Kultur

Sikken popfest - what a beautiful, beautiful Scarlet

Emil Goll - frontfigur og forsanger i Scarlet Pleasure - lagde ikke så meget som et øjeblik skjul på sin meget store begejstring for publikums reaktion.
Emil Goll - frontfigur og forsanger i Scarlet Pleasure - lagde ikke så meget som et øjeblik skjul på sin meget store begejstring for publikums reaktion. Foto: Henrik Bo

Opdateret 04. september 2023 kl. 09:33

KONCERT

Scarlet Pleasure

- Hvaaa' sååå, Aalbooorg?! Har vi mere i os?

Det har vi. 

Meget mere.

Især ved lyden af et helt enkelt, men meget markant guitartema på bare tre toner.

Kort efter fulgt af hammeren af et omkvæd: "What a life, what a night, what a beautiful, beautiful ride".

"What a life, what a night, what a beautiful, beautiful ride" - den slipper Scarlet Pleasure aldrig af med igen. Foto: Henrik Bo

Ikke om forsanger Emil Goll og de andre nogensinde igen, så længe de stiller sig op på en scene, slipper for at optræde med det, der for længst er blevet bandets kendingsmelodi fra en af alle tiders største danske filmsucceser, "Druk".

Ikke fordi "What A Life" i sig selv er noget meget særligt. Slet ikke live, hvor den godt kan lyde som en lidt mumlende fællessang, afbrudt af en drøm af et omkvæd - og så den lige så markante overgang med "It's okay, it's okay, that we're living this way".

Mange af de kendte poptræffere havde lige fået en lidt hårdere rock-kant. Foto: Henrik Bo

Men "What A Life" får bare meget af det, Scarlet Pleasure virkelig kan til en koncert - nemlig at give det hele lidt ekstra, noget hårdere, noget mere kant.

For eksempel buldrer et nummer som "Better" som aldrig før af sted som en rask gang ret hidsig rock'n roll, mens "Déja Vu" har fået en markant tungere tromme- og baspuls. Og sådan får det meste lige et ekstra drag over nakken.

Scarlet Pleasure var virkelig blandt venner i Karolinelund, hvor sommerens 10. og sidste gang Fredagsfest trak 5000 indenfor. Foto: Henrik Bo

Flere steder lyder det faktisk, som om Scarlet Pleasure bevidst har bestræbt sig på at rekonstruere nogle af de kendte træffere - og bandet bliver da faktisk stadig bedre og væsentligt mere interessant live.

Fra tydeligvis at have været et studie-konstrueret fænomen, hvor sanger og musikere for år tilbage ikke altid har vidst, hvordan de skulle udfylde pauser mellem numre, er der kommet noget langt mere drevent over deres optræden. Rutineret på den gode måde.

Emil Goll lagde ikke skjul på, at Scarlet Pleasure ikke har optrådt meget i sommer - og at modtagelsen i Aalborg godt kunne virke overvældende. Foto: Henrik Bo

Men nu er Scarlet Pleasure altså også blandt venner, hvor der næsten ikke skal noget til for at få en hel del af de 5000 tilstedeværende til virkelig at skråle med. Og klappe med. Og svage med armene. Og hvad vi nu ellers bliver sat i gang med.

Efter præcis en times skarp optræden ville en tydeligt taknemmelig Emil Goll vide: 

- Er det i orden, hvis vi kommer igen næste år?

Det er så en aftale.

Til sidst ville Scarlet Pleasure vide, om de må komme igen til næste år. Foto: Henrik Bo

P.S.: En anden gang skal man have afluret, hvordan arrangøren, spillestedet Skråen, har været i stand til at stille med Fredagsfest 10 uger i træk uden så meget som én dråbe vand til at forstyrre nogen af de meget forskellige musikalske oplevelser i Karolinelund - midt i den vådeste sommer i mands minde. Nogen må virkelig have forbindelserne i orden ...

Scarlet Pleasure til Fredagsfest i Karolinelund i Aalborg fredag aften.

Præcis en times skarp optræden blev det til for Scarlet Pleasure - inden Afterparty på Skråen. Foto: Henrik Bo

DEM SPILLEDE SCARLET PLEASURE

Pompeii.

Limbo.

SOS.

Summer Time.

Unreliable.

Push Ups.

Good Together.

Better.

Let Go.

Sunshine.

Déja Vu.

Happy.

Somebody Else.

Thunder.

Ekstra:

Windy/Strip/24-7

What A Life

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden