Så er der film: Biografer åbner torsdag
Men det bliver med få visninger og lange pauser mellem hver. Hygiejnen skal nemlig være i top
Opdateret kl. 15:13
Så åbner biogaferne - ganske forsigtigt.
Planen var oprindeligt, at det skulle ske om et par uger, men allerede på torsdag kan man komme en tur i mørket for at opleve film.
Biffen i Nordkraft, Aalborg, åbner torsdag, mens Nordisk Films biografer i Aalborg åbner dagen efter.
Tre filmvisninger om dagen
- Vi starter med en enkelt forestilling i hver sal, siger Karin Fast fra Biffen. Med tre sale bliver det altså tre visninger i løbet af en dag.
- Der skal være 45 minutters pause mellem hver forestilling. Der må kun være et begrænset antal gæster i vores cafe. Og vi skal opfordre folk til at gå ind i salen hurtigst muligt. Så må de drikke deres kaffe der, siger hun.
- Men det vigtigste er, at folk føler sig trygge. Vores billetsystem er indstillet på, at vi kun må bruge hvert andet sæde, fortæller Karin Fast. Men selskaber må gerne sidde samlet. Og det kan billetsystemet også håndtere.
For at begrænse antallet af gæster i fællesområderne vil de tre film hver aften bliver startet med en halv times mellemrum.
I Biffen kan man se filmene "Parasite", "Bombshell" og "Weathering with you" til og med mandag. Fra tirsdag udvides programmet og antallet af daglige forestillinger, og torsdag i næste uge kommer den første premiere-film siden medio marts. Det bliver Biografklub Danmark-film "Little Woman". Om et par uger regner Biffen med at være klar med formiddagsvisninger. Men i øjeblikket skal der samles erfaringer.
Fredag er der film i Kennedy
Fredag åbner Nordisk Film sin biograf i Kennedy Arkaden. Og ugen efter åbnes der også i City Syd.
Hos Nordisk Film er biografoplevelserne dog en weekend-ting. Indtil videre er der kun åbent torsdag til søndag. Samt på helligdage.
- Vi har sørget for, at rammerne er i orden, så man trygt kan være sammen i biografen, siger biografchef Jan Ringtved fra Nordisk Films Biografer.
Friske forsyninger af håndsprit og popcorn
- Der er skilte, afstandsmarkører, håndsprit, og vi er klar til at hjælpe så alle gæster får en god oplevelse. Og vi har varme popcorn klar, så biografturen kan blive - næsten - som den plejer, uden at vi går på kompromis med hygiejnen og trygheden," siger han.
Hos Nordisk Film vil man blandt andet kunne se den danske debutfilm "Kød og blod" med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen. Den havde premiere 12. marts - præcis samme dag som Danmark lukkede. Den har derfor aldrig mødt et publikum. Men også her vil man kunne se "Bombshell".
Læs anmeldelsen af "Kød og blod" her.
Faktisk åbner Nordisk Film allerede torsdag, men det bliver kun for deres medlemmerne af deres egen biografklub.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.