Ny teaterdirektør: - Vi har lyttet til publikum
Det har været længe undervejs, men om kort tid lancerer Vendsyssel Teater det nye sæsonkatalog
HJØRRING: Repertoiret til en sæson hos Vendsyssel Teater er klar, og selvom kataloget for sæson 23/24 har ladet vente på sig, håber teatret, at det bliver godt modtaget af vendelboerne.
Sæsonkataloget lanceres i slutningen af juli, men allerede nu løftes sløret løbende for den kommende sæson både på hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier.
Sæsonkataloget kan hentes på Vendsyssel Teater 25. juli.
En online-version af kataloget er tilgængelig på hjemmesiden fra 24. juli, hvor online-salget ligeledes åbner.
Billetsalget på teatret åbner onsdag 2. august.
- Vi ville gerne ha’ været ude med sæsonkataloget langt tidligere, men grundet den økonomiske situation i foråret og nogle tilpasninger i repertoiret efter min tiltrædelse, har vi måtte udskyde lanceringen, siger teaterdirektør Rolf Heim.
Lidt af hvert
I sæson 23/24 venter der publikum lidt af hvert – sensommeren byder på nyskrevet dramatik skrevet specielt til Vendsyssel, og hvor steder og områder er genkendelige for publikum.
Årets juleforestilling er en familiebegivenhed med cirkusartisteri og eventyr for både børn og voksne.
Foråret byder på masser af latter, når teatret præsenterer en komedie om et renoveringsprojekt, der tager en grotesk drejning for et par, hvis drøm pludselig bliver til et mareridt.
Dertil kommer gæstespil i forskellige genrer og med tematikker af forskellig art og fantasifulde børneforestillinger til alle aldre.
Nyt samarbejde
Sæson 23/24 byder også på nye samarbejder, blandt andet med Hjørrings nye kulturhus, ’Arresten’, hvor der kommer nogle anderledes og kreative arrangementer.
Vendsyssel Teater har mildt sagt haft et turbulent år, og i april 2023 tiltrådte Vendsyssel Teaters nye direktør.
- Nu har vi mulighed for at se fremad og skabe værdi for vendelboerne – vi har lyttet til publikum og dermed også justeret i repertoiret så vidt muligt for den kommende sæson. Vores hovedfokus er, at teatret igen bliver allemandseje for vendelboerne – og det har vi flere idéer og planer for, siger Rolf Heim.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.