Kulturpolitik

Kulturblomstring eller censur

I Kolding har politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti gjort en kommunal støtte til en "etnisk udstilling" afhængig af, at udstillingen også indeholdt fokuspunkter på ghettodannelser og indvandreres kriminalitet (som om disse emner ikke allerede i flere år, har været de altoverskyggende emner i indvandrerdebatten).

Udover det symptomatiske i, at ønsket om at blande sig i en specifik udstillings udformning, netop kommer fra partier, der siden regeringsskiftet i 2001 har råbt højt og skingert op om "smagsdommeri", trækker sagen også andre vigtige perspektiver. I forbindelse med den nye kommunale struktur, der træder i kraft i 2007, har det været påfaldende, hvor tavst der har været omkring kulturlivets fremtidige vilkår. Hidtil har en stor del af kulturlivet (udover et overordnet statsligt niveau) været støttet af både amt og kommuner. Amtet har på mange måder været en god regional sparringspartner, der på den ene side har haft regional interesse i et velfungerende og blomstrende kulturliv, men på den anden side haft så tilpas afstand til de konkrete projekter og udbydere, at de principielle sigtepunkter har kunnet holdes klare. Når en stor del af disse opgaver om kort tid overgår til kommunerne, stiller det store krav til de lokale politikeres respekt for den kunstneriske integritet. Det vil de fleste politikere forhåbentligt også være i stand til at håndtere, men eksemplet i Kolding er et skrækeksempel på, hvordan virkeligheden også kan komme til at tegne sig, når fremsynet og visionær kulturpolitik skal forvaltes af snæversynede politiske kandestøbere. Derfor er det mit håb, at man allerede nu, hvor der tilsyneladende åbnes op for nye tværpolitiske forhandlinger om udformningen af den nye kommunalreform, også ser grundigt på principperne for forvaltning af kulturområdet i et fremtidigt konnunalt regi. For eksempel kunne man med fordel skæve til Sverige, hvor man fører en helt anderledes bevidst regional kulturpolitik. Her er fra statens side ansat en række professionelle kunstkonsulenter, der fungerer som dynamoer, igangsættere og sparringspartnere for kulturlivet, og som skal være med til at sikre et uafhængigt og fagligt højt niveau. Indtil for nylig har "arms længde-princippet" været et bærende element i de fleste kulturstøtteordninger. Men i de sidste fire år har jagten på "smagsdommerne" (eller rettere udskiftningen af ét hold "smagsdommere" med et andet), medført flere forstuvninger på den stakkels arm. Var det ikke på tide at få den genoptrænet? Og så i øvrigt få en klar, åben og visionær diskussion om fremtidens kulturliv i et nyt kommunalt landskab?