Den britiske filminstruktør Ken Loach kan noget ganske særligt, når det gælder socialrealisme, og selv om han i sommer rundede de 83 år, evner han stadig at skabe en film, der i den grad rammer følelsesregistret, så det næsten gør ondt.

Senest stod han i 2016 bag ”I, Daniel Blake”, der vandt den internationale filmpris ”Den Gyldne Palme” i Cannes.

Såvel den som den aktuelle film bevæger sig i en særlig genre med et udtryk, der minder om dokumentarisme, og begge historier rummer en harmdirrende indignation over systemets behandling af samfundets svageste borgere.

Fra åbningen af ”Sorry we missed you” fornemmer man straks, at der undervejs i denne fortælling kan komme voldsomme rystelser.

Og det kommer til at holde stik hele vejen igennem denne hjerteskærende fortælling, der giver indblik i en arbejderklasse, som trods slid og slæb lever under fattigdomsgrænsen med kun et svagt håb om, at der kan være lys for enden af tunnelen.

En historie om en familie, hvor stor kærlighed er drivkraften til at elske hinanden dybt og holde sammen. Men hvor denne kraft bare ikke altid er nok, når ydre omstændigheder ødelægger mulighederne.

I filmen møder vi Richy (Kris Hitchen) og Abby (Debbie Honeywood), der knokler løs for at forsørge familien med to børn - 16-årige Sebastian (Rhys Stone) og 11-årige Liza (Katie Proctor).

Finanskrisen har spændt ben for deres drøm om at blive husejere, da Richy blev fyret og siden er gået fra det ene barske håndværkerjob til det andet, uden at det er blevet til noget stabilt.

Nu øjner Richy chancen for at skabe bedre levevilkår for familien, da han får mulighed for at blive selvstændigt pakkebud. Men da det er som franchisetager, har han stadig en overordnet, der sætter stramme rammer. Og i dette tilfælde tillige behandler Richy svinsk uden nogen form for empati.

Ricky skal selv stå for alle udgifter til eksempelvis en bil, mens han har en såkaldt nultimers kontrakt, uden fast løn, men med honorar per leveret pakke.

I dette system skal det gå tjept - med teknologisk overvågning og enorme mængder af pakker hver dag, så der ikke en gang er tid til toiletbesøg.

Også konen Abby arbejder under helt urimelige arbejdsvilkår i den private hjemmepleje.

Trods en yderst stramt tidsplan forsøger hun alligevel at give de ældre og handicappede en smule værdighed. Men som timeansat er der ingen garanti for arbejdstid, sygedage eller mulighed for flex.

På grund af de yderst dårlige vilkår og enorme arbejdsbyrder krakelerer familien Turners stærke sammenhold og stolthed. Særligt fordi der ikke er tid til at værne om børnene, der kommer ud i problemer.

Bristepunktet er nået.

Fortællingen griber fat i tunge samfundsproblemer, men det er inden for familiens rammer, at historien rykker og bliver interessant.

Den præsenterer stor realisme i forhold til, hvordan det langsomt, men sikkert, udvikler sig fatalt mellem de enkelte familiemedlemmer, fordi der simpelthen ikke er tid og rum til at tage sig af hinanden. Kære sig om hinanden. Støtte hinanden. Og følge med i hinandens hverdag.

Særligt hvad angår teenageren Sebastians liv, der bevæger sig ud på et skråplan, mens far Richy totalt mister grebet. Og fornuften.

Deres relationer løber helt af sporet.

I krydsfeltet mellem de fire familiemedlemmers indbyrdes forhold bliver historien for alvor vedkommende. På rørende vis bevæger deres ængstelse for hinanden sig over i publikum.

Fortællingen er båret frem af intet mindre end fremragende præstationer af skuespillerne. Hovedkræfterne Kris Hitchen og Debbie Honeywood er ukendte for de fleste, men de spiller suverænt.

Kris Hitchen har i rollen som Richy bekymringen og angsten mejslet ind i hver en ansigtsfold, mens hans magtesløshed som far samtidig er tydelig for enhver.

Debbie Honeywood er også super troværdig og forrygende god i rollen som Abby, der bærer sit åg med rank ryg, styrke og stor menneskelighed.

Vi tror på begge hovedfigurer. De er deres karakterer.

Det samme gælder de unge aktører, Rhys Stone og Katie Proctor, der spiller aldeles glimrende som familiens to børn. De virker ganske virkelige.

En lille anke er dog, at visse af filmens scener bliver en smule karikerede. Som når farmand Ricky spæner lige lovlig hurtigt af sted med pakkerne. Eller i slutningen af filmen, når familiemedlemmer lidt for overdramatisk kaster sig ind i en hektisk kamp for at stoppe Rickys hæsblæsende flugt.

Hvordan det hele ender, skal jeg selvfølgelig ikke røbe her, og i det store og hele er det småting, der ikke helt lykkes.

”Sorry we missed you” er så absolut en seværdig film med en gribende og stærk historie.

”Sorry we missed you”

Storbritannien, Frankrig 2019

Instruktion: Ken Loach

En time og 41 minutter. Frarådes under 15 år

Danmarkspremiere torsdag 12. december.