Musikanmeldelse

Det er umuligt at være ligeglad med Bisse

"Til sommer bliver jeg oldboy. Så er livet slut, som jeg kendte det. Men har det ikke været sådan længe? Jo, det har det. Åh jo, det har det!"

Der skal ikke så lidt selvsikkerhed til ikke bare at fundere over - men ligefrem skrive en sang om - at man nu er blevet lige så gammel som "Fars dreng på korset" ("og føler ikke selv, at jeg har opnået helt det samme"...), og forude venter nærmest alle tænkelige former for fysisk forfald.

Men rolig nu, Thorbjørn Radisch Bredkjær, altså den nærmest ekstremt hyperproduktive sanger, sangskriver, rapper m.m. Bisse, nærmer sig kun lige de 34 år og har lang vej endnu.

Men derfor kan man jo godt være ikke alene hyper på flere forskellige måder, men også desperat og trist på en nærmest trodsig måde.

Og det præger alt sammen hans meget personlige udtryk, hvor han skiftevis synger, rapper og råber (og rabler) og kaster sig ud i noget, der mest minder om spoken work, altsammen som led i en slags musikalsk performance-kunst.

Selve måden at synge på kan godt minde en anelse om en ung C.V. Jørgensen - mens kaskaderne af ord og ord og endnu flere ord leder tankerne mere i retning af Knud Romer.

Bag Bisse hamrer det bare af sted for et helt usædvanligt velspillende, fire mand stort orkester, som med både held og talent får skabt samling på Bisses ideer, der stritter i nærmest alle tænkelige retninger.

Det mest mystiske - og også fascinerende - ved Bisse er, at uanset hvor desperat og kaotisk og utæmmet og uhæmmet, han godt umiddelbart kan fremtræde, er der noget gennemgående melodiøst over musikken, der holder det hele oppe og sammen, selv dér hvor højstemt kirkeorgel med den største selvfølgelighed blander sig med brutal rock. Og dér, hvor der pludselig er dømt letbenet cocktail-pop. Eller bossanova med knaldhård og meget høj puls.

Meget af tiden er der noget let meditativt over et tydeligvis improviserende orkester - når de fire musikere først har fundet et særligt "lækkert" spor i en sang, gentager de gerne de samme figurer og temaer, der smyger sig rundt om Bisses stemme.

Det kræver en forholdsvis stor grad af rummelighed - og en indædt vilje til at bevæge sig et pænt stykke væk fra midterstriben - for at følge Bisse hele vejen. Tværs igennem flere aldeles hjerteskærende sange om at være blevet forladt, skarpest streget op i "Væggene er hvide" og "Sommetider" (den sidste om alt det, han savner hos og sammen med eks-kæresten - og det er meget. Endda rigtig meget!).

Anden del af koncerten lægger knaldhårdt ud den netop trodsigt triste (og stadig mere febrilske) "Oldboys", og det både nådesløst hårde og hektiske præger sidste nummer i skikkelse af en hyldest til kvinder.

Aftenen igennem er man særdeles godt underholdt - og til tider såmænd også forundret i skiftende grader - over Bisse og hans orkester, der er legesygt uden at være behagesygt.

Læst som digte ord for ord er der godt nok kraftige elementer af nedstemthed over Bisses tekster - men holdt oppe imod en meget høj grad af melodiøsitet, fremført af en lille flok fremragende musikere, er der - trods alt - noget opstemt og opstemmende over Bisses knortede, kantede udtryk.

Er der noget, man næsten ikke kan være med Bisse, så er det ligeglad.

Hans meget alsidige musikalske udtryk er umuligt bare at have "kørende i baggrunden", sådan som man bruger musik; det er det ganske enkelt for distraherende til, så enten er man provokeret/irriteret. Eller også er man fascineret.

Det er svært at lade være med at være det sidste.

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.