Gary Barlow er tilbage ved udgangspunktet. Nu i en decimeret udgave af den gruppe, der gjorde både ham og resten af Take That så berømte tilbage i 90'erne.

For kort inde i koncerten, der 10 minutter forinden havde set himlen åbne sig som aldrig før og smidt skybrud, torden og lynild ned på de naturskønne rammer, kunne det dog hurtigt konstateres, at fremtiden ligger i fortiden for Take That. Ikke at hverken naturfænomener eller musikalsk nutidig relevans lagde den mindste dæmper på et kådt og overstadigt publikum.

Det var kun, når vi fik numre fra trioens seneste albums, der byder på ukompliceret og ufarlig voksenpop, at snakken tog til i styrke. Det var musik, som selv Coldplay havde fundet for overproduceret, ukompliceret og kedeligt.

Med tanke på, at publikum overvejende var vokset op med (og fra) bandet siden storhedstiden, var det derfor ikke overraskende sangene fra ungdomsværelsets idolplakater, der skabte den største fællessang og jubel.

Man fik lidt ondt af stakkels Mark Owen, der i mere end tre årtier, bare han nærmer sig scenekanten, bliver hevet og flået i fra alle hjørner. Nu er det bare ikke længere teenagere, der gør det, men mødre til teenagere.

For hvis teorien om, at det er kvinderne, der køber koncertbilletterne herhjemme, nogensinde kræver yderligere evidens, kunne man bare tjekke kønsfordelingen denne torsdag aften i Skovdalen. De få mænd, der var til stede, fungerede egentlig mest som kontravægt til den livsglæde og sanglyst, som var på pladsen hele aftenen.

Da ”Back For Good” endelig kom til sidst i showet, var der lejlighed til, at årene med kærlighedens enten ligefremme eller snørklede sti kunne blive sunget for fuld kraft direkte ind i ansigtet på ham, der stod ved siden af. Mageløst.

Men Barlow, Owen og Howard fik givet bevis på, at sangskriverbrønden ikke helt er udtørret på denne side af 1995, for ”Patience” og ”The Flood” er ikke bare skidegode sange, der er også sjæl, drama, liv og melodi i dem. Alt det, det nyere materiale ikke har. De blev fremført til perfektion. Popmusik af den fineste skuffe.

Det var knap så overbevisende, når Mark Owen som på ”Shine” fik lov til at synge solo. Stemmen er ikke ældet med ynde.

Det er til gengæld Howard Donalds dansetrin. Som jævnaldrende kunne man ikke undgå at stirre misundelsesværdigt på den kontrol, vægtløshed og fysiske agilitet, hvorved Donald beherskede sin krop og dansegulv.

Men det var, når musikken fik lov til at være sig selv, når der ikke gik fortegnet musical i den, med indstuderet sangdokumentar gennem gruppens op og nedture, at Take That viste os, at deres uomtvistelige plads i britisk musikhistorie er på sin plads.

Det var her, Take That viste os, hvorfor små 5000 nordjyder valgte at trodse skybrud og torden en torsdag aften, til en billetpris i den dyre ende, for at synge de sange, de engang sang på værelset og hvis tekster, de skrev i dagbogen.

Nostalgi er det stærkeste stof, der findes. Man forstod i glimt hvorfor.

Take That, Skovdalen i Aalborg, torsdag 27. juni 2024