Teateranmeldelse

Modtaget med stormende bifald: 5 stjerner til Hamlet

Scenografisk er forestillingen overdådig. Tænk, at det kan lade sig gøre i en turnéforestilling at præsentere sætstykker, der på samme tid fungerer så opulente og stringente

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Scenografisk er forestillingen overdådig. Tænk, at det kan lade sig gøre i en turnéforestilling at præsentere sætstykker, der på samme tid fungerer så opulente og stringente. Foto: Emilia Therese

William Shakespeare: ”Hamlet”.

De smukkeste ord om Hamlet, som jeg kender – og der er godt nok sagt mange ord om ham – er Goethes beskrivelse af det hævnkrav, som Hamlet rammes af, da hans onkel snigmyrder faderen og to måneder efter ægter hans moder: Det er som at opleve et egetræ plantet i et kar, som kun burde rumme blomster.

”Hvad er et menneske?”, spørger Hamlet straks fra start i et nøgent scenerum lige i hovedet af publikum i Morten Kirkskovs betagende iscenesættelse og bearbejdelse frisk fra Det Kongelige Teater og nu på gæstespil i Aalborghallen, hvor forestillingen blev modtaget med stormende bifald. Genfærdsscenen oplever vi først senere. Hermed sættes der fuldt fokus på den ræsonnerende titelperson, der forestillingen igennem også tildeles en rolle som vidne til sin egen historie. Det er et stærkt og velfungerende greb, når nu selveste Esben Smed er i centrum. Lige fra rollen som Lykke-Per i filmatiseringen af Henrik Pontoppidans mesterroman og så til Shakespeares mesterdrama, som danskere vist aldrig bliver trætte af at se på scenen. De senere år har vi oplevet to opsætninger af Hamlet på landsdelens førende scener. Patrick Baurichter i titelrollen på Aalborg Teater, Eliott Crosset Hove på Vendsyssel Teater. Begge storartede opsætninger.

Foto: Emilia Therese

Foto: Emilia Therese

Esben Smed overstråler ikke sine forgængere, men han giver på alle måder et stærkt og nutidigt bud på rollen. Hverken egetræet eller blomsterne fra Goethes udsagn kommer dog til fuld udfoldelse i Esben Smeds fortolkning. Et par forbehold sniger sig ind undervejs.

Scenografisk er forestillingen overdådig. Tænk, at det kan lade sig gøre i en turnéforestilling at præsentere sætstykker, der på samme tid fungerer så opulente og stringente. Et luksuriøst hofscenarie uden et eneste møbel, tror jeg, og med blændende udførte kostumer. Vi var godt nok i Det kongelige Teater, og det var ganske mageløst, som genfærdet af Hamlets fader lod sig ane i alle mellemrummene.

Med Esben Smed på scenen glemmer man ikke et øjeblik, at Shakespeares stykke handler om et ganske ungt menneske. ”Jeg har mistet al min munterhed”, siger han, og derefter så uforglemmeligt: ”Hvorfor ved jeg ikke”. Replikker, der taler til enhver, der selv er ung eller husker sin ungdom. Også selv om ens far ikke blev myrdet, og ens mor ikke vanæret. Herefter følger ordene om mennesket som et kunstværk, og hvordan det opsluges af smudsige dampe. Skuespilleren tager hånden fra munden og sætter hvert et ord på scenen, så Shakespeares og oversætteren Niels Brunses blankvers står mejslet i luften. De to opportunistiske lurendrejere Rosenkrantz og Gyldenstjerne lytter med store ører og er i øvrigt udstyret med queer-kulturelle parafernalia og gestik, så publikums øjne står på stilke. Det var underholdende og morsomt, men også en kende udvendigt. Laus Høybye og Mads Rømer Brolin-Tani var ubetalelige, selv om de fik godt med håndører.

Foto: Emilia Therese

Foto: Emilia Therese

Snigmorderen Claudius kan fremstilles som et kynisk uhyre, og der er jo heller ingen tvivl om, at slutningen udstiller ham som en skrupelløs manipulator. Alligevel lykkes det Jacob Lohmann at tilføje ham tankevækkende nuancer, måske hjulpet på vej af en vis bamset udstråling, der nok så distraherende førte tankerne i retning af reality-programmet ”Alle mod én”. Godt han gik i vandet til sidst (og undskyld Jacob!).

Undervejs i forestillingen fik man bange anelser, om en lidt udvisket Gertrud nu kunne kaste lys over Hamlets moderforhold, men Iben Hjejle lukkede i den grad op for intensiteten i den centrale scene med sønnen og fulgt op af den sminkede Esben Smed. I denne scenes stærke replikker føltes det, som om de enkleste ord i denne verden: far og mor – ligesom løsrev sig og slog mod trommehinden i de eminente skuespilleres diktion. Iben Hjejle havde undervejs i opgøret en helt uforglemmelig gestus. Hun holdt hånden for munden med et ganske særligt udtryk. Så fjernede hun den, så alt flyttede op i øjnene. Og Shakespeares ord kunne atter flyde frit fra munden.

Man overså nærmest, at Hamlet havde taget livet af Polonius, som af uransagelige grunde havde skiftet køn, og nu var mor til Laertes og Ofelia. Flot, men forglemmeligt spillet af Stine Schrøder Jensen.

Foto: Emilia Therese

Foto: Emilia Therese

Alvin Olid Bursøe skabte en markant Laertes, måske lidt teatralsk i replikføringen i slutoptrinnet, men fuldstændig overbevisende i fægtescenen. Anton Hjejle var i sin bromance med Hamlet fra start til slut en rørende og også munter ledsager for sin prins. Slutreplikkerne kan man jo næsten ikke overleve: Jeg dør Horatio! Her brast et ædelt hjerte. Sov sødt min prins. Jeg måtte skifte mit mundbind tre gange på vej ud ad teatret.

Ofelia blev spillet så smukt af Sara Viktoria Bjerregaard. Morten Kirkskov satte hende ind i sluttableauet. Hun blev hermed tiltænkt en rolle, som føltes påklistret. ”Jeg elsker Ofelia” siger Hamlet. Man tror ham ikke, selv om Esben Smed lægger kræfterne i. Måske blev det ædle hjerte alligevel knust af egetræet. Men det vil vi ikke tro. Måske var han for ung. Måske var blomsterne bare ikke roser. På et tidspunkt blev vi præsenteret for et rigt udvalg. Nådesurt hed en af dem.

William Shakespeare: Hamlet.

Iscenesættelse og bearbejdelse: Morten Kirkskov.

Scenografi: Philipp Fürhofer.

Kostumedesign: Karin Betz.

Lysdesign: Ulrik Gad.

Lyddesign: Jonas Vest.

Koreografi: Signe Fabricius.

Stagefight: Kristoffer Jørgensen.

Oversættelse: Niels Brunse.

Det kongelige Teater på gæstespil i Aalborghallen, AKKC.