Seværdig udstilling illustrerer klimakrisen: Vi står på kanten af skrænten

Vendsyssel Kunstmuseum viser lige nu hvad kunsten kan midt i en klimakrise

Det er smukt. Og selvom vi ser kadaver og en hel slangegård, stige lige op af havet og dødningehoveder på strandkanten, så er disse forgængelighedssymboler, hentet op fra barokkunsten, stilfærdige påmindelser af, at forfængelighed rimer på forgængelighed (Detalje fra værket: Swimmer) 

Det er smukt. Og selvom vi ser kadaver og en hel slangegård, stige lige op af havet og dødningehoveder på strandkanten, så er disse forgængelighedssymboler, hentet op fra barokkunsten, stilfærdige påmindelser af, at forfængelighed rimer på forgængelighed (Detalje fra værket: Swimmer) 

Udstilling: The Breath of Leviathan – Havets Væsen

At kunsten arbejder med klimaet og naturen er ingen ny sag. Det er sket ofte i de seneste årtier, både herhjemme og ude i verden. Og det kunsten kan bidrage med i vores forståelse af forholdet mellem natur og menneske er, at her får vi syn for sagn. Her i kunsten berøres vi. Følelserne kommer med i vores oplevelse af naturen omkring os, udenom faktatal og politiske holdninger. Det kan selvsagt være et skråplan, men fakta er, at kunsten kan sætte det hele i spil, især følelserne og derved bevæge os og give os en forståelse af det abstrakte. Det sker også her i denne flotte udstilling på Vendsyssel Kunstmuseum, hvor fotokunstneren Joséphine Douet vises i sin første store soloudstilling i Danmark. Og det er et godt bekendtskab at få med sig.

Den røde tang, der ligger i fine lige linjer på den øde strand, er som var det ørknerne fra fremmede planeter, og spejler både den øde strand i dag, og fremtidens strande.

Den røde tang, der ligger i fine lige linjer på den øde strand, er som var det ørknerne fra fremmede planeter, og spejler både den øde strand i dag, og fremtidens strande.

Douet er en fransk fotokunstner, der både har base i Paris og i Vendsyssel, hvor hun tilbringer en stor af året. Hendes værker udforsker forestillingerne om det hellige og det vilde i forholdet mellem menneske og natur. Hun er var nomineret til Libraryman Award i 2021 for dette fotoprojekt, som nu kan nydes her på hende anden hjemmebane og hvor lokationerne og menneskerne, der lever i den nordjyske natur lever. Vi kender stederne og føler os hjemme, men der er alligevel noget fremmed i værkerne, så vi nu ser det på en ny måde, på en anderledes måde gennem denne fotograf med baggrund i modeverdenen. Uden der dog her er lagt sminke på noget. Der er noget mytisk over det og hun trækker da også, via titlen, på fortællingen om det store badedyr, der i Det Gamle Testamente i Jobs bog, er et mytiske væsen, der æder sig ind på kysten og dermed varsler verdens undergang. Og det er netop de forandringer, der sker på den vendsysselske kyst. Vi oplever at havet giver, men det tager også igen. Havet giver liv og tager liv. Og vi ser i værkerne, at mennesket forkert har betragtet sig som udenfor naturen, og ikke en del af naturen. Og fremtiden handler ikke om, hvad vi kan få ud af naturen, men hvad vi kan hjælpe naturen med, så der også er en fremtid for mennesket selv. Og som Camus citeres for: så er redningen, at vi taler om vores fælles virkelighed. Det vi er fælles om: naturen vi er en del af og som vi lever af. Det er ikke kun smukke billeder, og det er de i høj grad, men der ikke lagt sminke hen over naturens voldsomhed, som når et værk hedder: ”Dræb, dræb”, hvor mågerne kæmper indædt om føden.

Det er noget åndeligt og mytisk over værkerne og kunstneren vil vise os at netop det åndelige og det mytiske vil være der, også efter at vi er væk.

Det er noget åndeligt og mytisk over værkerne og kunstneren vil vise os at netop det åndelige og det mytiske vil være der, også efter at vi er væk.

En video på seks minutter er en sløjfe med et vejrbidt ansigt og bølgen, der er evig og uendelig i sin bevægelse. Og den gamle mands ansigtsfurer mines på nærfotos af skrænten, hvor erosion og vandets løben, skaber furer og sprækker, som var det abstrakte malerier, og samtidig tegn på liv, både det der forgår og det der kommer. Det er smukt. Og selvom vi ser kadaver og en hel slangegård, stige lige op af havet og dødningehoveder på strandkanten, så er disse forgængelighedssymboler, hentet op fra barokkunsten, stilfærdige påmindelser af, at forfængelighed rimer på forgængelighed. Store værker med rød tang, er som var det ørknerne fra fremmede planeter, og spejler både den øde strand i dag, og fremtidens strande. Det er noget åndeligt og mytisk over værkerne og kunstneren vil vise os at netop det åndelige og det mytiske vil være der, også efter at vi er væk. Den røde tang er som en strandet moderkage, og man står alligevel og er i tvivl om det, er til liv eller død, den øde strand føder. Øde uden mennesker. Der findes dog mennesker, især ti mindre portrætter af mennesker, der lever på kanten af landet med havet som nabo, fra præsten til fiskeren, fra den unge til den ældre. Og fælles for dem er at portrætterne er at de er ødelagte, de er i opløsning, naturen æder sig ind på dem. De er her, endnu, en stund.

De mange værker får god plads, og man kan næsten læse dem som en lang billedepos, mens man vandrer rundt i salene og ser vores eget aftryk på og i naturen.

På denne seværdige udstilling, ser vi, hvad kunsten kan, når den tager et emne op som klimakrisen, at den kradser, og kunsten synliggør forandringerne, der sker lige omkring os og samtidig bliver vi inviteret til refleksion, uden på den måde, at komme med løftede pegefingre eller tomme paroler, og derved også inviterer til en fælles samtale om klimaforandringernes konsekvenser for både natur og os selv.

Og det haster, vi står på kanten af skrænten, der ædes væk lige under fødderne på os. Klimakrisen kradser.

Det er ikke kun smukke billeder, og det er de i høj grad, men der ikke lagt sminke hen over naturens voldsomhed, som når et værk hedder: ”Dræb, dræb”, hvor mågerne kæmper indædt om føden. (Detalje fra værket: Kill Kill).

Det er ikke kun smukke billeder, og det er de i høj grad, men der ikke lagt sminke hen over naturens voldsomhed, som når et værk hedder: ”Dræb, dræb”, hvor mågerne kæmper indædt om føden. (Detalje fra værket: Kill Kill).

  • The Breath of Leviathan – Havets Væsen
  • Joséphine Douet
  • Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring
  • Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Kastrupgårdsamlingen.
  • Indtil den 6. juni

Vi kender stederne og føler os hjemme, men der er alligevel noget fremmed i værkerne, så vi nu ser det på en ny måde, på en anderledes måde.

Vi kender stederne og føler os hjemme, men der er alligevel noget fremmed i værkerne, så vi nu ser det på en ny måde, på en anderledes måde.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.