"Nogle gange virker et nordjysk pres": Minister klar til omfordeling af milliarder
Nordjysk tema er blevet nationalt - nu står partier på landsplan sammen om en ændring af fordelingen af kulturstøtten.

- Den største knast var at få bred opbakning til en reform, der går hurtig lokalpolitik i den, sagde kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen for nyligt i et interview til Nordjyske, men nu er opbakningen der. Foto: Martin Damgård
NORDJYLLAND:- Nogle gange virker et nordjysk pres!
Sådan lyder det fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, der nu sætter gang i en ekspertgruppe, der skal se på fordelingen af statsstøtte til kultur - i første omgang til museer.
- Jeg kan i hvert fald notere mig, at siden vi sidst talte sammen, er det ikke længere kun de nordjyske folketingsmedlemmer, der ønsker at se på fordelingen af støtten, men også visse af deres partier. Det betyder, at der nu er et grundlag for at sætte skub i arbejdet, siger Ane Halsboe-Jørgensen, der har fundet det stærkt at følge, hvordan nordjyske kulturinstitutioner, borgmestre og folketingspolitikere de seneste måneder er gået sammen om at sætte en dagsorden.
- Hvis det pres udmønter sig i, at man nu også nationalt er klar til at rykke, vil jeg gerne kvittere for det, siger hun.
Det er Venstre, Konservative, Radikale og SF der nu bakker op om en museumsreform. I første omgang sætter kulturministeren en arbejdsgruppe til at se på, hvordan man politisk kan gribe det an.
- Jeg har altid holdt fast i, at det i sidste ende vil være en politisk beslutning, og det kræver, at der er noget politisk mod, for vi kan ikke lave denne her øvelse, hvis ikke der er nogen, der skal have mindre, end de har i dag. Det fornemmer jeg nu, at der en villighed til, siger kulturministeren, der ser ændringen hos kulturordførere som dels en konsekvens af et pres fra nordjyske partifæller, dels en større bevidsthed hos kulturministeren og udvalget om, hvad det betyder at have adgang til kultur i hele landet.
Venstre: Flere penge og større krav
Ifølge Jan E. Jørgensen, kulturordfører for Venstre, kommer man ikke udenom en tilførsel af penge området.
- Der vil altid være mere kultur i København og Aarhus, men det hænger ikke sammen, at der er så stor forskel på kulturstøtten i fx Nordjylland og Sønderjylland. Vi kan ikke længere undskylde det med, at amtspolitikerne i Nordjylland historisk ikke prioriterede kultur særligt højt før kommunalreformen, og at den gamle fordelingen bare er fulgt med. Vi er nødt til at se på det, og vi kommer ikke udenom at skrue op for tilførslen af penge, hvis vi skal løse det, siger Jan E. Jørgensen.
- I den store samfundskage og på finansloven drejer det sig ikke om mange penge, men det gør de for de enkelte museer og teatre mv. Vi har brug for at fjerne oplevelsen af uretfærdighed - nordjyderne slipper jo ikke billigere i skat end sønderjyderne - hvorfor skal de så ikke have lige så meget kultur som andre eller selv finansiere den, siger han.
Udover flere penge skal der findes frem til nye fordelingsmodeller, hvor man kigger på både institutionernes og kommunernes indsats, mener han.
- Vi er meget interesserede i at finde modeller, hvor teatre og museer motiveres til at finde egenfinansiering. Fx ved at sige, at kan de få en bevilling fra deres kommune, så bakker staten op. Der er kommuner i dag, der giver meget meget lidt og behandler deres eget kulturliv dårligt - Københavns Kommune eksempelvis, der pålægger deres kulturinstitutioner grundskyld, selvom de har mulighed for at friholde dem. Københavns Kommune får på den måde penge i kassen fra institutioner, der modtager offentlig støtte, det giver ikke megen mening. Kommuner skal ikke kunne gemme sig og holde igen med kulturbudgetterne, fordi de forventer, at det bliver betalt af staten - vi skal belønne de kommuner og institutioner, der selv gør noget, siger han.
Det har tidligere været en stopklods, at der går "lokalpolitik" i den blandt folketingspolitikere, der ikke tør tage noget fra kulturinstitutioner i deres eget område. Er du nervøs over reaktioner fra borgere i Frederiksberg Kommune, hvor du er valgt?
- Jeg er da smadder nervøs. Det er at stikke hånden ind i en hvepserede, men vi kan ikke undgå at se på det, siger han.
Radikale taler om mindst 30 mio. kr. årligt i øget tilskud og SF om 50 mio. kr. ekstra.
Arbejdsgruppen sættes nu i gang, og Ane Halsboe-Jørgensen håber på, at man på ryggen af det kan påbegynde de politiske forhandlinger i 2023.
- Nu skal de holdes til ilden
I Nordjylland vækker udmeldingen fra kulturministeren og ordførerne glæde hos folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V), der for nyligt samlede nordjyske folketingsmedlemmer og borgmestre i en fælles henvendelse til kulturministeren.
- Det er en fornøjelse at se, at et samlet nordjysk pres kan give resultater. Det kunne vi lære af i mange andre sammenhænge, siger Preben Bang Henriksen, der nu vil sætte fokus på at holde sine partimedlemmer i Venstre til ilden.
- Nu er vi pinedød nødt til ikke blot at holde kulturministeren op på løftet, men også andre partier. Dels ved vi ikke hvordan en fremtidig regering ser ud, dels skal det hele jo ikke ende i rene - og tomme – valgløfter, det skal blive en blivende sag, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.