Alex Vargas

"In the arms of another

you're on solid ground.

I'm a fool, I'm a coward

And I'm breaking down".

Ingen over og ingen ved siden af det næsten 10 år gamle storhit, den smukke, skrøbelige "Solid Ground".

Skulle man tro.

Men Alexander Vargas Blay - altså sangeren, sangskriveren og guitaristen Alex Vargas - har mere i tanken. Langt mere.

Hørt ud i ét kan indspilningerne af hans sange ellers godt have en tendens til at flyde lidt sammen.

Men live - og ikke mindst sammen med det nyeste band, Big Big Machine - går det pludselig op for én, hvor gennemtænkte og tindrende melodiøse hans sange egentlig er. Og hvor langt ude i hjørnerne han kommer med sit band.

I løbet af fem kvarter når de fra inderlig, lidt sart folk-stemning over en del krystalklar pop (her og der ikke uden en vis inspiration fra blandt andre Prince) forbi heftig disco/funk og frem til knaldhård guitarrock og sitrende electronica/techno. Uden at miste overblikket. Eller på noget tidspunkt tabe publikum.

Hele vejen bliver vi endog særdeles grundigt forkælet med hans kendemærke eller særpræg (på den gode måde), de næsten ekstremt lyse, ganske let opera-klingende åh-uh-åh-kor, der bare sidder lige nøjagtigt, hvor de skal. Hver eneste gang.

'Bag en tilsyneladende ret let og løs tilgang til musikken - ledsaget af en lidt hippiepræget dans på scenen - har Alex Vargas bare styr på hver eneste af sine mange virkemidler. Uanset om han træder frem som den følsomme, lidt eksperimenterende poet - eller giver den fuld gas med danseklampen helt i bund. Som i den pludseligt meget heftige overgang i "Mama, I've Been Dying". Eller det mindst lige så heftige og yderst danseegnede "Inclosure".

Og til sidst bliver der bare skruet helt op for alt - også publikums forsøg på at følge med i Alex Vargas formfuldte falsetsang - i den stolte fuldtræffer "Higher Love".

I ganske korte forløb kan man godt fornemme, at Vargas og bandet har holdt en måneds pause (det fortalte han selv), for hvor der i nogle numre bliver forsøgt fyret voldsomt op under publikum med fællessang og taktfaste klap, "glemte" de det et par andre steder, hvor det næsten havde været endnu mere oplagt. Og så måtte der i øvrigt godt være gjort endnu mere ud af - og dvælet væsentligt mere ved - netop "Solid Ground" som den lille, fint afrundede perle, den (stadig) er.

I øvrigt er der meget langt mellem så ægte taknemmelige sangere og musikere som Alex Vargas, der ikke på noget som helst tidspunkt lagde skjul på sin begejstring for at blive mødt af særdeles store velvilje blandt publikum. Og som ikke lod nogen som helst lejlighed gå fra sig til at gøre det helt indlysende: at fremhæve og storrose sit overordentligt velspillende band Big Big Machine.

P.S.: Ikke at det har noget som helst at gøre med musikken - men: Er det ikke, som om den kære gamle tivolipark midt i Aalborg år for år fremstår stadig mere afpillet, nærmest plyndret, i hvert fald berøvet stadig flere af de store, fine, tætte, gamle træer. Var vi nu ikke enige om, at fremtiden er grøn og frodig - og ikke voldsomt nedbarberet?!

Alex Vargas og Big Big Machine til Fredagsfest i Karolinelund i Aalborg fredag aften.

Dem spillede Alex Vargas:

Mama, I've Been Dying.

7 Sins.

Yougazer.

Shackled Up.

Meant To Be Together.

The Killing Kind.

Nititai.

Pages.

Tidal.

Inclosure.

Shine Your Way Out.

Solid Ground.

Giving up the Ghost.

Higher Love.