Brønderslev

Kulturdag med madmarked

Brønderslev midtby bliver fyldt med kultur i mange afskygninger lørdag

Jakob Ahlmann - kommer til kulturdagen. Foto: Claus Søndberg
Jakob Ahlmann - kommer til kulturdagen. Foto: Claus Søndberg

BRØNDERSLEV: Der kommer til at ske en masse, når der lørdag er Kulturdag. Der indledes klokken 10 med taler og fællessang, og arrangørerne opfordrer alle til at synge med. Madmarkedet og bogsalget begynder klokken 10.15.

I madmarkedet er der flere spændende varer at se, smage og købe. Blandt andet vil der også være mulighed for at købe grøntlangskålsboller og økologisk medisterpølse.

Vinspecialistens julevin præsenteres denne dag.

Der er også fortælling om korn og korndyrkning, hvis man har lyst til at høre om dette. Der bliver ligeledes mulighed for at være med til at lave bolsjer. I gården bag Biblioteket bliver udstillet veteranknallerter.

Slægtsforskningsforeningen holder åbent hus og man kan høre om, hvordan man finder sine familiemedlemmer.

Der afvikles også konkurrencer for både børn og voksne.

Kan man gætte, hvem der befinder sig på de forskellige stoppesteder, som markerer de forskellige aktører, der er med på Kulturdagen, kan man vinde biografbilletter. Der er også konkurrencer i at bygge det højeste bogtårn samt mælkekassestabling.

Fodboldspillerne Jakob og Viktor Ahlmann fra AaB skriver autografer klokken 13.

- Man må gerne selv medbringe det, man gerne vil have skrevet autografen på, f.eks. trøje eller fodbold. Jakob og Viktor har også autografkort med, fortæller Else Simonsen fra Borger9700, der er arrangør.

Der er en masse af aktiviteter både inde og ude. Der er dans for alle, der har lyst til at danse med, arbejdende kunsthåndværkere, bibliotekets halloween-uhygge, maling af malerier, musik, forfatterbesøg, Naturskolen og spejderne, Natteravnene og meget mere.

Der kan købes pølser og varme tomatsuppe.

- Vi skal have en hyggelig dag, siger Else Simonsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden