Nibe Festival

Med Saveus er det altid enten-eller - men stemmen er fantastisk

"Hele verden danser, til de vågner fra en drøm"... Så kører det for Saveus, takket være hittet "Verden vågner", skrevet sammen med Gilli.
"Hele verden danser, til de vågner fra en drøm"... Så kører det for Saveus, takket være hittet "Verden vågner", skrevet sammen med Gilli. Foto: Mikkel Werenberg/Nibe Festival

KONCERT

Saveus

Ikke færre end 15 år er gået, siden Martin Hedegaard fra Ørum bragede igennem som første vinder af talentkonkurrencen "X Factor", som dengang var noget nyt og uprøvet.

Efter debutalbum (fulgt af hele syv års tavshed) er Martin vendt tilbage med sit yderst personlige projekt Saveus, som er blevet noget af en forvandlingskugle. Ikke på godt og ondt, men på særdeles godt og lige knap så interessant.

Stemmen er helt forrygende. Men repertoiret hos Saveus er en snurrig størrelse - enten helt tæt og intenst eller mere på det jævne af den flygtige slags. Foto: Mikkel Werenberg/Nibe Festival

Af sine tilskuere forlanger Saveus, at de i løbet af fem kvarter kan kapere både smuk, hyperintens inderlighed som i det helt tætte, nære "Church Full of Bad Men", bare med Saveus selv med klaveret, en ret solid portion funk, ikke så lidt lys og let og lystigt gyngende gospel, en ordentligt portion meget hård guitarrock og oveni det hele så et forholdsvis langt forløb med intenst huggende (og lidt ensformige) dance/trance-rytmer.

To gange lykkes det Saveus at kaste sig ud i kollektiv hop på stedet - og på et tidspunkt bliver publikum også lokket til at juble højlydt over, at vejret er blevet bedre, og solen er kommet frem. Foto: Mikkel Werenberg/Nibe Festival

Problemet er måske, at Saveus - trods et helt åbenlyst talent - ikke helt har håndfaste og holdbare melodier nok i sig til at dække hele spektret og nå ud i alle de mange afkroge, som han tydeligvis gerne vil.

Derfor tager man sig i det ene øjeblik at svømme hen i fryd til især netop "Church Full of Bad Men", det danske hit "Verden vågner", skrevet med Gilli, og farvelhymnen "Himalaya" - for det næste øjeblik at lade sig ramme lidt af kedsomhed, når flere sange undervejs fyger forbi uden rigtigt at sætte aftryk ud over øjeblikket. De virker - eller kan virke - her og nu, men klinger forholdsvis hurtigt ud og kan derfor være svære at tage til sig.

Saveus har et helt åbenlyst talent, både når det gælder stemmen, og når det gælder om at skrue spændende sange sammen. I hvert fald noget af tiden, Foto: Mikkel Werenberg/Nibe Festival

Ingen andre har en stemme som Saveus - først og fremmest har han et aldeles imponerende register og den vildeste og mest uanstrengte falset. I perioder får man en mistanke om, at der ikke rigtigt er nogen naturlig grænse for, hvor højt han kan komme op.

Men selve repertoriet er en lidt snurrig størrelse, der skiftevis gløder og brænder igennem - og virker væsentligt mere på det jævne.

"Time Can Heal A Man", "Dark Vibrations", "Rainman", "Ready to Die" - Saveus når vidt omkring i repertoiret på fem kvarter. Foto: Mikkel Werenberg/Nibe Festival

Saveus på Stor Scene på Nibe Festival lørdag eftermiddag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden