Seks stjerner til Anna Ancher: Hendes værker holder stadig - og de rører os endnu

Stor Anna Ancher-udstilling i Skagen vækker begejstring. Det er en sikker udstilling. En ren sansning af det levede liv

Et kig ind i udstillingen.

Et kig ind i udstillingen.

Særudstillingen af Anna Ancher kan opleves på Skagens Museum indtil 18. oktober 2020.

Anna Ancher (1859 – 1935) handlede på trods og var nødt til at være egoistisk, hvis man skal tro teaterforestillingen: ”Annas verden”, der lige nu er på turne med Det Flydende Teater. Og det kunne måske forklare, hvordan hun allerede dengang i en mandsdomineret kunstverden kunne slå igennem og ikke - som andre kvindelige kunstnere - endte som hustru og mor. Der må have været trods, men også et kæmpe talent, som lyste igennem, og som ikke kunne holdes tilbage. Denne udstilling, der blot bærer kunstnerens navn, viser det til fulde. De mange værker, der er inddelt i lys, hverdag, religion, farve, landskab, indkredser Anna Anchers univers fornemt og folder hendes palet og motivverden ud på smukkeste vis.

Storheden, i værkerne - og i livet - ligger i det almindelige og det der skabes både i og til fællesskabet og at det er lyset der frembringer det alt sammen.

Storheden, i værkerne - og i livet - ligger i det almindelige og det der skabes både i og til fællesskabet og at det er lyset der frembringer det alt sammen.

Kunsten handler om at se. Og hos Anna Ancher handler det om at se det, sollyset bringer med sig, og som det bringer frem ved dens skær. Det hele ligger i en solstråles lys.

Kunsten handler om at se. Og hos Anna Ancher handler det om at se det, sollyset bringer med sig, og som det bringer frem ved dens skær. Det hele ligger i en solstråles lys.

Mændene er næsten hel fraværende i disse værker, der skildrer hjemmelivet, kvindernes liv i hjemmet. Og rørende er det at se disse sysler ophøjet til selve livet, og de kan fremstå, som et wakeup-call til os i dag, sådan som de viser hvorledes livets nødvendigheder er i det enkle og daglige. At storheden ligger i det almindelige, og det der skabes både i og til fællesskabet, og at det er lyset, der frembringer det alt sammen. Lyset ses altid kun indirekte. Solen eller lyskilden er ude af billedrammen, det er dens genskind eller skygge, der er på spil, som om dens oprindelige kilde ikke lader sig indfange - kun det den bevirker. Et tidligt værk som ”Solskin i den blindes stue”, som Anna Ancher malede som 26-årig, viser en gammel kone, der ikke ser solen, men som tydeligvis mærker, at den strejfer hendes kind i en solstråle. Det, der ikke ses, kan føles - og måske endda mere intenst, end hvis det var set. Det er et helt religiøst billede.

Mændene er næsten helt fraværende i disse værker, men de findes som i dette høstbillede, arbejdsfællesskabet ses.

Mændene er næsten helt fraværende i disse værker, men de findes som i dette høstbillede, arbejdsfællesskabet ses.

Dette fravær ses også i nogle værker med døre, der minder om V. Hammershøis stille grålige scener, men som her har knald på de blå og orange farver. Det skaber en anden stemning end hos Hammershøi. Her er der tale om en mættet forladthed, der ikke skaber distance, men nærhed. Endda en rygvendt ung kvinde, der læser højt for en lille patient, giver mindelser om Hammershøis Idas sensitive nakke. Men Anna er sin egen i sine motiver og farvevalg. Det handler om mennesket i hvile, der er ikke psykologiske overbygninger på i hendes skildringer af personerne, det er, hvad det er. Arbejdende og sat i et fællesskab. Og værker, der næsten voyeuragtigt skildrer køkkenarbejdet og måltidet, ophæves i lyset til at være mere end biologi.

Genskind eller skygge er på spil, som om dens oprindelige kilde ikke lader sig indfange, kun det den bevirker.

Genskind eller skygge er på spil, som om dens oprindelige kilde ikke lader sig indfange, kun det den bevirker.

I rummet med de religiøse værker, er det også kvinderne, der i fokus. De er akkurat som i dag kulturbærerne.

Det er, som om de på værket, eksempelvis Et Misionsmøde (fra 1902), ved at deres arbejde har et højere formål, og at det lys de mærker i stuerne og ved køkkenbordet er mere end lys at se ved. At det er livets kilde.

Alvoren og det usentimentale i værkerne løfter dem forbi klichéerne og berører den, der blot kigger med og ikke selv er med til mødet eller begravelsen (fra 1891). Udstillingen er præget af, at der er mange gæster, og at covid-19 også sætter sine grimme spor på museerne, men det er ikke nogen rigtig hindring for at gå i dybden og med ind i denne storslåede fortælling. Ophængningen er enkel uden forstyrrende farvesætninger eller andet og alligevel effektfuld. Få montrer med Anna Anchers arbejdsredskaber og notesbøger står i rummene og giver en stemning af, at hun blot lige er gået en tur, og lige om lidt genoptager arbejdet foran os.

Montrer med Anna Anchers arbejdsredskaber og notesbøger står i rummene og giver en stemning af at hun blot lige er gået end tur og lige om lidt genoptager arbejdet foran os.

Montrer med Anna Anchers arbejdsredskaber og notesbøger står i rummene og giver en stemning af at hun blot lige er gået end tur og lige om lidt genoptager arbejdet foran os.

Værkerne bliver foldet ud via skitserne og forarbejder, så man ser kunstnerens overvejelser undervejs i skabelsen, og Anna Anchers univers bliver sat ind i en sammenhæng med kunsten ude i verden, blandt andet den japanske kunst, som optog kunstneren i Europa på denne tid. Det fine katalog, der er udgivet til udstillingen, kan nydes derhjemme og oplevelsen kan derved udvides og genopleves.

Kunsten handler om at se. Og hos Anna Ancher handler det om at se det sollyset bringer med sig, og som det bringer frem ved dens skær. Det hele ligger i en solstråles lys. Og måske er det derfor hun kan være mere vedkommende og nærværende end de andre (mandlige) Skagensmalere, der jo på sin vis er meget bundne af deres motivers tid. En tid som allerede på deres egen tid var ved at forsvinde. De andre fortalte om det svundne, mens Anna Ancher viser os dette evige. Eller livet lige nu.

Og derfor holder hendes værker stadig - og de rører os endnu.

Det er en udstilling med mange smukke værker, ofte omkranset af skitserne der til, der sanser livet. Det er en sikker udstilling. En ren sansning af det levede liv.

Et selvportræt, da Anna Ancher er omkring 20 år, viser en ung kvinde, der, lidt skævt, ser ud og iagttager det levede liv.

Et selvportræt, da Anna Ancher er omkring 20 år, viser en ung kvinde, der, lidt skævt, ser ud og iagttager det levede liv.

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.