Filmanmeldelse

Sidste omgang Klovn: Upassende og pinagtige drengerøve

Frank og Casper kommer selvfølgelig i den grad i problemer i den sidste film i Klovn-trilogien

Frank Hvam og Casper Christensen er tåkrummende pinlige - ganske som de plejer Foto: Per Arnesen

Frank Hvam og Casper Christensen er tåkrummende pinlige - ganske som de plejer Foto: Per Arnesen

Komedie: Klovn The Final

Først en tilståelse: Jeg har ikke set de første to Klovn-film men kun afsnit af deres tv-sitcom, så afslutningen på Caper og Franks eventyr er set som en uafhængig film. Første scene fik mig overbevist om, at jeg ikke var gået forkert!

Frank og Mias ægteskab er gået på standby. Der er ikke ikke ligefrem lidenskab i dobbeltsengen. Frank vil hellere være frisk til sin 50 års fødselsfest dagen efter.

- Jeg vil have en mand der begærer mig, siger Mia - og Frank spørger, om hun vil have en krammer!!

Dét er godt set - ligesom at Frank mener, at der da er sket noget i parforholdet. De fik jo nyt tag på huset sidste år.

Mia Lyhne og Frank Hvams fortolkning af et ægteskab er uden lidenskab er så godt ramt  Foto: Per Arnesen

Mia Lyhne og Frank Hvams fortolkning af et ægteskab er uden lidenskab er så godt ramt Foto: Per Arnesen

Her er humoren i øjenhøjde, og man griner både af den satiriske fremstilling af ægteskabet, der er blevet en vane og ikke mindst griner man af sig selv. Elegant og dejligt selvudleverende.

Desværre er det mest i begyndelsen af filmen, humoren er så vidunderligt underspillet - og elegant kan man ikke kalde humoren i "Klovn". Det forventer man heller ikke af Casper og Frank, men det var bare så positivt overraskende, at man kunne håbe på mere. Men de to karakter er, ligesom humoren, stadig drengerøve.

Frank skal en tur til Island sammen med Casper som fødselsdagsgave, men planerne går i vasken og de to må blive hjemme i Danmark. De lader som om, at de er kommet af sted - for Casper har bestemt ikke lyst til at skulle hjem til sin gravide kæreste og hendes hardcore motorcykel-mor, der har gennemskuet, at han er en liderbuk. Hun har helt ret, for det er ikke laks, der var planer om at fange på Island.

Maria Rich som Betina, Fnugs mor, er årsagen til at Casper ikke vil hjem. Foto: Per Arnesen

Maria Rich som Betina, Fnugs mor, er årsagen til at Casper ikke vil hjem. Foto: Per Arnesen

Den forlængede weekendtur tilbringer de to i huset lige overfor Franks, hvor de hygger med dåsebajere, forårsruller og fjoller rundt sammen. Men et vulkanudbrud på Island gør, at opholdet i huset bliver længere end forventet, for de to er ikke fanget af en askesky, men af løgnen om, at de befinder sig et andet sted.

Herfra kan Frank se sin families liv udefra uden at kunne gribe ind. Det giver selvfølgelig en mængde forviklinger og et net af løgne, som det bliver svært for dem at rode sig ud af igen.

De mange dage i huset føles også lange i biografsalen. Frank Hvam og Casper Christensen. Foto: Per Arnesen

De mange dage i huset føles også lange i biografsalen. Frank Hvam og Casper Christensen. Foto: Per Arnesen

Men der er godt nok mange dage, hvor der ikke sker ret meget! Der er sjove og absurde elementer, men til sidst kommer det til at føles som at vente på en askesky, der skal forsvinde; Man ved ikke, hvornår man kan komme videre, men der er ikke sjovt længere.

Det sker heldigvis.

Frank og Casper er så tåkrummende pinlige, grovkornede, upassende, selviske og usympatiske, at man har lyst til, at de skal blive afslørede. Det er også derfor, at filmene er blevet så populære, og denne sidste film skal nok blive lige så elsket. Ingen tvivl om det, for "Klovn The Final" er sat godt sammen.

Men humor er individuel - jeg ligger ikke flad af grin over jokes om lort, men nyder de underspillede kommentarer mellem Frank og Mia. Dem måtte der gerne være endnu flere af.

Jo, jeg var underholdt, men jeg føler ikke, at jeg har gået glip af det store ved ikke at have set de første to film.

Klovn The Final

Danmark

Instruktør: Mikkel Nørgaard

Manuskript: Casper Christensen og Frank Hvam

1 time og 34 min.

Danmarkspremiere 30. januar

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.