- Jeg vidste hvem hun var, og havde set nogle enkelte af hendes billeder. Men dengang havde jeg jo ingen anelse om, at jeg engang skulle komme til at skrive en stor, tyk bog om hende, fortæller Hanne Abildgaard.

Hun har tidligere beskæftiget sig indgående med flere andre kunstnere fra samme periode. Og også nogle, der ligesom Kirsten Kjær ikke passede ind i tidens ismer og derfor kæmpede med at blive anerkendt.

Men hun havde ingen planer om at skrive om portrætmaleren fra Nordvestjylland. Ikke før hun for fire-fem år siden fik en opringning fra 15. Juni Fonden:

- De mente, at Kirsten Kjær trængte til en kunsthistorisk bog. Og de havde tænkt, at jeg skulle skrive den. Det trak jeg så lidt på, siger Hanne Abildgaard, ledsaget af et lille grin.

Hun endte med at sige ja til opgaven, og efter tre års arbejde ligger den nu klar, bogen på 400 rigt illustrerede sider i stort format. "Kirsten Kjær - Menneskemaler" er titlen på denne monografi, der officielt udkommer på torsdag - på den dato, der har lagt navn til fonden, hvis støtte på ikke mindre end 1,4 millioner kroner har muliggjort projektet.

Ligner ikke noget andet

Bogpræsentationen finder naturligvis sted på museet i Langvad ved Frøstrup, som siden begyndelsen af 1980'erne har båret Kirsten Kjærs navn. Men da hun fik opfordringen om at skrive om kunstneren, havde Hanne Abildgaard faktisk aldrig besøgt Kirsten Kjærs Museum.

- Jeg ville kun påtage mig arbejdet, hvis jeg syntes om museet. Jeg bor i Glostrup ved København, så det er lidt langt hjemmefra, og ideen med bogen var også at give et løft til Kirsten Kjærs Museum, fortæller hun.

Så hun aflagde visit på museet - og faldt straks for det:

- Det ligner jo ikke noget andet museum. Det er uhøjtideligt og venligt og kan favne alle slags gæster. Hvilket jo også passer fint til Kirsten Kjær, siger Hanne Abildgaard.

Hun fik til opgave at skrive om Kirsten Kjær med en kunsthistorisk vinkel, for kunstnerens mere personlige historie er tidligere blevet beskrevet i en bog af nu afdøde Harald Fuglsang, nevø til kunstneren og sammen med John Anderson museets grundlægger.

- Det har været spændende, og der var nok at tage fat på. Hendes efterladte arkiv er enormt. Selv om hun har levet et bohemeagtigt liv, har hun haft held til at holde sammen på sine papirer, med alt fra ungdommens  kærestebreve til indholdet af hendes papirkurv, da hun som gammel flyttede herover fra Lille Kongensgade i København.

- Arkivet er ikke i fin orden, men der ligger enorme mængder, som gør, at man kan komme tæt på hende som person. Det er sjældent, ikke mindst for en kvindelig kunstner, fortæller Hanne Abildgaard.

Men ud over som forberedelse til bogen er Hanne Abildgaards store forskningsarbejde i høj grad også kommet Kirsten Kjærs Museum til gode. Op til sæsonåbningen i år har hun - sammen med museets daglige leder, Pia Skogberg - lavet en gennemgribende nyophængning af museets samling.

Mange mindre betydningsfulde billeder er taget ned eller har fået en knap så fremtrædende placering. Andre er kommet til, og udstillingen er blevet ordnet kronologisk. Og Hanne Abildgaard har hentet fotografier, breve, tegninger og tryksager ud af det store arkiv og udstillet dem i en række montrer, der hver især fortæller om en epoke i Kirsten Kjærs liv.

- Der har været mere at komme efter end ventet, ikke mindst når det gælder den tidlige del af hendes liv, fortæller hun.

Kirsten Kjær var 32 år, da hun lånte en malerkasse og angiveligt malede sit allerførste maleri - et portræt, der blev overraskende vellykket af et første forsøg at være. Kun et år senere, i 1926, rejste hun sammen med sin daværende mand til Californien, hvor hun boede i tre år.

Fra denne periode kan Hanne Abildgaard fortælle om blandt andet hendes forhold til amerikanske kunstnere og digtere, hvoraf flere senere blev nogle ret store navne. Og om hendes bestræbelser på at få folk fra USA's minoritetsbefolkninger til at lade sig portrættere. 

Det lykkedes at få bl. a. en kineser og en sort kvinde med barn til at sidde model. Disse portrætter - sidstnævnte kaldet "Negermadonna" - er sammen med andre USA-malerier med i den nye ophængning.

Ellers er det ikke mindst den efterfølgende periode, der fylder meget, for hjemme i Danmark blev Kirsten Kjær i 1930'erne en kendt skikkelse. Hun fik mange flotte anmeldelser, samtidig med at det kneb med at blive anerkendt "på parnasset".

Men godt repræsenteret i den nye ophængning er også tiden efter Anden Verdenskrig, hvor Kirsten Kjær rejste ud i lange perioder til bl. a. Lapland og Island. Og endelig vises  - med mindre fremtrædende placeringer -  eksempler på hendes virke i den sidste del af livet, hvor landskaber og blomster delvist tog over som foretrukne motiver.

Tør gå over grænsen

Har du i løbet af dit arbejde ændret holdning til Kirsten Kjær?

- Ja, det har jeg nok. Da jeg først kom på museet var det meget forvirrende, fordi værkerne var hængt op for at få plads til mest muligt. Jeg havde svært ved at holde af det, hun lavede sidst i livet. Men efterhånden som jeg dykkede ned i det, fandt jeg ud af, at hun havde mange højdepunkter. Og i alle dele af sit liv har hun malet noget, som er "wow". Hun er modig, og tør gå over grænsen, siger Hanne Abildgaard.