ASO: Mahler m.m.

Symfoniorkestrets sæsonstart blev markeret på værdig vis med Gustav Mahlers 5. symfoni under ledelse af chefdirigent Joshua Weilerstein. Symfonien er en mastodont, både rent tidsmæssigt med en spilletid på godt over en time, men også teknisk svær i de krav den stiller til musikerne og med ekstreme kontraster rent udtryksmæssige.

Fremførelsen var i det store og hele vellykket og blev båret af en disciplineret indsats af orkestrets musikere og solister, og stramt kontrolleret af Weilerstein. Strygerkorpset var moderat udvidet til lejligheden, og det er også en absolut nødvendighed med de velvoksne messing- og træblæsergrupper, som Mahler foreskriver. Aftenens 43 er dog stadig i underkanten af, hvad der kræves, og særligt i de store tuttipassager havde violinerne svært ved at trænge ordentligt igennem tuttiklangen.

Det, der gjorde denne opførelsen speciel, var det store dynamiske spænd i satsernes skiftende udtryk og stemninger, fra 1. satsens tragiske marche funèbre-stemning over de smukke, stormfulde og mørkfarvede melodier i 2. sats. Scherzoen rummede i sig selv mange stemningsskift, lette dansante ländlere med melankolien lurende lige under overfladen og vekslende med passager af sorgløs wienervals.

I den kendte Adagietto, komponeret i en forelskelsesrus til den smukke Alma Schindler, senere fru Mahler, anslog strygerne og harpen allerede fra starten en stemning af ren magi, og satsen med sin skrøbelige harmonik og overjordisk smukke Wagner-melodik fik endelig tilført den turbulente symfoni en afklaring og ro, der var livgivende.

Sidste-satsens rondo var ren glæde, barnlig leg og idel lykke, sådan som en sådan symfoni bør slutte ovenpå den megen tragedie og de labile stemningsskift, som er gået forud.

Fremhæves bør de to store solopartier, Jonathan Clarkes trompet i 1. sats og Erik Sandbergs gennemgående solohorn i scherzoen, begge prægede de deres respektive satser med imponerende sikkerhed og uangribelig musikalitet.

Forinden var vi blevet præsenteret for netop Erik Sandbergs seneste stykke for blæsere og slagtøj med den sigende titel ”The Barbarian Horde”. Musikstykket domineredes af koncentrerede og krigeriske blokke af messinglyd, som var ovre næsten inden man fik indstillet sine antenner, synd!

Første afdeling sluttede af med et værk for Klezmer kvartet og orkester, som en form for concerto grosso. Konceptet forekom mig ikke indlysende, Klezmer musik er en socialt anlagt dansemusik beregnet til jødiske fester, men serveret som her i en symfonisk sammenhæng mistede de jødiske melodier deres incitament, det hele blev for pænt og uvedkommende. På trods heraf var der tale om dygtige musikere, især Abigale Reisman på violin, hvis lange indledende sats ”Doina” ramte ind i nerven på den jødiske sang.