De store temaer, der når omkring hans stærke guitarhænder og sorte tunge, er død, magt, skabelse, kærlighed, kødelighed, styrke og forfald. Men i Giras univers er der ingen undskyldninger for ikke at se tilværelsen dybt i øjnene, og han gør det i en grad, så selv ikke blackmetal bands kan følge med i teksternes dyb. Han er som en sort præst, der giver adgang til et hinsides, man ikke ved, om man ønsker at se ind i.

Mest kendt er han for bandet Swans, et bandnavn der på en gang rummer det majestætiske og grumme (svaner er kendt for et grimt temperament). Denne dualisme gør sig også gældende i hans tekstunivers, der både rummer ekstrem grusomhed og ophøjet skønhed og lys.

I historien ”Why I Ate My Wife” fra romanen ”The Consumer”, beskriver Gira således, hvordan fortælleren ifører sig sin afdøde hustrus hud, fordi han elsker hende så meget, at han har lyst til at opgive sin egen identitet. Man har lyst til at se væk fra den på en gang perverse og skrøbelige kærlighed. Men det gør man ikke, for der er også så forbandet meget energi i fremførelsen.

Sådan er Giras kunst, men også den 65-årige amerikanske kunstner selv er stadig nådesløs. Han er efter snart 40 år i branchen fortsat sin egen hårdeste kritiker og er kendt som en temperamentsfuld herre, der kræver det maksimale af sin omverden. Noget jeg som interviewer bliver konfronteret med, da jeg anmoder om et interview fra den anden side af jorden.

Gira bryder sig ikke om at tale om sig selv, og han afskyr især at lave interviews over digitale medier, han foretrækker at se folk i øjnene, lader han mig vide. Med mit over tyve år lange kærlighedsforhold til Swans musik, er jeg dog fortrøstningsfuld og efter overvejelser, svarer Gira at han er med på et interview. Mit første spørgsmål kan ikke være andet, end hvordan man skaber en lyd og et univers, som så mange oplever en instinktiv og nærmest intuitiv forbindelse til.

- Intuition er alt for mig. Jeg har en nærmest religiøs tro på kraften i intuition. Jeg arbejder meget hårdt på at rydde mit sind, så ordene og musikken kan strømme ufiltreret ind gennem en portal i mit baghoved, fortæller Michael Gira om sin arbejdsproces. Han er autodidakt, og han forsøger at nærme sig musikken uden at blive intimideret af andres kunnen, men åben over for det, der opstår.

- Når det virkelig lykkes, føler jeg, at jeg er besat af en fremmed kraft, større end mig selv, og i de bedste øjeblikke er det som om, at en anden end jeg gør arbejdet for mig, siger han.

Han har stor respekt for de kunstnere, fx Alice Coltrane og Nina Simone, der er teknisk trænede og har lavet transcendent eller åndelig dyb musik.

- Men jeg har personligt aldrig selv været interesseret i at lære om teknik og musikteori. Jeg tror på, at man kommer rigtig langt på vilje og lyst. Selvfølgelig er disciplin og strenghed i det, man foretager sig, afgørende for at kunne skabe noget ud af intet. Men min tilgang har altid været at ignorere mine egne begrænsninger og dykke ned i og kæmpe med materialet, til det har nået sit potentiale, fortæller han.

Aalborg

Dem skal du se: Her er din guide til Northern Winter Beat

I fængsel i Jerusalem

Michael Rolfe Gira blev født i Los Angeles i 1954. Hans familieliv var ifølge ham selv præget af fraværende forældre. Han voksede op med en bror, som den unge Gira ofte måtte tage sig af i mangel på støtte fra en alkoholiseret mor. Som teenager drev han rundt, eksperimenterede med stoffer, han begyndte at tage LSD som 12-årig, og endte i en periode i et fængsel for voksne i Jerusalem, hvor han oplevede fysiske overfald og fik et førstehåndsindtryk af konflikterne i hovedstaden. Gira har senere udtalt, at oplevelserne her startede en optagethed af, hvordan en vilkårlig moral giver ét menneske mulighed for at udøve vold mod et andet.

