Ordkraft klar med ord og litteratur og musik
Ord- og litteraturfestivalen afvikles som forskellige medleys 18. september, og billetsalget indledes onsdag 2. juni

Arkivfoto: Henrik Louis
AALBORG:Sara Blædel, Jesper Stein, Carsten Jensen, Mich Vraa, Helle Helle, Jens Smærup Sørensen, Jesper Wung-Sung og Rasmus Tantholdt. De og mange flere forfattere glæder sig til at møde publikum, når Ordkraft 18. september åbner dørene i Nordkraft for en éndags-festival.
Og de er ikke alene. Rapper Jonny Hefty og jazzmusiker Kenneth Dahl Knudsen er der også. De blander sig i skøn forening i de enkelte medleys.
Ordkraft ønsker at overholde alle retningslinjer i forhold til Covid-19 og sikrer med de planlagte medleys en god og forsvarlig afvikling af ord- og litteraturfestivalen for alle deltagere.
Man kan derfor ikke som tidligere år gå fra sted til sted og sammensætte sit eget program. I stedet skal man på forhånd købe adgang til et eller flere medleys, som er oplevelsespakker med hver 3-5 indslag, der varer fra halvanden til to en halv time.
Ordkrafts nye bestyrelsesformand, Per Lyngby, glæder sig over, at publikum igen får mulighed for at møde og opleve forfatterne.
- Vi måtte aflyse festivalen i 2020 og igen i foråret 2021. Så meget desto mere glædeligt er det, at vi nu endelig kan invitere publikum indenfor til ord, litteratur og musik, siger han.
- Vi har et stærkt og varieret program, og vi har mere på vej, når Ordkraft igen bliver en tredagesfestival, som planlægges til 7., 8. og 9. april 2022.
Billetter til festivalen lørdag 18. september 2021 sælges på Ordkrafts hjemmeside ord-kraft.dk fra onsdag 2. juni.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.