Sandros forfædre var slaver: Kolonisering er et selvbillede, der fortsat bliver givet videre
Efter mange år er afrikansk kultur fortsat stærk i Brasilien. Tænk at blive gjort til slave og alligevel bevare stoltheden, lyder det fra kunstner Sandro Masai, der i en ny udstilling hylder sine forfædres mod til at holde fast i sig selv
Det formodes, at mindst 10 millioner afrikanere blev kidnappet og opkøbt af europæere og transporteret til de caribiske øer, Brasilien og Amerika som slaver fra 1450 til 1870. En af efterkommerne er den aalborgensiske kunstner Sandro Masai. Foto: Martel Andersen Foto: Martél Andersen
Da millioner af afrikanske mænd og kvinder for 400 år siden blev tvunget fra Afrika til Brasilien og solgt på slavemarkeder, skulle de ikke blot underkaste sig andres vilje med dem. De skulle også tage en ny tro til sig - kristendom.
- De blev retsløse og tvunget til at lægge en stor del af den afrikanske kultur, der lå dybt indgroet i dem, fra sig, konstaterer Sandro Masai, imens han hælder kogt vand over pulverkaffe.
Vi er i hans værksted i atelieret øverst i Nordkraft i Aalborg, hvor han er flyttet ind for at forberede den performance og soloudstilling, som han skal åbne Husets nye galleri med.
Han er klædt i hvidt jakkesæt - hvidt fordi det er farven, man skal iklæde sig, når man skal udføre hellige rituelle handlinger, de bare fødder er stukket i et par hvide klipklappere. På gulvet bag ham ligger et lærred - scenen til den performance, der tager afsæt i den del af sin arv, han og millioner af andre brasilianere ikke kan frasige sig.
I stedet tager han nu ejerskab over den.
Færdes du i Salvador - den tredje mest befolkede by i Brasilien, kan du se eksempler på katolske figurer, der har været hos afrikanske familier, men ikke blev brugt, som brasilianerne dengang troede.
- Folk måtte ikke dyrke deres tro, men de fandt en måde, hvorpå de alligevel kunne dyrke afrikanske guder. Nemlig ved at give figurer af katolske helgener nye navne, fortæller Sandro Masai, der smiler over listigheden hos sine forfædre, der af den vej kunne holde fast i en del af sig selv, uden at de brasilianske herrefolk anede uråd.
Kristus figurer blev i al hemmelighed således til figurer for Oxalá, den afrikanske skabergud, når folk knælede derhjemme eller foran altre. En statue af Jomfru Maria blev til havgudinden Yemanjá, og Sankt George er blevet til krigerguden Ogun. På den måde sammensmeltede man religioner og bevarede en del af sit eget.
- Det er interessant, at selv efter så mange år er den afrikanske kultur stadig stærk i Brasilien. Tænk at blive slavegjort og alligevel bevare stoltheden og modet til at holde fast i sit eget og gøre det, der føles rigtigt, tilføjer kunstneren, der hylder netop dette i sin performance ved at beskæftige sig med de ritualer, som afrikanske præster benytter sig af.
Den 20. og 21. august laver Sandro Masai to nye performances på Kulturmødet Mors. Foto: Martél Andersen Foto: Martél Andersen
Foto: Martél Andersen
Den blå farve, der indgår i ritualet, er således en, man knytter til den afrikanske krigsgud Ogun.
- Jeg blev sporet ind på ham, sidste gang, jeg var i Brasilien, og en afrikansk kvindelig præstinde velsignede mig og kaldte mig en 'søn af Ogun'. Han er min beskytter, og derfor hedder performancen "Dances for Ogun", fortæller Sandro Masai.
En stor del af den afrikanske tradition er desuden at spille, synge og danse for at komme tættere på guderne, og det gør han også i dele af performancen.
- Nogle gør det på så stærk en måde, at de på et tidspunkt går i trance og bliver indtaget af en gud. Jeg har forsøgt at komme i samme sindstilstand, når jeg maler, og nogle gange kan jeg nærme mig det, fortæller Sandro Masai, der søger mellemrummet imellem værk og ritual.
For det må ikke kun blive en personlig udforskning af egen historie.
- Jeg har altid lavet performances - ofte med afsæt i mine rødder, men det har en særlig betydning, når jeg gør det i Europa - kontinentet der har stået bag en stor del af slavehandlen i nyere tid. Mine forfædre kom hertil som slaver. Nu kommer jeg hertil som kunstner, der fortæller vores historie på min egen måde, siger Sandro Masai, der flyttede til Aalborg fra Brasilien for 14 år siden.
Hvidt er fortsat det eneste rigtige
Eftersom sorte brasilianere udgør flertallet af befolkningen i Brasilien, kunne man tro, at det moderne samfund havde udvisket den tunge historie blandt landets afrikanske efterkommere. Fortiden ligger dog fortsat som et åg over mange, fortæller Sandro Masai.
- Mange sorte brasilianere har gennem deres opvækst hørt, at det meste, der har med sort kultur at gøre, er forkert - at afrikanske guder er dæmoner, og at hvid brasiliansk kultur og katolicisme er det rigtige. På den måde er koloniseringen ikke bare noget historisk, men et selvbillede, der fortsat bliver givet videre til nye generationer. Den fortsatte undertrykkelse af sort kultur ligger i det portugisiske sprog og i det syn på verden, der bliver overleveret, siger Sandro Masai, der som barn gik i katolsk kirke med sine jævnaldrende - mest fordi de viste gode film.
Også i lønstatistikker og ledende poster i samfundet kan man se konkret forskelsbehandling.
- Det var jo ikke sådan, at hvide brasilianere skiftede fuldstændig syn på sorte, da slaveriet ophørte. I stedet for at være slavegjorte, kom sorte brasilianere blot til at arbejde for meget få penge, og man kan stadig se store lønforskelle i dag, siger Sandro Masai, der også mærker konflikten i sin egen familie.
Hans mor, der stadig bor i Brasilien, er katolik.
- For hende er det den rette tro. Hun kan ikke se, at årsagen til, at hun er katolik, er fortidens kolonisering. Jeg har forsøgt at udfordre hende - og opfordre hende til at være stolt af sin sorte kulturbaggrund og dekolonisere, men hun vil ikke høre de sorte guder omtalt i sit hus, siger Sandro Masai, der er stoppet med at stikke til hende.
- Jeg er jo nødt til at respektere, at hun er troende. Og jeg forstår, hvor det kommer fra. Selvom det kan undre mig, at hun i den grad har taget kolonilandets tro til sig, når hun stadig laver traditionel afrikansk mad. Men det afrikanske køkken har aldrig været forbudt.
Performancen, der blev til i samarbejde med kunstnerne Jens Bugay-Hougaard og Annette Irene, foregik 3. august. Du kan gense den i udstillingen på Huset i Hasserisgade frem til 19. august, hvor du også kan se de værker, der er en del af udstillingen "Dance Traces – Ritualistic Action-paintings".
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Birgitte Sonne
Journalist
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.