Da Gira fyldte 17, rejste han tilbage til USA, hvor han færdiggjorde high school og startede på kunstskole, som han droppede ud af. Efter et intenst møde med bølgen af amerikanske punkbands, bosatte han sig i 1979 i New York, hvor han for første gang eksperimenterede med selv at lave musik. I 1982 slog han igennem som støjmessias i Swans.

Det er ikke den oplevelse, man får med Gira på Studenterhuset på lørdag, hvor han spiller en akustisk solo-performance, men han går lige dedikeret på scenen– uanset setuppet, han er nærmest ydmyg, når han fortæller om sin karriere og forhold til musik.

- Vi har alle en ekstremt begrænset tid til rådighed her på jorden, og hvad vi gør med den tid, både definerer vores identitet og giver os mulighed for at realisere og muligvis overgå det potentiale, der er blevet os givet, fortæller Gira og fortsætter.

- Jeg føler mig personligt ikke hel eller virkelig levende, medmindre jeg skriver eller laver musik. Jeg tilbragte mange år i min ungdom med et arbejde, hvor jeg bare stemplede ud og ind for at overleve, og jeg følte mig meget fanget i forbrugerkapitalismen. Det raseri, det efterhånden fremkaldte i mig, gav mig drivkraft til at putte al min energi i at gøre det, jeg elsker, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg efterfølgende har kunnet leve af det.

Død skaber perspektiv

Min oplevelse gennem årene har været, at der er en stor smertefølelse og eksistentiel frygt i dine værker, især i de tidligere. En lignende fornemmelse kan findes i nogle af de "ekstreme" musikalske genrer - fra Delta-blues til black metal. Er det noget, der gør sig særligt gældende i musikalske traditioner i den vestlige kultur, tror du?

- Jeg er faktisk ikke enig i den præmis. Jeg har altid fundet de musikalske oplevelser og det arbejde, jeg har været involveret i, opløftende, uanset hvilket sprog eller form, der har været brugt, og jeg tror også, at det har givet positive oplevelser for det publikum, det har nået, siger han.

Men død er normalt noget, de fleste undgår at beskæftige sig med?

- Døden er konstant i min bevidsthed, men ikke på en nedtrykt eller grådlabil måde. Det tvinger mig til at være til stede i livet og fodrer behovet for at se eller forstå, hvad der er bag sløret og i sindets dybder, før det er for sent, fortæller Gira.

Hvor vigtig er det, at du får forbindelse med publikum, når du optræder?

- Det er en kunstners opgave at miste sig selv i musikken. Nogle gange sker det ikke, og så føles det som en frustrerende rutine. De bedste øjeblikke er, når musikken overtager kunstneren og ikke det modsatte. Når det sker, stemmer publikums og kunstnerens oplevelse overens, siger han.

Hans forhold til publikum har imidlertid ændret sig over årene.

- I de tidlige år nærede jeg nok en vis grad af antipati over for publikum. Swans’ lyd afveg ofte i høj grad fra folks forventninger og tidligere oplevelser med musik, og deres reaktion var ofte enten vrede, hån eller ligegyldighed. Så vi gav igen. Men på et tidspunkt lærte jeg, at det afgørende var at fordybe mig selv i musikken, uanset hvad folks respons var, og det trak faktisk folk ind i musikken i stedet for at skubbe dem ud.

Hvordan er det at turnere solo sammenlignet med at være på turné med den massive orkestrering i Swans?

- Det er som at være en myre på en ambolt og vente på, at hammeren falder. Når jeg optræder med Swans, er vi hammeren.

I disse år er Swans’ maraton liveshows og mammut-optagelsessessioner fra koncerter mere populære end nogensinde. Et interessant fænomen i en tidsalder kendt for lynhurtige digitale medier og letfordøjelige historier skræddersyet til at imødekomme en befolkning, der kun kan koncentrere sig kort tid af gangen. Men interessen for de langstrakte numre kommer ikke bag på Michael Gira.

