Level 42

Først det positive:

På et lidt forhøjet podie bagest på scenen står tre blæsere - saxofon, trompet og trækbasun - og har noget, der i visse forløb godt kan ligne lidt af en fest.

I hvert fald har de forberedt en lille serie ret række synkrondanse. Eller også finder de bare på dem undervejs ud fra rutinen og rytmen. 

Ret sjovt ser det ud.

Og forsangeren Mark King er stadig mere end almindeligt leveringdygtig i en frisk omgang tommelfingerbas. Igen og igen.

Selve repertoiret består af pænt mange fuldtræffere fra dengang, det britiske band var helt oppe at vende i toppen af hitlisterne i 80'erne og en lille smule inde i 90'erne.

Og det var så det positive.

For enten har gruppen ikke nået - eller ikke gidet - lave lydprøver, eller også har musikere og lydfolk stillet sig tilfreds med for lidt.

Lyden er i hvert fald elendig. Fra første til sidste nummer og tværs igennem alle ekstranumre. Den retter sig aldrig ind.

Som udgangspunkt er det helt i orden at spille højt, endda meget højt (og her er vi perioder oppe på mindst 97 decibel), men det kræver, at selve lyden står krystalklart, og det gør den ikke på noget tidspunkt.

Tværtimod ligger instrumenterne og ælter rundt i en ubestemmelig, ret ubehagelig, kantet, metallisk grød, selve lyden af i øvrigt fermt swingende blæserne nærmer sig for ofte det hysteriske, og her ender sangen som altid med at blive taberen - Mark Kings i forvejen ikke meget markante stemme har sjældent lydt mere flad og middelmådig. Og svært forståelig for andre end dem, der kan teksterne udenad.

Nogen ægte kontakt mellem orkester og publikum bliver heller aldrig rigtigt etableret. Fra først til sidst ligner det "just another day at the office".

En koncertoplevelse skal altid være mindst lige så god som - og naturligvis helst bedre end - de færdige lyd- og billedindspilninger, og det blev denne koncert aldrig.

Dybt underligt. 

For bare fem et halvt år siden - i marts 2018 - gav Level 42 en helt anderledes dynamisk og stærkt medrivende koncert i AKKC, Aalborg Kongres og Kultur Center, med fuld tryk på alle effekter. Og sikker også med væsentligt bedre lyd.

Er det omgivelserne, der er noget galt med?

For findes der noget mere dansevenligt end den yderst smidige dansefunk, som Mark King & Co. står for?

Og findes der noget mere danseuvenligt end Musikkens Hus, som er fortrinligt til (og jo i øvrigt også skabt til) klassisk musik, men nogen hyggelig klubscene er det altså ikke, og funk er ikke sidde-ned-og-glo-musik.

Ønsker man at bruge den store sal på stedet til rytmisk musik, skal det ikke være med Level 42 som argument.

P.S.: Og nej, der er ingen friske billeder til anmeldelsen - for folkene bag Level 42 krævede, at fotografen skrev under på en kontrakt for at måtte tage billeder (noget med rettigheder - og om ikke at måtte bruge fotografierne til andet end denne ene koncert), og den slags skriver man af princip ikke under på. Og kan et band i øvrigt ikke også blive for kostbart?

Level 42 i Musikkens Hus i Aalborg fredag aften.

DEM SPILLEDE LEVEL 42

Almost There.

To Be With You Again.

Running in the Family.

Micro Kid.

The Sun Goes Down (Living It Up).

Children Say.

Heathrow.

Love Meeting Love.

Kansas City Milkman.

World Machine.

Love Games.

Starchild.

Something About You.

Lessons In Love.

Ekstra:

Heaven In My Hands.

The Chinese Way. 

Hot Water.