Mageløs overskuds-pop med et kæmpe smil
Opdateret 31. august 2023 kl. 08:37
KONCERT
Daði Freyr
- Den næste sang har vi aldrig optrådt med før. Og hvis I ikke kan lide den, bliver jeg meget ked af det. Og så kvitter jeg musikken!
Der er intet - som i intet - helt almindeligt ved noget som helst det, islandske Daði Freyr foretager sig.
Musikalsk har han fuldstændigt styr på alt, hvad der hedder stærkt melodiøs pop, funk, techno og disco, men også ordrig, rablende rap, knaldhård guitarrock og såmænd også optræk til kaotisk punk.
Men først og fremmest har han et helt mageløst overskud - og ikke mindst en stærkt boblende legesyge - til at skrue op og ned for virkemidlerne, lige nøjagtigt som det passer ham.
Pludselig stopper han op midt i et nummer, tilsyneladende helt umotiveret, eller en sang skifter med ét retning eller tempo (eller en blanding), og så flår han ellers citater og referencer og antydninger ned fra de mest uventede hylder.
Med den største selvfølgelighed skal han lige forbi et par hurtige strofer fra først Birte Kjær, siden Det Brune Punktum, før han kan komme i gang med en af sine sange.
Og så godt som alle numre bliver præsenteret på en højst kaotisk blanding af engelsk og et væld af spredte danske fraser (som "hvad så der?" og "halli hallo"). En ganske nydelig, afdæmpet fortolkning af Rasmus Seebachs "Natteravn" bliver også lige kilet ind til sidst.
Langt de færreste har som Daði Freyr et åbningsnummer, der stort set består af en lækker, lys gengivelse af lyden af hans eget navn, gentaget igen og igen, for derefter at bruge et helt nummer på at sige tak til dig (publikum) for at være dig.
Og så hamrer det ellers ud over alle endog særdeles dansevenlige funk/techno-stepper, leveret med knivskarp præcision (og et til tider lidt spøjst kropssprog) og frembragt på diverse synth- og tromme-instrumenter, håndteret af popmusikkens måske mest travle musiker, der altid lige har én knap, han skal have skruet på, før et nummer kan komme ordentligt videre.
I visse forløb er showet en ganske lidt udvidet énmands-præstation, men her og der kommer såvel guitarist som slagtøjsspiller dog igennem med flere flotte detaljer (og endnu flottere soloer) - og begge stiller også op med aldeles betagende islandsk rap.
Alt i alt har den moralske vinder af den Eurovision-finale, der kører i corona-skuddermudder for tre år siden andet og langt, langt mere at byde på end hittet fra dengang, "Think About Things".
Faktisk vader han og bandet i voldsomt fængende ørehængere, alle som én afleveret med et særdeles stort smil.'
P.S.: Som opvarmning fungerede den yderst sympatiske irske duo Toucan i øvrigt aldeles fortræffeligt. Flot sangstemme og en god fornemmelse for at få publikum lokket med på tæt fællessang. Også Toucan oplever man gerne en anden gang.
Daði Freyr i Drivhuset i Europahallen ved AKKC, Aalborg Kongres og Kultur Center, onsdag aften.
DEM SPILLEDE DAÐI FREYER
Thank You.
Skiptir Ekki Máli.
Sunshine.
When We Wanna Be.
Sometimes.
Sabada.
Kemur Pér Ekki Vid.
Somebody Else Now.
Moves to Make.
Trying.
10 Years.
I'm Fine.
If You Want To.
Whole Again.
Bitte.
Think About Things.
Ekstra:
Natteravn.
Endurtaka Mig.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.