men man fornemmer den omhu og professionalisme, der er lagt i selv det mindste blad. Og det er ikke nævnt for at kritisere tjenerne, for de gør deres til at aftenen er en oplevelse, er altid opmærksomme, har overskud, tid - og så serverer de vidende en håndfuld af vine, der ikke er så "moderne" på den måde, at de er svære at forstå, hvis man skulle frygte det. Hvert et valg giver god mening, vi er i Italien, Østrig, Tyskland, Frankrig - og endog Danmark - og kan fremhæve hver og én. Vi vælger den østrigske. Rosi Schuster, Aus den Dörfern Weiss, som er en forbilledlige hvidvin, grüner veltliner med lidt andre druer, som holdes hemmeligt af producenten, som smager af den stenede grund, den er dyrket på. Nej, måske hellere den italienske È. Naturvin, vild, ubestemmelig og en god oplevelse. Det kunne også være en af de andre, men vi skal have spist færdigt og fortsætter med en osteret, som en køkkenmand bare synes, vi må smage. Restaurantens bud på "Årets ret"-konkurrencen, der afvikles inden denne anmeldelse offentliggøres..

Vi har pærer, svampe og thybo-ost i et fyrværkeri af smage. Tjeneren kunne have nævnt, at det var tilkøb til retten, men syntes måske, det ville ødelægge festen at snakke om penge, og glæden ved at servere retten er indlysende. Den understreger igen pointen om, hvad der kan komme ud af professionelt håndværk og legende kreativitet. Og den himmerlandske æblevin, Epilog fra Guldbæk Vingård, bør nok nævnes, både fordi den bare smager godt og fordi de søde, dybe smage nærmest er en forlængelse af smagene i retten.

Til dessert spidses sommertemaet til med først en mundrensende yoghurt med "grønne" smage og så mælk og jordbær, inden et par søde bidder til kaffen og te'en, og så ud i den endnu levende sommeraften med en stille, boblende fornemmelse af at have oplevet noget rigtigt godt. Glad og mæt og alligevel let.

Det kan kun blive seks gafler til Alimentum.

Alimentum byder på forskellige menuer; tasting, primus og optimus ned henholdsvis 8,12 og 16 serveringer. Vi lagde os i midten og valgte som nævnt den moderne vinmenu/saftmenu. Det koster tilsammen 1500 kroner, så inklusiv ost og kaffe/te lød den samlede regning på 3380 kroner.

Alimentum

Løkkegade 23,  Aalborg

93 91 37 67

easytablebooking.com