Kulturcenter på skolen

Eleverne sørgede for kager til kunsten

Skolevæsen 26. september 2005 06:00

HØRMESTED:Mon ikke det var en ny tradition, der i weekenden blev skabt, da der blev holdt sensommerudstilling med kunst på Hørmested Skole, Tislum-vej. En af skolens lærere, Janni Dalsager Pihl, havde taget initiativ til udstillingen og samlet 25 vendsysselske kunstnere, som viste værker overalt på skolen. Hun er slev kunstner og udstillede også. Formanden for Sindal Kommunes børne- og kulturudvalg Ole Eskesen åbnede kunstudstillingen, og han frydede sig som kommunalpolitiker over, at det var lykkedes at få ryddet klasselokalerne og etableret udstillingen: - Det er lige i den ånd vi gerne vil have det. Nemlig at skolen skal kunne bruges som en slags kulturcenter, og jeg tror at mange vil acceptere, at vi skal give penge til kultur, når de ser sådan noget som det her, fastslog han. Det var lykkedes for arrangørerne at få det skoleprægede væk. Klasseværelser og gymnastiksal var blevet små gallerier med kunst, hvide duge, blomster og andet pynt. De fleste kunstnere var selv til stede weekenden igennem, og det nød de mange gæster, for det er altid rart at se manden eller kvinden bag maleriet. Der var ikke alene noget til synet. Også ørerne og maven fik fyldt på, hvis man ville. Der blev spillet hyggemusik i caféen i skolens mediatek, hvor eleverne fra 6. klasse sørgede for ostemadder og lækre kager.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...