Stærk stemning - sløj lyd

Irske The Script kunne næsten ikke stoppe igen, da de besøgte Musikkens Hus

Danny O'Donoghue havde en herlig aften - sammen med "familien" i Musikkens Hus. Foro: Nicholas Cho Meier/Musikkens Hus

Danny O'Donoghue havde en herlig aften - sammen med "familien" i Musikkens Hus. Foro: Nicholas Cho Meier/Musikkens Hus

Efter halvanden times virkelig tændt optræden kan forsangeren Danny O'Donoghue næsten ikke stoppe igen.

Han skal lige en hurtig tur ned for at træde fra stol til stol tværs gennem en række midt i salen (omme bag en stribe stående tilskuere) og tilbage for scenen igen for endnu engang at præsentere hver enkelt musiker i bandet.

Han skal også have sagt ordentligt farvel og gentaget, at irske The Script ligesom alle andre har været igennem 18 måneder helvede, men de og vi er kommet igennem og ud på den anden side - og gruppen skal nok komme tilbage igen. Snart. Det lover han.

Men O'Donoghue & Co. har også for alvor været blandt venner. Eller mere end dét.

For The Script har ikke fans, forklarer forsangeren - gruppen har familie.

"We love you", råber en kvinde i halvmørket på et tidspunkt mellem to numre - og store dele af publikum er af den type, der kun lige skal høre de allerførste strofer af næste sang, så er de klar til at klappe med. Og synge med. På hver eneste strofe. Ned i alle detaljer.

Noget voldsomt stort repertoire har The Script ikke - men fyldt med tilpas mange fuldtræffere til at holde en glad aften oppe.

Mange af sangene er af den lidt løjerlige type, som så godt som alle kender - uden nødvendigvis at kunne sætte navn på gruppen. Numrene har bare været særdeles spillet i radioen og andre steder.

Og højdepunktet er og bliver "Superheroes", som bliver modtaget så overvældende, at gruppen bagefter tager sig ekstra god tid til at tage ordentligt imod meget lange og begejstrede klapsalver. Kun overgået af sidste nummer, "Hall of Fame", der meget kontant sætter hele aftenen på plads.

Målt med The Scripts egne stærke numre forekommer det ikke umiddelbart indlysende at stille med en personlig fortolkning af Bruce Springsteen-hittet "Dancing in the Dark", der næsten bliver afleveret lidt for maskinelt.

Men det helt afgørende problem er lyden. En mærkværdigt mudret blanding af massiv tromme- og baslyd, der i lange stræk gør det umuligt at greje, hvad der helt præcist bliver sunget (heldigt så, at publikum jo kan teksten og kan skråle med på den).

Der bliver aldrig rigtigt rettet op på lyden. Måske har teknikeren en idé om, at hvis der bare bliver skruet næsten lige meget op for alle elementer, så spiller helheden. Hvad den ikke gør.

Dem spillede The Script

Rain.

Superheroes.

The Man Who Can't Be Moved.

Dancing in the Dark.

I Want It All.

Nothing.

For the First Time.

The Last Time.

Talk You Down.

Something Unreal.

We Cry.

No Good in Goodbye.

Ekstra:

Breakeven.

Hall of Fame.

På plussiden står til gengæld en høj grad af show. At der bliver hevet og slidt i så godt som alle numre, så de får tilført ekstra nuancer. At der er sat god plads af til publikum til at skråle med (ikke mindst i "We Cry", hvor en større flok tilskuere får hver en lille bid at synge med på - så godt som alle pivfalsk!). Og den ret pudsige idé med at få en tilskuer til at ringe op til en eks-kæreste, som så får sangen "Nothing" i røret, rundet af med det danske ord for "Asshole" råbt i kor af alle til stede...

Alt i alt en god oplevelse med en solidt stribe præcist afleverede træffere - men vel meget præget af en problematisk sløj lyd.

Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.