Herhjemme er der også noget at fejre, og her taler vi altså ikke om Kashmirs dødsfunkede grungestart med den lettere forfærdelige ”Travelouge” eller Dizzy Mizz Lizzys læderbuksede danglishede hård-rock, der begge udkom for 30 år siden og ændrede det danske musiklandskab for en stund og som bestemt ikke er ældet med ynde.

Denne grønne bølge blev den danske pedant til den allerede formnedgangene Grunge i USA og den fremadstormende Britpop i Storbritannien, hvor bands som førnævnte Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy satte sejl til at blive legacy acts, der herhjemme tre årtier stadigvæk kan fylde de største arenaer.

Men det var en trio fra Sønderjylland i Psyched Up Janis, der måske ikke brød igennem lydmuren på samme kraftfulde måde i den brede offentlighed, som de to andre, men var den mest interessante - kunstnerisk set.

For Psyched Up Janis formåede med deres debutalbum ”Swell” at blande Shoegazen fra England og støjrocken fra USA med en ungdommelige rastløs energi, indignation og fremmedgørelse tilsat en melodisk tæft, der syntes så ejendommelig beundringsværdig for den dengang kun 20-årige Sune Wagner.

Derfor valgte de her i foråret at tage en markeringsrunde på landets spillesteder i anledning af jubilæet.

Fredag aften var det Skråen, der rullede den røde løber ud til det, der skulle vise sig at være en vidunderlig nostalgisk aften, der viste os at sangskriver- og guitartalentet i Sune Wagner allerede for 30 år siden var så ganske åbenlyst.

Spørgsmålet var dog, om nu 50-årige Sune Wagner, bassist Jakob Jørgensen og ivrigt interagerende trommeslager Jesper Reginal kunne spille de sange med samme brændstof, som de var blevet undfanget på og om det publikum, der var vokset op - og ældet med bandet ikke i mellemtiden var blevet fastlåst i vinkældrene, padelcenteret og sommerhusets friværdi.

Men på en aften, hvor bandet flere gange lod os forstå, at scenen var vores, og alt var tilladt, fik vi efter en afventende start, hvor publikum og Psyched Up Janis lige skulle føle hinanden an, set helt igennem elendigt udført stagediving, og i det mørke lys kunne man fristes til at tro med silhuetten af den omtågede Wagner, at vi netop var tilbage i 1994. 

Dog fik vi flere gange set Sune Wagner smile og grine. Det gjorde vi afgjort ikke dengang.

Med en sætliste, der i sagens natur tog udgangspunkt i ”Swell”, kom vi alligevel godt rundt i det bagkatalog, der viste os, at inden Sune Wagner drog videre med Ravenonettes, var duoen altid både en videreudvikling og en forlængelse af det udtryk, han havde skabt i Psyched Up Janis.

For Wagner har altid blandet den distoret guitar, Wall Of Sound lyden med den Motown og Doo Wop han sætter så højt. Det fik vi at høre i den blændende ”Picking Stars”. Han var altid en ældre musikalsk sjæl fanget i den unge mands krop. Nu har sjæl og krop nået samme udgangspunkt, og det gør godt for troværdigheden.

Men ellers var triumferne selvsagt højdepunkterne fra debutalbummet i velspillede og aggressive udgaver af ”Vanity”, ”Shudder”, ”Subsonic Why”, ”New 5” ”Chandelier” og så til sidst signaturnummeret ”I Died In My Teens”, der gjorde hvad den skulle, og fik gulvet til at gynge og håret til at ryste, selvom der var tyndet noget ud i det hår, der skulle rystes.

For publikum og band var i den grad kommet for at fejre sig selv og hunanden. I et par timer var vi alle unge igen.