- Hvis intentionerne er rigtige, og værket realiseres fuldt ud i henhold til dets indre nødvendighed, så tror jeg, at et bestemt publikum vil føle sig enormt tiltrukket af det og nærmest opleve sig ført derhen. Jeg er virkelig beæret over at se, at vores publikum fortsat vokser år for år, men vi er her jo heller ikke for at spilde folks tid.

Michael Gira kan opleves på Studenterhuset i Aalborg 1. februar som en del af Northern Winter Beat.

Støjmessiasen Michael Gira

Fra en spæd start med det gotiske post punk band Circus Mort i 1981 trådte Michael Gira året efter i karakter som banebrydende støjmessias i bandet Swans, der med udgivelser som ”Filth” og ”Cop” satte de tidlige firsere i brand. Lyden var præget af sønderrivende lydniveauer, enkle og straffende akkordgange og dyriske rytmer. Med deres gentagelser, en metallisk tyngde og Giras direkte tekster, flirtede de med en næsten sadomasochistisk tilgang til publikum. Musikelskere og presse havde aldrig hørt eller set noget lignende fra et rockband, der med et ofte fysisk voldeligt udtryk hypnotiserede, tryllebandt og nedbrød publikum.

I årene efter begyndte Swans langsomt men sikkert at transformere. Arrangementerne blev mere storslåede, instrumenteringen blev udvidet, og der kom gæstevokaler på fra sangerinden Jarboe. Udtrykket blev mere shamanistisk og opløftende. Det tribale og dyriske kerneudtryk var bibeholdt, men lyden ændrede karakter til at blive nærmest religiøst transcenderende.

Pladerne i denne periode var både smukke og skræmmende, de var forholdsvis enkle i opbygning, men komplekse og rige i indhold. Samtidig med udgivelser fra Swans, nåede Gira at medvirke på et par plader som gæst, samt udgive det kvælende mørke soloalbum ”Drainland”.

Swans slukkede lyset med pladen ”Soundtracks For the Blind” i 1996 og en sidste verdensturne i 1997. Herefter blev der stille for en stund.

I 1998 stiftede Michael Gira Angels of Light - en støvet og mere traditionel gruppe. Lyden var forankret i akustisk guitar, og målet var at komme væk fra den rock rienterede musik i Swans. Det blev til en hel del fine, detaljerige og afdæmpede sange, der gav Gira mulighed for at nedbarbere det soniske kaos og fokusere på sine evner som sangskriver.

Alle orkestrets plader blev udgivet på hans eget pladeselskab Young God Records. Bandet var aktivt frem til 2007, hvorefter Gira valgte at opløse det med sin sædvanlige kompromisløshed, da han simpelthen følte, at der ikke var så meget mere at sige. Tiden i Angels of Light havde givet Gira muligheden for at spille sammen med en bred vifte af fantastiske musikere, og det var blandt disse, at han fandt fremtidige medlemmer af et reaktiveret og revitaliseret Swans.

Pladen “My Father Will Guide Me Up a Rope To the Sky” (2010) varslede en ny begyndelse for Swans. Pladen bestod af en række ophøjede og episke folk-inspirerede numre, men lytteren kunne ane en snert af de vulkanske kraftudladninger fra tidligere Swans plader, ulmende under overfladen.

To år efter kom det voldsomme tredobbelte album ”The Seer”, der af mange betegnes som et af hovedværkerne i hans diskografi. Årene efter flød det tilsyneladende uhæmmet kreativt fra Michael Giras pen med et utal af maraton-lignende live seancer på mange timers varighed verden over.

I perioden fra 2010 og frem til den seneste Swans plade ”Leaving Meaning” fra sidste år, hvor Gira igen har skiftet både udtryk og medlemmer ud, blev det til otte albums, hvoraf især førnævnte ”The Seer” og den episke ”To Be Kind viser, hvor potent rock baseret musik stadig kan være.